Skovbo-Køge Kloakservice i Viby har netop fået leveret en slamsuger på basis af Scania R 490 – og med den nøjagtige betegnelse LB8X2*6.
Den avancerede specifikation hentyder til køretøjets tre styrbare aksler ud af de fire, som er valgt for at skåne underlaget ved tung manøvrering under trange forhold.
Bilen har Scanias CR16-førerhus – og motoren er Scanias 13-liters række-6’er på 490 hk og et maksimalt drejningsmoment på 2.550 Nm.
Kørsel med farligt gods
Bilen er opbygget med slamsugeranlæg fra VM Tarm og skal bl.a. anvendes til ADR-kørsel. Det vil sige kørsel med farligt gods. Desuden er bilen monteret med træktøj, så den er forberedt til kørsel med påhængsvogn til særligt store opgaver.
Indehaveren af Skovbo-Køge Kloakservice, Torben Nielsen, har af hensyn til driftsøkonomien valgt at tegne en fem-årig serviceaftale med Nyscan a/s. Det giver overblik og garanti mod ubehagelige økonomiske overraskelser, lige som Torben Nielsen har valgt at gøre det på sine øvrige biler.
Lastbilen er klargjort af Nyscans afdeling i Køge og leveret af salgskonsulent Thomas Sandahl.