De nyeste og mest miljørigtige lastbiler opfylder Euro 6 miljønormen – og selv om de måske er 10 procent dyrere end Euro 5 lastbiler, så er der god politik i at investere i fremtiden.

Det er i hvert fald den politik, som vognmandsforretningen Thurah Transport  A/S i Ishøj satser på. Så de har købt fem Euro 6 lastbiler – og en sjette kommer til næste år.

Vognmand O. Thurah stiftede forretningen på Amager i 1881 og forretningen anses for at være formentlig landets ældste vognmandsforretning – dengang kørte man med kareter og – nu er det topmoderne lastbiler. Bomærket er dog det samme som dengang – en guldkaret.

Nyeste miljønorm
Thurah har en morderne vognpark. De nyeste er tre 2-akslede sættevognstrækkere af typen G 440 4×2, en 3-akslet trækker af typen G 440 6×2/4 samt en 4-akslet kranbil af typen G 480 8×2*6.

– Når vi investerer i nye lastbiler, er det en del af vores miljøpolitik, at vi altid går efter nyeste miljønorm. Derfor blev det til fem nye Scania med Euro 6-motor, for vi ønsker at sende et positivt miljøsignal både til vores kunder og til resten af samfundet, siger vognmand Lars Mouritsen.

Han ser en fordel i at investere i Euro 6-lastbiler allerede nu, selv om vi kunne have valgt billigere Euro 5-lastbiler helt frem til udgangen af 2013, hvor alle nye lastbiler skal opfylde Euro 6 kravene.

Femte generation
Sammen med sin bror Per udgør Lars Mouritsen 5. generation i vognmandsforretningen Thurah Transport A/S.

I dag består vognparken af 29 lastbiler i forskellige udførelser, primært Scania, samt et tilsvarende antal påhængs- og sættevogne, som virksomheden selv har udviklet..

– Vi driver en meget traditionel vognmandsforretning med transport af stykgods, byggematerialer, maskiner og dagligvarer. Vi råder desuden over et antal kranbiler med kapacitet på op til 150 t/m til løft af byggematerialer og maskiner, så vi kan levere godset, hvor kunderne ønsker det, fortæller Lars Mouritsen.

Det gælder også i Københavns og andre byers miljøzoner, hvor Thurah kommer dagligt.

Tekniske data
Thurah’s fem nye Scania G 440 og G 480 Euro 6 er alle udrustet med Scanias 6-cylindrede rækkemotor på 13 liter, som yder 440 og 480 hk. Motorerne er opbygget af stort set ens komponenter og adskiller sig kun på motorydelse.

Begge motortyper er af hensyn til Euro 6-miljønormen udrustet med kombineret EGR- og SCR-teknologi, dvs. både EGR-tilbageførsel af udstødningsgas og tilsætning af AdBlue i de dobbelte katalysatorer (SCR) samt partikelfilter. EGR står for Exhaust Gas Recirculation. SCR står for Selective Catalytic Reduction.

Af hensyn til chaufførkomforten er fire af sættevognstrækkerne udrustet med Scanias Highline sovekabineførerhus. G 480 kranbilen er udrustet med en 78 t/m Palfinger-kran – men førerhuset er uden sovekabine, da chaufføren ikke har behov for at overnatte i bilen.

Dertil kommer de fuldautomatiske Opticruise gearskiftesystem i alle bilerne.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk