Udfordringen er forsinkelserne hos Banedanmark og nedbrud, men normalt virker transporten med de mange heltog med øl mellem bryggeriet i Fredericia og logistikcentret i HøjeTaastrup godt.
Det fortæller Kaj Nielsen, flåde- og distributionsdirektør, Carlsberg Danmark.
Han står bl.a. for valg af nyt kørende materiel til bryggeriet – og har siden i fjor indsat veksellad på flere strækninger. Først på ruter mellem Fredericia og Aalborg – bl.a. i forbindelse med modulvogntog og senere til distribution på Sjælland.
Fra fustager til Six-packs
Den nye distribution er kommet i gang efter lukningen af plukkefunktionen på Carlsberg Danmarks center i Høje Taastrup. Den nye plukkefunktion i Jylland er helt moderne og kan plukke alt fra fustager til Six-packs.
”Vi har nu købt en række MAN lastbiler, der kører vores produkter af øl og vand med veksellad. Vi begyndte at bruge vekselladene i foråret mellem bryggeriet i Jylland og Høje Taastrup – men vi begynder nu en helt ny arbejdsgang. Nu pakkes containerne til hver enkelt tur. Og så skal chaufførerne hente en bestemt veksellads-container i Høje Taastrup om morgenen,” siger Kaj Nielsen.
Toget forlader bryggeriet klokken halv et om natten – og efter et sikkerhedstjek går turen til Høje Taastrup, hvor toget er fremme klokken halv fem om morgenen.
“Dansk Banegods”
Der bruges ikke tog nordpå fra bryggeriet, da forbindelserne er ringe. Der er dog håb om forbedring efter stiftelsen af foreningen ”Dansk Banegods” under DI Transport.
”Det nye Veksellad er fra svenske Lagab – og er med en standard 7,45 meter ISO-kasse. Det smarte er de særlige støtteben, der kan slås sammen, så højden på hele køretøjet er 12 cm. lavere end med andre veksellad. Det er en fordel ved passage under broer, som betyder meget for city-bilerne,” siger Kaj Nielsen, der fandt vekselladet på internettet.
Carlsberg benytter de mindre MAN TGM lastbiler i f.eks. Københavns centrum og større 3-akslede MAN TGS biler til distribution ude på Sjælland.
41 nye biler
”VI begyndte ved påsketid med 17 vekselladsbiler til bydistribution – nu har vi øget med fem nye kærretræk, hvor vi får den sidste 19. december. Vi er nu oppe på 41 nye biler, så vi i alt har 82 MAN køretøjer i flåden. Et nyt udbud er også på trapperne omfattende 26 nye biler.
Indkøbet kommer til at gå via vores nye store indkøbsafdeling i Schweiz – men vi er dog også involveret. Meningen er, at alt materiel købes derigennem,” siger Kaj Nielsen.
Der sker i det hele taget meget, når det gælder såvel indkøb som forsyningskæder generelt – med fokus på en global status. Noget købes dog lokalt som eksempelvis nye alukasser, som denne gang kommer fra polske IgloCar.
Ny aftale om gasbiler
Carlsberg er også med i en ny samarbejdsaftale med gas-biler med udgangspunkt i Transportcentret i Taastrup. Her er også det tyske gasforsyningsselskab e.on. med. Tre biler skal indsættes i løbet af 2015.
”Men det er lidt filantropisk. Modsat f.eks. Sverige er der ikke tilskud fra staten – men det går vi fremover kan benytte biogas i naturgasbiler. Vi er jo et grønt selskab,” siger Kaj Nielsen.
Endelig har Carlsberg nu valgt at satse på et nyt flådestyringssystem fra engelske Microlise – til alle køretøjer.
Oplæg fra Storbritannien
Der er tale om et system, som Carlsberg har brugt i deres datterselskab i Storbritannien – hvor de jo har mange hundrede køretøjer.
”Systemet har vi også valgt, fordi det er neutralt i forhold til lastbilmærker – og vi vil derfor bruge det til alle vores biler i Vesteuropa på sigt. Vi har i systemet bl.a. fuel management system for brændstof – og vi kan måle forskellige bilmærker mod hinanden, vi kan se, hvor økonomisk den enkelte chauffør kan køre, hvor skadesfrit, chaufføren kan køre – og hvor der er kørt for hurtigt – og det er vigtigt for Carlsberg. Bagefter kan vi så tale med den enkelte chauffør om forbedringer,” siger Kaj Nielsen.
Sammen med Google Maps vil man endda kunne se, hvor bilen har været henne – hvor bilen er parkeret ved leveringer. Vi kalder det Street-View – og det er vi ved at installere i vores køretøjer – og er klar inden jul,” siger Kaj Nielsen.