(FRANKFURT)

Bilbranchen skal helst være lidt grøn i vores dage – men finanskrisens åg ser nu ikke ud til at være så tungt mere. Branchen har lært at kombinere de miljømæssige fremskridt med muligheden for at bevare køreglæde og forbedre præstationer.

Her spiller el-motoren ind som vigtigste element – i kombination med oftest en benzinmotor. VW’s GTE-koncept er således efterhånden udbredt til hele paletten af bilmodeller.

På IAA bl.a. til den nye Tiguan, der i øvrigt fejrer verdenspremiere med en række af udgaver med både hybrid-,  diesel- og benzinmotorer.

Audi g-tron med gas
Fra VW gruppen kan man nævne den nye Audi A4 Avant, som også fås i flere miljørigtige udgaver, – bl.a. g-tron med gasteknik med 100 gram CO2 udledning. Konceptbilen Q6 e-tron quattro er en SUV konceptmodel, som gennem ny batteriteknik med tre elmotorer yder 503 hk. Den oplades ved induktionsopladning med 80 pct. opladning 30 minutter. Rækkevidde 500 km ved sportslig kørsel.

En 4-personers Porsche anno 2018 hedder ”E-Mission” – ren elektrisk, men med en rækkevidde på 500 km. 80 pct. opladning på 15 minutter. Jo – VW gruppen satser på el. Mere til Danmarks side er en ny Skoda Superb stationcar, der p.t. dog kun sælges begrænset som Van.

IAA koncept
Mercedes havde en ny række af bilmodeller med hybridopladning – og nærmest en facelift på hele fronten – fra A til S klasse. Mest interesse vakte fremtidsmodellen ”IAA koncept” – med fokus på aerodynamik. Cw værdien er kun 0,17. Måske Vito og Sprinter kan låne lidt ideer.

Kikker man på fabrikkernes udstillede projekter for fremtiden, kan man nævne Mazda Koeru – der måske bliver en CX 4 eller 6 SUV med basis fra Mazda 6. Eller Nissans Gripz, der er fabrikkens plan for en ny crossover med hybridteknik.

Dansk Toyota design
Endelig er der Toyotas C-HR, der nok bliver en ny lille SUV bil. Designet står danske Stephan Rasmussen for. Den 29 årige designer fra designskolen i Stuttgart er baseret i Toyotas europæiske designcenter i Nice. Måske står den endelige bil allerede klar på Genève bilmessen i marts.

I konceptbilerne kan man finde vel alle de teknologiske landvindinger, der er til stede i dag og i nær fremtid. Modellerne er ofte mest en række af ideer til fremtidige bilmodeller.

Fra Toyota skal også nævnes den nye Toyota Prius hybrid – som senere kommer som Prius+. Fra Toyota ses også en ny Rav4 hybrid med to elmotorer i 4×4 udgaven. Den har 2,5 liters benzinmotor, kendt fra Lexus. Trailervægt alligevel 1.650 kg. En ny grøn bil til trailerfolket – og nok stor som Van.

Nye BMW elbiler
En anden kendt dansk designer er Anders Warming, der har ansvaret for stregerne hos Mini – på IAA viser han den nye Clubman. Nu med fire sidedøre og sidehængslede bagdøre. Den fortsætter også som Van herhjemme.

BMW standen har spændende elbil-nyt – bl.a. med 3-serien og den nye 2-serie Grand Tourer – fine hvis elbiler fortsat fritages for afgift.

Populær som Van i Danmark er også flere Peugeot-modeller – nok også 308 GT, der er ny på IAA.

Renault viser både en ny Laguna med nyt navn – Talisman – og en helt ny Mégane, som er vigtig for den danske importør. Op til 30,3 km/l klarer den med 110 hk dieselmotor.  Alle Renault’er og Dacia-modeller kan – bortset fra Twingo – bestilles som gulpladebil.

Plads til Opel Astra
Opel er mere tilbageholdende med officielt at tilbyde deres biler som Van’s – p.t. bortset fra Zafira og Meriva. Men flere forhandlere har solgt Insignia og Mokka som Vans – plus Corsa og Astra. På IAA kan man så se en helt ny Astra Tourer (st.car) – som også opfylder målene til at blive Van.

Citroën DS er blevet til det selvstændige mærke DS – og IAA premiere fejrede den nye DS4 og SUV udgaven DS4 Crossback. DS er ikke solgt meget som varebiler – men måske den sidstnævnte har muligheder. Det ”gamle” mærke Citroën viste en mere produktionsklar Aircross SUV med benzin-hybridteknik, hvor PSA koncernen ellers har fokus på diesel. Men diesel er ikke interessant i det vigtige Fjernøsten.

Suzuki uden Van’s
Suzuki Baleno er en ny stationcar, som man forventer sig meget af, men da fabrikken har forbudt den danske importør at ombygge Vitara til Van – som allerede var ved at blive en succes – så bliver det heller ikke aktuelt med en Baleno Van. Ikke som det ser ud lige nu. Fra Hyundai vises i20 Active med højere siddestilling. Motor 1-liter T-GDI på tre cylindre.

Fremtidsmæssigt vil det være spændende at følge det genskabte mærke Borgward, der  på IAA viser deres nye SUV model. Fabrikken er genskabt af tredje generation efter skifteren tilbage i 50’erne, hvor bilerne var anset for at være ganske avancerede. Økononisk støtte har man bl.a. fra kinesiske investorer. Borgward var store på erhvervsbiler i 60’erne – og det vil man gerne være igen.

Verdens mest luksusprægede SUV
I den dyre ende viste VW gruppen så den nye Bentley Bentayga, som vi har vist foto af tidligere. En utrolig luksusorienteret bil, som vel vil vække interesse i Mellemøsten.

Men med Porsche Cayennes succes, skal den nok også finde kunder herhjemme – og til halv pris på gule plader. Det vil også gælde Jaguars nye F-Pace, som vi før har omtalt.

På IAA og født som Van – verdenspremiere på Nissan Navara og Ford Ranger – samt VW Caddy Alltrack.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk