(GENÈVE)

Opel Mokka er med flytning af produktionen til europæiske kunder fra Korea til Spanien ved at få bedre fodfæste i Europa – ikke mindst den firehjulstrukne udgave går godt i mange lande med 20 procent af salget.

I Danmark går det også bedre, og det gælder også salget af Mokka som gulpladebil.
Senest er Mokka flyttet i sin egen Opel-kategori, kaldet X, som fremover skal være kategorien for Opels SUV/Crossover biler.

Flere Opel Crossover
Vi har talt med produktchefen for Opels SUV og mellemklassebiler, Thomas Benkner, som ikke lagde skjul på, at Opels X-gruppe vil vokse. Han ville dog ikke kommentere rygter om, at den kommende Opel Zafira ikke længere skal være en MPV – men en X-model, altså i SUV/Crossover segmentet.

”Foreløbig har vi introduceret vores nye Mokka X i B-segmentet, hvor den er i klasse med en bil som Peugeot 2008. Vi tilbyder for for- og firehjulstræk samt automatgear og 1,4 liters benzin turbo med 153 hk – og en opdatering af udstyr og design. Tidsskriftet Autobild har bl.a. kåret 4×4-udgaven til årets bedste i sin klasse for andet år i træk,” siger Thomas Benkner.

Zafira salg bedst i første udgave
Zafira-salget er ikke så imponerende højt som i den første udgave fra 1999 – hvor man var først til en kompakt MPV med plads til syv personer. Dengang solgtes lige så mange gulplade Zafira som hvidplade-Zafira – men nye afgiftsregler ændrede det.

Når der tales Crossover-succes tilskrives det til den første Nissan Qashqai – en succes, som er fortsat i anden udgave.

Høj siddestilling og 4×4
Siden er nærmest alle andre producenter fulgt med – og mange kalder deres biler for Crossover, selv om det er en tilsnigelse. I en Crossover skal man sidde højt – med let ind- og udstigning – og der skal i reglen også være en 4×4 udgave til rådighed, som i Qashqai.

Opels moderselskab General Motors har i masser af år bygget SUV-biler – ikke mindst i USA, så man kunne sagtens forestille sig SUV/Crosseover udgaver i Astra- og Insignia klassen.

Leave A Reply