Den skal klare jobbet i grusgraven og på byggepladsen bedre end andre.

Mercedes-Benz Arocs er udviklet til det hårdeste arbejde, man kan udsætte en lastbil for – med ekstra stor frihøjde, stålforstærkninger og kraftige dæk.

Samt et design, så ingen er tvivl om, at det er en lastbil, der kan tåle lidt ud over det sædvanlige.

Endnu er det kun tegninger, fabrikken har frigivet. Den første gang, vi ser biler, er på anlægs- og entreprenørmessen Bauma i München i april måned.

Forskellige behov
Arocs vil kunne fås i en mange udførelser med chassiser, der fra begyndelsen er tilpasset forskellige behov i terrænet.

Den automatiske gearkasse Powershift 3 er standard på alle modeller.
Vælg imellem kompakte, baghjulstrukne 2-akslede udgaver til 8-hjulsdrevne 4-akslede udgaver til de tungeste opgaver.

Motorerne er 6-cylindrede rækkemotorer fra 7,7 til 15,7 liter, som fås i 16 forskellige effektklasser – fra 238 til 625 hk. Drejningsmomentet er fra 1.000 til 3.000 Nm, og alle er godkendte for Euro VI, der ellers først træder i kraft 1. januar 2014.

Loader og Grounder
For at gøre det lettere for kunden at vælge har fabrikken indført to produktserier med færdige basisspecifikationer.

”Loader” er et koncept, hvor man satser på at få så lav egenvægt som mulig. Her findes dels meget lette 4×2 versioner, som siges at blive nogle af de letteste køretøjer i hele anlægsbranchen.

Det 4-akslede chassis for betonblandere stiller med en egenvægt på kun 9,2 tons. Det betyder, at man med den rette opbygning kan laste otte kubikmeter beton uden overlæs.

”Grounder” er den anden specialversion, som er både stabil og robust med en række tekniske funktioner, der gør den i stand til at klare selv de hårdeste anlægsopgaver.

Stor aktivitet
Men oplysningerne er stadig sparsomme, men mon ikke fabrikken lader flere detaljer ”sive” hen mod premieren i foråret.

Daimler, som står bag Mercedes-Benz, har de senere år virkelig investeret indenfor alle erhvervskøretøjer.

Actros kom først  – så kom Antos, som er en ny distributionslastbil, der forener Axor og de hidtidige mindste Actros udgaver. Den er netop kommet på markedet herhjemme. Også på specialtransport-markedet har fabrikken vist nyheder indenfor bl.a. Unimog serien.

Citan i Danmark
I den lettere genre har man i samarbejde med Renault udviklet den kompakte varebil Citan på basis af Kangoo, som netop er kommet til salg i Danmark – og når det gælder fremtiden E-Cell Vito dels som varebil og dels som minibus.

Divisionen Fuso i Japan har udviklet hybridudgaven af Canter. Dertil kommer nye modeller til det kinesiske og indiske marked – delvist bygget i joint-venture arrangementer.

”Med introduktionen af Arocs fortsætter vi vores produktoffensiv, og vi står med  den nyeste og bredeste flåde af lastbiler. Vi styrker dermed vores position som verdens største producent af lastbiler, siger Lars van het Erve, pressechef hos Mercedes-Benz Danmark.
.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk