(WAIBLINGEN)
Mercedes-Benz eCitan er bygget i Frankrig – af Renault – men i alle de syv år, der er gået, siden de første streger blev sat, har den været under fælles udvikling med Renault Kangoo og senere Nissan Townstar.
Siden har der arbejdet et team af tyske ingeniører og sikret både den ønskede kvalitet og tekniske krav til Citan-udgaven – efter aftalen.
Det fortæller Dirk Hipp, som har været projektdirektør på opgaven ”Citan.” Det handler om hele rangen – fra benzin over diesel til eludgaven.
Ægte Mercedes DNA
eCitan er sidste skud på stammen – og her har man også været med til at bestemme, hvilke komponenter, der skulle anvendes.
Det er gået så vidt for sig, at den tyske projektledelse var inde over, for at siger god for en ny tysk ingeniør på projektet, da der blev skiftet ud på holdet undervejs.
Så selv om selve karosseriet, platformen og delvist drivlinen er fælles i de tre biler, så er der ændret så meget, at den nye Citan kunne påberåbe sig ægte Mercedes-DNA.
Fastere sat op
Vigtigt – og hvad der er meget tydeligt ved testen i Bayern forleden sammenholdt med testen et par dage inden af Renaults Kangoo E TECH, så er styrigen i Citan skarpere og affjedringen meget fastere i Citan. Til tysk kørestil.
Det giver mere sporty egenskaber. Men det går så ud over komforten, som er bedre i den franske søstermodel.
Teknisk har man fra Mercedes’ side også fintunet drivlinen ned i enkeltheder.
Sit eget design
Udefra er Citan helt sin egen – med en anden front og andre baglygter. Instrumenteringen er hentet nærmest direkte fra Mercedes’ andre modeller, og så er sæderne udformet til den mere faste side, om end metalkonstruktionen er den samme. Bl.a. er der valgt fastere opskumning og andet stof.
eCitan er den sidste af trillingerne i samarbejdet med Renault og Nissan, hvor Nissan som de eneste har valgt en ren elløsning med Townstar. Alle bilerne er kommet på det danske marked – og slaget om kunderne kan begynde.
Allerede nu kan ligger eCitan i toppen af salgslisterne blandt alle elvarebiler – ifølge De Danske Bilimportører, DBI.
Svingende forbrug
På vores køretur i Bayern kørte vi 53 km på både motorveje og landeveje (læs bjergveje.) – i meget kuperet terræn. Bilen er som det er typisk for elbiler super hurtig og særdeles smidig.
Batteriet på 45 kWh sikrer 292 km rækkevidde, og på turen opnåede vi en gennemsnit på 17,6 kWh/100 km som det bedste resultat.
På en tur op på bjerget var vi oppe på 19 kWh, mens vi i en byrunde var nede på 11 kWh/100 km. Forbruget gik op og ned hele tiden. Man kan vælge både standard-mode og eco-mode – men med ringere præstationer.
Begynder med L1
Mercedes begynder med den korte L1 udgave herhjemme – og senere kommer L2 udgaven, der jo har en bredere skydedør med plads til en Euro-palle.
En særlig EQT udgave – som vi kan kalde luksus minibus – sælges p.t. ikke i Danmark. Om man i stedet vil tilbyde en knap så veludstyret Tourer model, vides ikke.
Masser af sikkerhed
Sikkerheden omfatter adaptiv fartpilot, nødbremse, sidevindsassistent, hill assist, blindvinkel-assistent, bakkamera, seks airbags, LED lygter for og bag, action brake assist, varmepakke, MBUX stemmestyring med navigation samt Mercedes Me med ”Hej Mercedes.
Skærmen er dog kun på syv tommer.
Hurtiglader på 58 minutter
e-motoren yder 52 kW. Opladning med hurtiglader og 50 kWh med DC tager 58 minutter – mens opladning med AC og 22 kWh tager 2,5 timer. Med 11 kWh er tallet 4,5 timer.
Hos Mercedes Vans har man gennemført adskillelige feltprøver med kunder undervej – og man har haft mange konferencer med kunder, som har resulteret i nogle tilrettelser, men visse ting kan man ikke vende tilbage til.
Temperaments-forskelle
Så er toget kørt. Det gælder f.eks. for nogle certifikater, hvor myndigheder er involveret.
”Et så omfattende samarbejde, som vi i koncernen i mange år har haft med Renault, kræver, at vi kan stole på hinanden – of derfor er det også umuligt at undgå kompromis’er undervejs. Fransk og tysk temperament spiller også en stor rolle,” siger Dirk Hipp.