(TORINO)
I lighed med den nye Ducato er det lykkedes for Fiat at løfte kvaliteten betydeligt i den nye Doblò model, der allerede kommer til salg herhjemme indenfor en måned.
Vi har været i Norditalien for at prøve nyheden – og netop et bedre valg af materialer, en bedre isolering og et meget præcist og letgående gearskift øger komforten og gør køreoplevelsen bedre. Bilen er især i 1,6- og 2-liter diesel-udgaverne med henholdsvis 105- og 135 hk ganske smidig og tilmed hurtig. 1,3-liters modellen siger lidt mere og er knap så smidig.
Motorerne er samtidig mere økonomiske (op mod 22,7 km/l i ECO-Jet udgaven) og dermed renere (fra 135 g CO2 pr. km.) Start/stop udstyr er standard i ECO Jet og det gælder også bakkeholder (Hill Holder).
Nyt interiør
Udover ny front har Doblò fået nyt instrumentbord og sæder. Varerummet er bibeholdt – og rummer fortsat op mod 5,4 kubikmeter – med plads til to europaller. Bagdørene kan åbne 180 grader. Den uafhængige affjedring med Bi-Link system bag er bevaret – og giver fortsat fine køreegenskaber.
Den danske model får fast skillevæg – men den kan fås med gittervæg og mulighed for en lem i adskillelsen, som sammen med at højre forsæde kan vippes frem betyder, at man kan transportere ekstra lange genstande. Midterpladsens ryglæn kan også fældes frem – og bagsiden er så udformet som bord med dokumentholder.
Herhjemme er det ifølge den danske importør 1,3 MJT udgaven med 90 hk, der vil blive bestseller – og med en startpris på 135.000 kroner plus moms er det 2.000 kroner under den nuværende model.
Bedre udstyret
Men samtidig er der kommet mere udstyr – bl.a. lakeret forkofanger, fire airbags og radio med Bluetooth. Den danske importør må være god til at forhandle priser – for det blev fortalt af folk fra Fiat-fabrikkerne, at prisen ville stige to procent.
Det bliver lovbefalet med Eurto 6 dieselmotorer 1. september næste år – men Fiat vil tidligst have motorerne klar midt i 2016.
For første gang vil man også kunne få bilen med dobbelt passagersæde – men så er pladsen også trang. Tre granvoksne håndværkere vil ikke have det godt – og så er det svært at få sikkerhedsselerne på.
Der er solgt 2.000 Doblò i Danmark siden introduktionen af den nuværende Doblò i 2009. Bilen bygges i Bursa i Tyrkiet.
Teknik Fiat Doblò 1,3 JTD Multijet:
Motor: 4 cyl. Turbodiesel.
System: Common Rail. 16V
Slagvolumen: 1.248 ccm.
Miljø: Euro 5+, partikelfilter, start/stop.
Ydelse: 90 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 200 Nm v. 1.500 omdr.
Gear: 5 + bak.
Styretøj: Tandstang.
Affjedring: Uafhængig for og bag (Bi-Link).
Økonomi: 20,8 km/l (22,7 km/l som ECO-jet).
Bagdørsmål: 700 x 1.175 mm.
Varerum 1.820 x 1.714 x 1.305 mm
Mellem hjulkasser: 1.230 mm.
Varerumslængde lang model: 2.170 mm.
Læssehøjde: 545 mm.
Varerum: Mellem 3,4 og 5,4 kubikmeter.
Lasteevne: 750 kg. (fabrikstal).
Trailervægt: Fra 1.000 kg. (fabrikstal).
Pris: 135.000 kr. plus moms.