Citroën Danmark tager nu udfordringen op fra Toyota og opgraderer sin Jumpy-serie med en ny Premium model, der udstyrsmæssigt skal matche den nye Proace.
”Vi vil fremover satse på Jumpy Premium, der på sigt skal udgøre 80 pct. af salget af Jumpy,” siger salgschef for varebiler hos Citroën Danmark A/S, Jeppe Heidemann.
Der skal ikke herske tvivl om, at Toyota er gået aggressivt ind på varebilsmarkedet med deres nye Proace varebil. Modellen, der erstatter den legendariske Hiace varebil – som har været ude af markedet i nogle år, da den ikke kan opfylde miljøkravene.
Fransk produktion
Proace er kommet til verden i et samarbejde med PSA, Peugeot-Citroën – og den bygges på samme fabrik i Nordfrankrig som dens franske ”kusiner” Peugeot Expert og Citroën Jumpy – samt italienske Fiat Scudo.
Fiat har dog besluttet sig for at trække sig ud af samarbejdet, så Scudo produceres kun frem til 2016 – ifølge Fiat. Samarbejdet mellem PSA og Fiat i forbindelse med de større varebiler (Boxer, Jumper, Ducato) vil dog fortsætte.
Expert, Jumpy og Scudo vandt den internationale titel Van of the Year for 2008. Herhjemme vandt Peugeot Expert titlen alene, da den dengang var den eneste af de tre biler, der havde esc (ESP) stabilitetssystem standard. I dag er esc standard i alle bilerne.
200 kr. mere ved leasing
Jumpy Premium koster i vejledende udsalgspris 18.000 kroner plus moms mere end standardudgaven, som dog fortsætter sideløbende med Premium. Pr. måned handler det om 200 kroner mere for Premium ved leasing.
I dag koster Jumpy vejledende fra 134.240 kroner, hvor Toyota Proace begynder ved 154.890 kroner – så den nye Jumpy Premium vil koste mindre end Proace, som tilbydes i fire udstyrsvarianter: T1, T1+, T2 og T3.
”Det er en sælgers kunst at få kunden til at fokusere på mere end en salgspris, nemlig også bilens øvrige fordele – så som leasing, udstyr og værkstedsfaciliteter. Vi har forhandlere med lørdagsåbent på værkstedet – bl.a. på Østerbro i København,” siger Jeppe Heidemann.
Månedlig ydelse holdes nede
Jumpy Premium kommer til at ligge tæt på Toyotas T2 niveau – det vil sige med bl.a. isoleret varerumsadskillelse, transportpakke (air condition, fartpilot og P-sensor bag) plus tilskudsvarmer uden timer, tågeforlygter og radio med Bluetooth. Jumpy har desuden bagrude.
Normalt når man tilkøber ekstraudstyr på en bil med leasingkontrakt, så afskrives alt udstyret over leasingperioden 100 pct. Med andre ord, så forøger det ikke restværdien på bilen – og resultatet er en høj månedlig ydelse.
Med Jumpy Premium har Citroën indeholdt udstyret i modellen, og dermed øger man restværdien. Derfor holdes månedlig ydelse nede.
Offensiv på MPV-udgaver
”I forhold til standardversionen kan man for kun 200 kr. ekstra pr. måned vælge Jumpy Premium, som vi satser stort på,” siger Jeppe Heidemann, der tilføjer, at dæk kan være med i leasingprisen.
Samtidig med Premium udgaven af Jumpy indleder Citroën også en offensiv på MPV-Van markedet med deres nye Van udgaver af C4 Picasso og Grand C4 Picasso, hvor Grand C4 Picasso vil sætte sig på to tredjedele af salget. De avancerede og velkørende franskmænd skal tage kampen op med konkurrenterne, hvor Ford C-Max i dag ligger i spidsen.
Bedst sælgende Citroën varebil er dog fortsat den store Jumper (ca. 500 styk i år) med Berlingo (ca. 350) som nummer to og Jumpy som nummer tre (ca. 250). Den mindste Nemo varebil sælger mindre (ca. 80) end Van udgaven af C3 (ca. 100), men lidt mere end C3 Picasso (ca. 65).