PSA-koncernen (Peugeot) er godt i gang med at rulle deres mindste varebiler ud med ny elektrisk drivline.

Vi skrev forleden udførligt  om Opel Combo-e – og nu følger så Citroën ë-Berlingo – mens vi stadig har til gode at høre om Peugeot e-Partner.

Tidlige elvarebiler fra Citroën

Allerede den første udgave af Berlingo blev faktisk lanceret i en el-udgave med relativt lille rækkevidde i 1998.

Citroën var faktisk pioner med el-køretøjer med bl.a. C15 Electrique i 1991 og senere personbilen AX Electrique  i 1993.

Men første elektriske varebil fra Citroën var kassevognen TUB. Den blev udviklet som specialbygget eludgave under anden verdenskrig grundet manglende brændstof.

Ender med femlinger

Senere kommer Fiats kommende Doblò nok også med samme teknik – efter af FCA (Fiat) og PSA har slået pjalterne sammen i selskabet Stellantis.

Endelig har PSA jo en aftale med Toyota med at producere deres Proace og Proace City bilmodeller. Og de bliver fulgt op med el-udgaver senere.

Så vi ender jo nok med femlinger af både diesel- og el-udgaven, som PSA har udviklet – og som bygges på fabrikken, som PSA har i Vigo i nordvestlige del af Spanien.

Optimalt som Last Mile transport

Både Partner og Berlingo samt Proace City sælges herhjemme både som person- og varebil. Opel Combo sælges kun som Van herhjemme.

Tidligere solgtes Partner mest som varebil, mens Berlingo blev solgt mest som personbil – og blev kendt som første bilmodel med betegnelsen børnecontainer.

Som varebil er der ingen der griner, for der bliver mere og mere behov for at Last Mile transport i byer med små varebiler. Og helst i ikke-fossile udgaver.

Begyndte i 1996

Berlingo og Partner har været på markedet side 1996 – og har to gange vundet prisen Van of the Year – i 1997 for første udgave – og i 2019 for seneste udgave – sammen med Opel Combo.

ë-Berlingo Van er bygget på PSAs e-CMP platform og den er udstyret med et 50 kWh lithium-ion batteri, der er placeret under gulvet mellem for- og bagaksel således, at batteripakken ikke optager plads fra varerummet.

Garantiperioden for batteriet er 8 år og 160.000 km for 70 % af batterikapaciteten. Efter en første gennemgang (1 år eller 20.000 km) udstedes et battericertifikat og herefter efter hvert service, som skal ske hvert andet år eller 40.000 km.

Rækkevidde op til 275 km

Batteriet giver en rækkevidde på op til 275 km afhængig af kørestil, vejrforhold og daglig rute.

Elmotoren har en ydelse på 136 hk, et drejningsmoment på 260 Nm og en tophastighed på 130 km/t. Det umiddelbare moment giver en jævn acceleration uden gearskift, og dertil kommer en støjsvag og kørsel.

Med batterierne placeret under varerummet opnås en optimal vægtfordeling, der sikrer stabilitet, og dertil kommer særlige støddæmpere og fjedre, som betyder, at undervognen absorberer ujævnheder både og uden med fuld last.

Tre forskellige køreindstillinger

• Eco (60 kWh, 180 Nm): Øger rækkevidden og er perfekt til bykørsel
• Normal (80 kWh, 210 Nm): Optimal til al hverdagskørsel
• Power (100 kWh, 260 Nm): Performance indstillingen til, når bilen er tungt læsset eller skal levere maksimalt

ë-Berlingo Van leveres som standard med 3-faset lader (11 kWh) på det danske marked. Det giver fuld opladning på fem timer i en ladeboks.

Samarbejde med Clever

Citroën i Danmark har indgået samarbejde med Clever, som tilbyder installation af en ladeboks hjemme eller på arbejdspladsen.

Herudover er det muligt at lynlade via 100 kW ladestander til 80 pct. kapacitet på 30 minutter.

Ellers svarer ë-Berlingo og sine søstermodeller som de fossile udgaver – både når det gælder udstyr og indretning af såvel kabine som varerum.

Op til 4,4 kubikmeter

Varerums-volumenen er således nøjagtig den samme som i den konventionelle Berlingo Van, hvilket vil sige fra 3,3- til 4,4 kubikmeter.

Nyttelasten er op til 800 kg og den maksimale anhængervægt er op til 750 kg.

MyCitroën app

Touchskærmen giver adgang til en særlig funktion, som viser batteriets status, de forskellige funktioner, der er knyttet til den elektriske kørsel, mulighed for klimatisering samt statistikker.

Med MyCitroën app´en kan mobilen bruges som en avanceret fjernbetjening til ë-Berlingo Van.

Planlægge opladning

Man kan således aktivere og planlægge, hvornår på dagen eller natten varebilen skal oplade og ikke mindst monitorere opladningsstatus og sætte bilen til for-opvarmning eller afkøling af kabinen alt efter årstid.

Herudover kan man finde gode råd til økonomikørsel, se information om vedligeholdelse og serviceeftersyn, lokalisere bilens position og finde statistik over elforbrug og kørte ture.

Klar til salg ultimo 2021

ë-Berlingo Van kan ses hos de danske Citroën forhandlere sidst på året, og hos Citroën Danmark er der store forventninger til den kompakte elektriske varebil.

”ë-Berlingo Van tapper ind i et segment, hvor der er meget få elektriske konkurrenter, der kan præstere det samme. Den er en perfekt løsning til Last Mile Delivery, rengøring, kommuner og håndværkere, der har meget bykørsel eller ikke bevæger sig dagligt over lange afstande – og brugeren er fremtidssikret i forhold til eventuelle miljøzoner,” siger Citroën Brand Lead, Jonas Stausholm.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk