(GENÈVE)
Elektricitet er ikke løsningen på tung transport hos Toyota – her mener man at brint vil tage over fra diesel indenfor en overskuelig tid.
Hos Toyota slynger man ikke bare om sig med profetier – heller ikke på motorudviklingen.
Så når alle peger på, at det er VW’s ”Dieselgate” der har fået bilfabrikker til at skrotte dieselmotorer i Europa, så handler det hos Toyota om mange års forskning, der ligger til grund for, at man allerede i år vil stoppe salget af ikke-erhvervsbiler med dieselmotorer.
Diesel længst i erhvervsbiler
Vi har været på bilmesse i Genève for bl.a. at tale med vicepræsident for forskning og udvikling hos Toyota i Europa, Gerald Kiilmann.
Når det gælder erhvervsbiler som Toyota Hiace og Proace, vil de også fremover kunne fås med dieselmotorer. Hiace bygges i bl.a. Sydafrika, hvor diesel er mest udbredt – og Proace bygges sammen med PSA Peugeot-Citroën, som fortsat primært sælger deres erhvervsbiler med dieselmotorer.
”En bil som Auris, som har verdenspremiere her i Genève, kan i en kort periode fremover fortsat kunne fås med dieselmotor (fra BMW), men i dag ligger salget af Auris diesel kun på 10 pct. i Europa – og diesel-andelen fra 2014 til i dag faldet fra 26- til 15 pct. – og når det gælder personbiler kun 10 pct.,” siger Kiilmann.
Europa længst
Han peger på, at kundernes ønsker selv i klassiske dieselmarkeder i Sydeuropa går mod hybridmotorer. Udenfor Europa så som Tyrkiet vil vi nok se diesel i længere tid.
”Vores personbiler er for 40 pct. vedkommende udrustet med hybridteknik her i Europa,” siger han.
Et problem med hybridbiler er den lille trailervægt. I dag er det kun firehjulstrækkeren RAV4, som i hybridudgave med firehjulstræk, der byder på 1.650 kg trailervægt – men dieseludgaven må trække 2.000 kg.
”Vi arbejder på at øge trailervægten i vores hybridbiler, og vi forventer at have en løsning næste år,” siger Kiilmann.
2-liter hybrid løsningen
Løsningen hedder bl.a. en kraftigere 2-liter hybridudgave, som har premiere i luksusserien Lexus – i modellen UX, som blev vist for første gang på messen i Genève – men Lexus markedsføres ikke i Danmark.
Toyota modeller får senere også del i den kraftige hybridmotor – dog i en anden arkitektur.
”Vores nye 2-liter hybrid til Auris er anderledes opbygget end forgængeren med 1,8 liter og er mere kompakt. Bilen har to elmotorer – og den anden el-motor er bl.a. placeret over anden aksel, som den også driver bilen,” siger Kiilmann.
Kritikken af hybridmotoren omfatter også den elastikeffekt, som man oplever ved accelerationer, men der er dog forbedret – og 2-liter hybridmotoren vil afhjælpe det yderligere. I 2-liter hybridmotoren bruges batteriet mere til acceleration – og samtidig falder støjniveauet. Platformen til den nye Auris er den samme som i den nye Prius og CH/R.
To motorer fremover
”Før havde vi benzinmotoren til korte ture og dieselmotoren til lange ture. I fremtiden svarer benzinmotoren til hybridmotoren og dieselmotoren til brintmotoren, som også vil blive brugt til tunge køretøjer som varebiler, lastbiler og busser. Jeg tror ikke på plug-in hybridmotoren – fordi den er tungere og dyrere – og har mindre bagageplads,” siger Gerald Kiilmann.
Han peger på hybridmotoren, som kører elektrisk 30-50 pct. af tiden. Toyota begyndte at udvikle hybrid teknik i 1966 – og lancerede den i 1996. I dag har Toyota bygget 12 millioner hybridbiler. Fra 2012 til 2016 er der produceret 80.000 plug-in hybridbiler hos Toyota. Om få år vil Toyota også kunne levere en ren elbil.
”I første halvdel af 2020 vil vi være klar med en elbil i Kina og kort efter på andre steder. Vores mål er, at have solgt én millioner elbiler i 2030 – fordelt på brint (fuel cell electric) og batteri elektrisk. Vi sælger 3.000 Mirai brintbiler om året. Det, som vi mangler for at få større brint-salg, er en bedre infrastruktur – men vi tror på noget i 2030,” siger Gerald Kiilmann, der anser Danmark som ét af de lande, der er langt med brint.
Toyota er efter opstarten i Kina klar med 10 batteridrevne elbiler på markeder i hele verden.
Test-stop efter uheld
Toyota tror også, at el og brint passer optimalt til fremtidens selvkørende biler, men efter en fatal ulykke med en selvkørende Uber testbil i USA har Toyota (ligesom Uber) valgt for nærværende at stoppe test af selvkørende biler på offentlig vej i USA – selv om politiet siger, at man ikke kan laste bilen noget. Offeret gik direkte ud foran bilen – og ingeniøren i bilen kunne ikke nå at tage over.
Toyota tester fortsat med selvkørende biler på offentlig vej i Japan – samt på lukkede anlæg i USA.
Det er ikke så svært at få lov til at teste køretøjer på offentlig vej i USA, men gør man det så, så har man hele den juridiske udfordring, hvis der sker noget.