Storby efter storby taler om at ville forbyde de forurenende dieselmotorer i fremtiden – men bilproducenten Mazda har nu udviklet benzinmotoren med dieselegenskaber, som kan gøre luften renere.

Dieselmotoren har store fordele i godstransporten på grund af sin store effektivitet og brændstofbesparelser – kun naturgas nærmer sig lige nu som alternativ, som Iveco har bevist.

Scania har tidligere talt om, at der må ske en blanding af benzin og diesel for at klare fremtidens miljøkrav.

For første gang

Det er første gang, at en bilfabrik har præsenteret en motor-revolution, der måske kan blive erstatningen for dieselmotoren. Og mon ikke gods-transporten kan få glæde af opfindelsen – om ikke andet ved at købe motorerne af den japanske fabrik – eller bygge dem som licensproduktion.

Mazda arbejder jo sammen med Toyota på mange punkter – så man kunne jo forestille sig en ProAce fra Toyota med denne teknik engang, og så kunne PSA Peugeot Citroën også anvende den til deres Expert og Jumpy, der bygges på samme fabrik i Europa. Man Toyota bygger jo mange forskellige varebiler andre steder i verden.

Måske allerede i år

Mazda har udviklet SKYACTIV-X,  som verdens første serieproducerede benzinmotor med kompressions-tænding hedder.

Motoren er en del af fabrikkens langsigtede vision ”Sustainable Zoom-Zoom 2030”, som peger frem mod år 2030. Den er fortsat i projektstadiet, men mange mener, at første generation af den nye motorteknologi vil kunne ses i Mazda-køretøjer allerede i år.

Den oprindelige vision ”Sustainable Zoom-Zoom” blev offentliggjort i 2007 og beskriver Mazdas stræben efter at kombinere køreglæde med høj sikkerhed og lille miljøbelastning.

Øgede miljøkrav

På grund af kravene til bilindustrien om stadigt hurtigere tilpasning og forandring præsenteres så nu en opdateret vision med et endnu længere perspektiv. Den udtrykker, hvordan Mazda vil møde nye krav fra mennesker, samfund og miljø.

Mazda vil således udvikle nye metoder for at reducere kuldioxidudslippet fra ”well to wheel” og i hele bilens levetid.

Desuden vil man reducere virksomhedens gennemsnitlige kuldioxidudslip med 50 pct. fra 2010 til 2030 og med 90 pct. frem mod 2050.

Selvtænding

SKYACTIV-X er den første serieproducerede benzinmotor, som benytter sig af kompressionstænding. Det vil sige, at luft-/benzinblandingen selvantænder, når den komprimeres af stemplerne.

En forbrændingsmetode med navnet ”Spark Controlled Compression Ignitition” løser to problemer, som tidligere har forhindret en serieproduktion af benzinmotorer med kompressionstænding:

At maksimere det område, hvor kompressionstænding er mulig samt at opnå en umærkelig overgang mellem kompressionstænding og gnisttænding via et tændrør.

Kombinerer benzin- og dieselfordele

Den nye forbrændingsmotor kombinerer fordelene ved en benzin- og en dieselmotor ved at give mindre udslip og samtidig levere mere kraft og acceleration.

Det nye motorprincip vil formentlig også gøre bilerne billigere – da der ikke skal bruges penge til efterbehandling af dieselosen endsige anvendelse af AdBlue tilsætning, som man skal på mange dieselmotorer.

Kompressionstænding og trykladning sammen reducerer brændstofforbruget og gør samtidig motoren mere responsiv og øger drejningsmomentet med 10-30 pct. i sammenligning med dagens SKYACTIV-G benzinmotor.

Effektiv forbrænding

Kompressionstænding skaber en effektiv forbrænding, som forbedrer effektiviteten med 20-30 pct. i sammenligning med Mazdas kendte benzinmotor SKYACTIV-G og med hele 35-45 pct i sammenligning med Mazdas benzinmotorer med samme cylindervolumen fra 2008.

SKYACTIV-X er faktisk lige så eller sågar mere effektiv end Mazdas seneste dieselmotor SKYACTIV-D.

Med høj effektivitet i et bredere omdrejningsområde og ved flere forskellige belastninger kan udvekslingsforholdene i transmissionen vælges mere frit, og resultatet bliver både lavere brændstofforbrug og bedre præstationer.

Fortsætter arbejdet

Mazda vil fortsætte med at revolutionere forbrændingsmotoren, som forventes fortsat at være den primære drivkraft i hovedparten af verdens biler i mange år fremover, og på den måde påvirke det globale kuldioxidudslip i positiv retning.

Resultatet skal også bruges til yderligere at effektivisere hybrid- og plugin-hybrid-løsninger.

Fra og med 2019 vil man også introducere elbiler i regioner med en høj andel af grøn elproduktion.

Forøget sikkerhed

For at kunne videreudvikle mobiliteten vil man præsentere mere avancerede sikkerhedsteknologier, som bidrager til en målsætning om at reducere og i sidste ende helt eliminere trafikulykker.

Mazda vil standardisere flere og flere eksisterende sikkerhedsteknologier (i-ACTIVSENSE), som aktivt hjælper føreren med at identificere og undgå potentielle farer, hvilket allerede er tilfældet på det japanske marked, på alle markeder fra 2018.

Desuden vil man indlede test af autonome førerteknologier, som er under udvikling i forbindelse med Mazdas ”Mazda Co-Pilot Concept2”, i 2020 med en målsætning om at standardisere dem i alle Mazdas modeller fra 2025.

 

 

Comments are closed.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk