PostNord har allerede fået leveret en lang række elektriske varebiler fra Mercedes-Benz til at klare distribution i først og fremmest byer og lokalområder, hvor rækkevidden ikke spiller så stor en rolle.

Men til lang transport med høj totalvægt er den p.t. grønneste og mulige løsning lastbiler, der kører på biogas (naturgas).

Iveco Danmark har derfor i samarbejde med TIP netop leveret 10 nye Iveco S-WAY gas-trækkere til PostNord.

Iveco S-Way

De 10 gaslastbiler er de første, der leveres til PostNord i Danmark. TIP står for full-service udlejning af lastbilerne samt trailere.

Det er dog ikke de første gasbiler, som PostNord har fået fra Iveco – for f.eks. flydende gas (LNG) har været meget udbredt i Sverige i mange år, hvor Iveco har leveret flere gaslastbiler i den karakteristiske blå farve.

De nye Iveco S-WAY-modeller er udstyret med en 460 hk gasmotor, som kører på komprimeret biogas (CBG). Ved drift på biogas kan PostNord reducere CO2-udslippet med ca. 95 procent i forhold til en tilsvarende EuroVI d dieselbil.

Begrænset partikel-forurening

Lige så vigtigt er det, at PostNords nye Iveco gaslastbiler udleder 99 procent færre partikler og 90 procent mindre NOx-gasser end en tilsvarende EuroVI d dieselbil.

Med det store fokus på luftforureningen i de større byer,vil de nye Iveco gaslastbiler bidrage positivt til en renere luft i København og Hillerød, hvor de nye køretøjer kommer til at køre fast.

500 km rækkevidde

Hos Iveco er man glade for, i samarbejde med TIP, at kunne levere et mere bæredygtigt alternativ til den tunge transport, som kan fungere i praksis her og nu.

“Bilerne, som PostNord her tager i brug, har en rækkevidde på op til 500 km på en tankfuld og er godkendt til en vogntogsvægt på 44 tons. Dermed lever bilerne op til de krav, som PostNord har til sin moderne flåde af tunge køretøjer,” siger Carsten Sørensen, National Sales Manager fra Iveco Danmark A/S.

Strategisk målepæl

Hos TIP er leveringen en del af en vigtig strategisk milepæl.

”Vi ser en stigende efterspørgsel fra vores kunder efter mere bæredygtige transportløsninger. Derfor har vi gennem længere tid udvidet og differentieret vores produktudbud, og netop her er gastrækkere et vigtigt element i vores grønne omstilling”, siger Christian Petersen, Vice President, TIP Nordic.

Eget biogas-anlæg

For yderligere effektivisering af transporten i Danmark kan PostNord snart tage sit eget nye biogas-fyldeanlæg i Brøndby i brug.

Med etableringen af dette anlæg bliver tidsforbruget i forbindelse med tankning reduceret til et absolut minimum, hvilket bidrager til optimal drift af bilerne.

Mindre støj

Med biogas i tanken på 10 nye lastbiler gør PostNord nu danskernes pakker lidt grønnere, er meldingen.

“Og så passer det os rigtig godt, at bilerne bidrager til renere og friskere luft, og ikke støjer som de gamle biler,” siger Jan Greve, der er Director of Operational Development i PostNord.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk