(HANNOVER)
Iveco havde premiere på både den nye eDaily og på brintudgaven af Daily på IAA Transportation 2022-messen i Hannover.
E-Daily er tænkt som løsningen til kortere afstande – men brintudgaven FCEV også er til langdistanceruter. eDaily kan allerede bestilles i hele Europa med leveringer fra begyndelsen af næste år. Brintudgaven er en prototype.
Brintudgaven er udviklet sammen med koreanske Hyundai – der leverer brændselscelle-teknologi -men begge koncerner peger på, at infrastrukturen til brinttankning stadig er mangelfuld.
350 km rækkevidde
Den køreklare eDaily brint-prototype er udstyret med Hyundais 90 kW brint-brændselscellesystem og en 140 kW elmotor. Seks tanke tilbyder en samlet lagerkapacitet på 12 kg brint.
Prototypen har en maksimal rækkevidde på 350 kilometer, en maksimal nyttelast på tre tons og en tankningstid på op til 15 minutter. Bilens rammekonstruktion passer godt til at placere brændselsceller og brinttanke.
En integreret del af eDaily FCEV er batteripakken fra FPT Industrial, Iveco-koncernens mærke for motorer og drivliner.
Elektrisk tvilling
eDaily på el er tænkt som den “elektriske tvilling” af den dieseldrevne Daily, men eDaily FCEV dækker alle behov for transport – inklusive tunge opgaver og opbygninger.
“Elektrisk er fremtiden, og vi ønsker at gøre elektrificering tilgængelig for alle vores kunder- og samtidig bevare de funktioner, som Daily hyldes for – bl.a. robusthed, pålidelighed, alsidighed, lasteevne og ydeevne,” siger Alessandro Massimino, chef for marketing og product management, Iveco Truck Business Unit.
3,5 tons trailervægt
eDaily’s force er bl.a., at den tilbyder op til 20 kubikmeter lastvolumen, op til 4,6 t nyttelast og op til 3,5 t trailervægt. Ydeevnen er på linje med diesel-versionen: 140 kW (190CV) maksimal effekt, 400 Nm maksimalt drejningsmoment og op til 120 km/t max hastighed. Der er 400 km rækkevidde (bykørsel).
En elbil har jo drejningsmoment fra 0 km/t, men når der er behov for ekstra kraft, kan man drage fordel af et ekstra boost ved at aktivere eDaily’s Hi-Power-funktion.
Samler bremseenergi op
eDaily’s B-Pedal gør kørslen lettere og samler gennem rekuperation bremseenergi op, hvilket reducerer energiforbruget og slid på bremseklodser. Bilen er fuldt forbundet og muliggør optimering af rækkevidde, køreegenskaber og oppetid – samt fjernstyring af opladningsoperationer.
Al teknologi og funktioner i standard Daily er tilgængelige på den elektriske model, herunder AIR-PRO intelligent pneumatisk affjedring.
Professionel anlagt
Bilen er den eneste elektriske varebil, der tilbyder alternative bagakseludvekslinger på 50C (3.6 eller 4.44) og 72C versioner (4.3 eller5.13) for at understrege enten ydeevne eller effektivitet.
Der er 8 år/250.000 km batterigaranti inklusive udskiftning, når kapaciteten falder til under 80 pct.
eDaily genoplades fra offentlige opladere, industrielle stikkontakter og stikkontakter. Opladningsmulighederne inkluderer hurtig opladning ved 80 kW, hvilket giver op til 100 km rækkevidde på kun 30 minutter.
System testet i lastbiler
Brintsystemet fra Hyundai har tilbagelagt mere end 4,5 millioner kilometer i tunge lastbiler i Schweiz, hvilket viser dets ydeevne og pålidelighed.
Sloganet “Engineered by Iveco Group, powered by Hyundai” skal afspejle dette gensidigt fordelagtige samarbejde og også være drivkraften bag lignende fremtidige initiativer.
“Samme dag som vi annoncerede, at vores batterielektriske eDaily-projekt var blevet en realitet, var vi glade for også at kunne præsentere verden for den første brintdrevne eDaily. Baseret på denne prototype sigter vi mod at lancere en lille serie brint-varevogne til test hos udvalgte kunder inden udgangen af næste år,” siger Marco Liccardo, Chief Technology & Digital Officer hos Iveco Group.
Sammen om grøn transport
”Dermed er den brintdrevne Daily endnu et konkret eksempel på, hvad vi kan opnå ved at arbejde sammen om at fremskynde overgangen til lokal nulemissionstransport,” kommenterede Martin Zeilinger, chef for erhvervskøretøjsudviklingsteknologisk enhed hos Hyundai Motor Company.
Iveco Bus vil tillige fremover udstyre sine brintdrevne busser med Hyundais brændselsceller.
Specialmodeller af Daily
To specialmodeller
På messen viste Iveco samtidig to limited editions, der tager inspiration fra to ikoniske OM varebilsudgaver fra 50’erne og 60’erne, nemlig Tigrotto og Leoncino. Leoncino er en vintage fortolkning af den nye eDAILY, mens Tigrotto er en variant af 4×4 Daily.