Mazda MX-30 R-EV plug-in hybrid har netop haft verdenspremiere på biludstillingen i Bruxelles. Bilen er herhjemme til sommer til 280.000 kr. som personbil. Van-priser er ikke udmeldt.
Der er tale om en seriel plug in-hybrid med unikke tekniske løsninger – bl.a. ved brug af en Wankelmotor som generator.
Bilen drives frem af en elmotor – og at benzinmotoren i form af en kompakt rotationsmotor udelukkende bruges til at generere strøm til batteriet og elmotoren.
85 km på strøm
Batteriet har en kapacitet på 17,8 kWh, og fuldt opladet giver det MX-30 R-EV en rent elektrisk rækkevidde på 85 km ved blandet kørsel efter WLTP-normen, hvilket vil være tilstrækkeligt til de flestes daglige behov.
Batteriet kan herefter oplades med 11 kW via den indbyggede, 3-fasede AC-lader på ca. 50 minutter fra 20-80 pct.
Benytter man en hurtiglader (DC), kan man oplade batteriet fra 20-80 pct på bare 25 minutter (maks. 36 kW).
Kompakt format
Wankelmotoren, der er placeret side om side med elmotoren, starter, når batteriet når under et vist niveau – og forsyner det så med strøm til den videre kørsel.
Det vil den gøre, så længe der er benzin i den 50 liter store tank. På den måde kan man tilbagelægge lange strækninger, selv hvis der ikke er mulighed for at lade batteriet op undervejs.
For Mazda var valget af netop Wankelmotoren som strømgenerator til MX30 RE-V oplagt på grund af dens kompakte format, der gør den let at placere i motorrummet – og det faktum, at Mazda har mange års erfaring med udvikling og produktion af netop Wankelmotoren til bilproduktion – f.eks.RX-7 og RX-8.
Opfundet i Tyskland
Wankel-motoren er udviklet af tyskeren Felix Wankel – og blev først anvendt i sportsvognen NSU Spider i 1964 og i personbilen NSU RO80 i 1967. Mazda videreudviklede motoren, så den blev mere robust.
Mazda MX-30 R-EV skal sælges side om side med den rent elektriske variant af MX-30. Der er de samme fire udstyrsniveauer, Prime-Line, Exclusive-Line, Advantage og Makoto med samme udstyrsomfang.
Eneste forskel er, at MX-30 R-EV i en periode vil blive solgt som specialmodel med navnet Edition R. Den er baseret på højeste udstyrsniveau, Makoto, og har en totonet lakering samt et interiør med en række unikke detaljer.