Vi går ikke særlig meget om i dæk til vores biler herhjemme. Blandt unoderne er, at mange beholder vinterdæk på hele året, selv om egenskaberne er markant dårligere om sommeren end med sommerdæk.

Undersøgelsen er foretaget af dækvirksomheden Michelin, som hvert år tager temperaturen hos bilisterne i de fire nordiske lande – og bl.a. spørger ind til deres viden, holdning og adfærd, når det handler om bilens eneste kontaktpunkt med vejen – dækkene.

”Vores rundspørge, som hvert år når mere end 4.000 nordiske bilister, giver os vigtig indsigt. Særligt, når det kommer til trafiksikkerhed relateret til dæk og dækvalg, giver undersøgelsen nyttig viden om tendenser og eventuelle skift i bilisternes opfattelser,” siger Marcus Karlsson, miljø- og trafiksikkerhedsansvarlig for Michelin i Norden.

Afdækker vaner
Blandt meget andet afdækker undersøgelsen nordiske bilisters vaner, når det kommer til dækvalg på vejene i vinterhalvåret. Eksempelvis præferencer for de forskellige typer af dæk til vinterbrug.

Her viser det sig bl.a., at hele 83 pct. af de finske bilister kører på pigdæk om vinteren, mens det gælder for 63 pct. af de svenske- og blot 39 pct. af de norske bilister.

I Danmark er pigdæk ikke udbredt. Til gengæld er danskerne de bilister, der oftest vælger helårsdæk. Mere præcis kører 16 pct. af de danske bilister på helårsdæk mod fem pct. i Norge og Sverige og blot en pct. i Finland.

Finland bedst til vinter
”Ikke overraskende, spiller geografi og klimatiske forskelle ind, når man sammenligner de nordiske bilisters dækvalg. Hvor Finland skiller sig markant ud som den nation, hvor man ruster sig mest til vinteren, så minder danskernes dækvalg mere om det, vi ser, i storbyer som Oslo og Stockholm,” siger Marcus Karlsson.

Michelins undersøgelse viser også nogle markante forskelle, når det kommer til antallet af bilister, der, mod alle anbefalinger, kører hele året på vinterdæk. Således kørte syv pct. af de danske bilister gennem sommeren 2015 på vinterdæk, mens det sammen var tilfældet for henholdsvis fem pct., tre pct. og en pct. af bilisterne i Sverige, Norge og Finland.

Vejgreb foringes
”Problemet med vinterdæk uden for sæsonen er, at bremselængden og vejgrebet gradvist forringes, når temperaturen stiger og gummiet bliver blødere. Det betyder, at selv et supergodt vinterdæk præsterer markant dårligere end et sommerdæk allerede ved syv plusgrader. Og ser vi på tallene, så har vi en opgave med fortsat at fortælle bilisterne om den risiko, der ligger her – specielt i Danmark og Sverige,” siger Marcus Karlsson.

I forlængelse af lovgivningen om påbudt skifte til vinterdæk i alle landene, undtaget Danmark, har Michelin spurgt bilister i Norge, Sverige og Finland om deres opbakning til en eventuel lov om sommerdæk om sommeren.

Vi bør have lov om vinterdæk
Det forslag finder størst opbakning i Finland, hvor 56 pct. bakker op om ideen, mens det gælder 52 pct. af de norske- og 48 pct. af de svenske bilister.

Modsat de andre nordiske lande har Danmark ikke påbud om vinterdæk. Men står det til de yngste bilister, burde danske politikere følge deres nordiske kollegaer og gøre vinterdæk lovpligtige. Således støtter hele 72 pct. af de 18-29 årige lovpligtigt skifte til vinterdæk, mens det samlet set ”kun” gælder for 58 pct. af de danske bilister.

Flest svenskere har bil
Bilkulturen stortrives i øvrigt i de nordiske lande. Trods rimelig veludbygget kollektivtransport og meget forskellige afgiftsniveauer er bilen stadig det foretrukne transportmiddel for mange familier.

Når det gælder egen bil i husstanden, er det de svenske bilister, som er i førersædet. Her har 86 pct. egen bil, skarpt forfulgt af Finland med 83 pct., mens henholdsvis 79- og 71 pct. i Danmark og Norge har bilen holdende uden for hoveddøren.

SMS-uvaner
Michelin har tillige bedt deltagerne i undersøgelsen om at fortælle lidt om deres sms-vaner under bilkørslen.

Her viser finnerne sig som de værste – eller mest ærlige. Således svarer 47 pct. af de finske bilister, at de har sendt sms’er, mens de kørte bil. I Norge gælder det for 37 pct., mens tallet er henholdsvis 35- og 34 pct. for bilisterne i Danmark og Sverige.

”Uopmærksomhed er en af de primære årsager til uheld og dødsfald i trafikken. Derfor vil vi gerne sætte fokus på et vigtigt problem for trafiksikkerheden og råbe vagt i gevær over for bilisterne: Fokusér på din kørsel og vent med sms’erne til du holder parkeret – det redder liv,” siger Marcus Karlsson.

Fakta:
Undersøgelsen er udført via telefoninterviews af TNS Sifo i sidste uge af august 2015. I alt deltager 1.001 danske bilister, 1.000 svenske bilister, 1.050 finske og 1.088 bilister i Norge.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk