Notice: Function add_theme_support( 'html5' ) was called incorrectly. Du skal sende en række af typer. Se venligst Fejlfinding i WordPress for mere information. (denne meddelelse blev tilføjet i version 3.6.1). in /var/www/www.varebilogtransport.dk/www/wp-includes/functions.php on line 5831
Varebil med brint og plug-in

Allerede i år præsenterer én af verdens største bilkoncerner – fransk-italienske Stellantis – varebiler, der kører på brint og samtidig er plug-in-hybrid køretøjer, der kan oplades via ladestandere.

Stellantis N.V., der er en sammenslutning af PSA (Peugeot-Citroën-Opel) og FCA (Fiat Chrysler Automobiles), præsenterer dermed den måske største udvikling indenfor varebiler og bæredygtighed meget længe.

Der er tale om trillingerne Peugeot Expert, Citroën Jumpy og Opel Vivaro, der hermed både vil kunne fås som batteri-elektriske køretøjer og brint-elektriske køretøjer.

Plus 50 km

Rækkevidden er med 400 kilometer lidt længere end de samme varebiler på strøm, men når brintbeholderne er tomme, er der ekstra 50 kilometers kørsel på batteriernes strøm til rådighed.

At man så også kan oplade bilerne – det er genialt. For der er fortsat ret langt mellem brint-fyldestationer.

Tankes på tre minutter

Det tager så kun tre minutter at fylde brint på – eller den samme tid, som det tager at tanke dieselbilen.

I første omgang er det kun varebilsudgaver, der vil blive tilbudt med brintteknik – men fremover vil Stellantis ikke afvise, at det også er en teknik, man vil tilbyde i personbiler – i hvert fald minibus-udgaverne af de nævnte modeller. Men brintteknikken med de store brintbeholdere tager jo meget plads op..

Sådan er teknikken

I de tre varebiler, der som eludgaver netop har vundet det prestigefyldte pris ”International Van of the Year 2021,” fjernes ganske enkelt batteripakken, der ligger under varerumsgulvet, og erstattes af tre brintbeholdere på 4,4 kg.

Under motorhjælmen og under sæderne finder vi så hele det tekniske set up – så hele varerummet bevares intakt – og det gælder i øvrigt også nyttelasten.

Under sæderne har vi en mindre batteripakke på 10,5 kWh – og over elmotoren på 121 hk forrest placeres så brændselscelle-stakken.

Forsket brint i 20 år

Allerede da PSA overtog General Motors’ europæiske aktiviteter med Opel og Vauxhall, fik franskmændene hele brintudviklingen hos Opel mere eller mindre med som ekstra plus – for Opel har forsket i brintteknik i over 20 år.

I 2001 viste de deres første udgave af Zafira i brintversionen Hydrogen1 – som vi har stiftet bekendtskab med dengang ved et besøg på den tyske fabrik i Rüsselsheim nær Frankfurt. Og ved klimatopmødet i København i 2009 kørte vi bl.a. i den seneste Hydrogen4 – udviklet på en amerikansk Chevrolet SUV.

Men allerede i 2007 prøvede vi brintbilen Chevrolet Sequel i californiske Palm Springs. Prøvekørslen foregik med politieskorte – fordi der var tale om en prototype til mange millioner dollar,

Varebilscenter i Tyskland

Derfor er det måske ikke underligt, at PSA og nu Stellantis har lagt den fremtidige varebils-forskning i Opels OSV “Special Vehicles” sektion i netop Rüsselsheim. Bilerne produceres i franske Valenciennes – men sendes så uden drivline til Tyskland til færdig montering.

I første omgang er det de franske- og tyske markeder, der først får tilbudt de nye brint-varebiler – men der går ikke længe før andre lande i Europa kommer på listen, lover fabrikken.

Brint til de længere ture

Fabrikken forventer, at el-varebilen skal klare lokal- og city-distribution, mens brint-varebilen skal klare de længere transportopgaver.

Der ville også kunne tilbydes udgaver med større brintindhold og dermed længere rækkevidde. Det vil jo også kunne komme andre af fabrikkens modeller til gode – også fra Fiat.

Opbakning fra transportministre

Udfordringen med brint er, at teknikken er ret kostbar plus, som vi nævnte, at der er langt mellem fyldestationerne. Herhjemme var den seneste opdatering syv tankningsmuligheder.

Men hos Stellantis tror man, at dette er løsningen for den bæredygtige distribution fremover. Især når man taler om TCO, Total Cost of Ownership.

Ved præsentationen af de nye varebiler, var der da også indlæg af transportministrene fra Frankrig og Tyskland, som lovede, at der ville komme flere fyldestationer. P.t. er der 25 fyldestationer i Frankrig og 90 i Tyskland.

Uvished om Toyotas version

Stellantis har et tæt samarbejde med Toyota om at bygge varebiler – bl.a. Proace, som er søstermodel til de tre biler, der tilbydes med brint.

Men det er spørgsmålet, at Toyota vil benytte Stellantis-modellen eller vil vælge deres egen løsning til Proace – for Toyota er selv blandt de koncerner, der er længst med brintteknologi – både personbiler, varebiler, lastbiler og skibe. Herhjemme sælges Toyotas brintbil Mirai.

Toyota arbejde også sammen med BMW om brintteknik, og langt med brintteknik er også japanske Honda og koreanske Hyundai. Sidstnævnte har både brintløsninger til biler og lastbiler. Herhjemme sælges brintbilen Nexo.

Brintbiler kører som elbiler

Renault SA tilbyder også deres store Master og Kangoo i brintudgave – i Danmark måske Master allerede i år.

Vi har kørt både Mirai og Nexo herhjemme – og viv har også kørt brintudgaven af Master i Frankrig – før Corona-krisen.

En brintbil kører fuldstændig som en elbil – lydløs og lynhurtig i acceleration på grund af et max. drejningsmoment fra 0 km/t.

Brint-eksperterne

I dag arbejder Renault sammen med amerikanske Plug Power om brintteknik – tidligere var der et samarbejde med Michelin-ejede Symbio.

Men faktisk er det Symbio, der nu er med i udviklingen af brændselscelle-teknikken for Stellantis – i øvrigt sammen med franske Faurecia, der står for brintbeholderne.

Brintforskning for lastbiler

I de tunge segmenter, hvor brint vil være en naturlig løsning fremover, ser vi i dag samarbejde om brint mellem bl.a. italienske Iveco og amerikanske Nikola.

Dertil kommer Daimler og Volvo Group, der har indgået forskningssamarbejde om brint.

Når alt kommer til alt, er der nok udbredt forskning omkring brint til transport hos de fleste bilproducenter.