Danmark har hentet trofæet som de hurtigste kranfører i verden flere gange – og kan gøre det igen.

Efter to års Corona-pause afholder kranproducenten Hiab igen verdensmesterskaber i krankørsel – og finalen foregår på IAA transportmessen i Hannover til september.

Inden da skal de deltagende lande finde deres lokale mester. Den danske kvalifikation finder sted i forbindelse med den danske Hiab-importør SAWO’s 60 års jubilæum den 6.- og 7. maj i nordjyske Støvring.

Samme bane som i finalen

SAWO opfordrer derfor danske kranførere om at ”kridte sikkerhedsskoene” og stille op til kvalifikationsrunden i Støvring til maj.

Hiab og SAWO opstiller kranbanen, som er den samme, som man vil finde til finalen – og tilmed er der en brochure på SAWO’s hjemmeside under ”nyheder” med en instruktion i, hvordan banen skal gennemføres. Her er der også en video, hvor man kan se øvelsen gennemført på forhindringsbanen.

Det kræves blot, at man har et krancertifikat for at deltage i konkurrencen.

Mange øvelser

Ved øvelsen skal man operere kranen igennem en forhindringsbane, hvor der både skal køres slalom, laves limbo, lille og stort dyp samt knockout!

”Hvis man er god til præcisionskørsel med kran og hurtig på fingerspidserne, kan vi bare opfordre til at man deltager i kvalifikationen,” udtaler Vivian Keldal Knudsen, Marketingkoordinator hos SAWO A/S.

SAWO udlover pengepræmier på 5.000-, 3.000- og 2.000 kroner til første, anden og tredjepladsen til kvalifikationen.

Kranførere fra hele verden

Vinderen går direkte videre til verdensmesterskabet på IAA-messen i Hannover den 20.-25. september i år.

Dér kommer man til at dyste med kranførere fra hele verden om at vinde den helt store præmie på 20.000 euro til vinderens næste Hiab kran – samt en rejsecheck på 5.000 euro.

Til anden- og tredje præmien er der en rejsecheck på en værdi af 3.000 euro og 2.000 euro.

Også tilmelding på dagen i Støvring

”På jubilæumsdagen i Støvring kan man også se SAWO’s udstilling af de nyeste produkter, få noget godt til ganen og møde alle sine kollegaer i branchen. Så kom endelig og deltag og få en hyggelig dag i Støvring,” siger Vivian Keldal Knudsen.

Konkurrencen afholdes ved SAWO’s hovedafdeling, Industrimarken 1, 9530 Støvring fredag den 6. maj fra klokken12- til 18 og lørdag den 7. maj fra klokken 10- til 16.

Tilmelding til krankonkurrencen foregår på marketing@sawo.dk eller til SAWO på selve dagen. Som nævnt kan man læse om konkurrencebetingelserne på SAWO’s hjemmeside under Nyheder.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk