Nissan Navara NP300 er vinder af Pick-Up Award for 2016 – prisen blev uddelt i forbindelse med Solutrans transportmessen i Lyon.

Prisen blev overrakt af juryformand Jarlath Sweeney, Irland, til vicepræsident for Nissans varebiler, franskmanden Philippe Guérin-Boutaud, og chef for Nissans varebiler i Europa, amerikaneren Ponz Pandikuthira.

Nissan Navara NP300 opnåede 80 point foran foran Mitsubishi L200 med 47 point og Ford Ranger med 39 point.

Ikke pris hvert år
Prisen uddeles ikke hvert år, da antallet af nye pick-up biler hidtil har været begrænset. Interessen for denne type biler er dog øget de senere år – og flere nyheder fra bl.a. Fiat, Mercedes-Benz og Renault er på trapperne.

Men det er kun tredje gang, prisen uddeles siden 2009. Tidligere har VW Amarok og Ford Ranger i seneste udgave vundet prisen.

Nytænkning
Nissan vinder bl.a. prisen for nytænkning af den ellers ganske konservative opfattelse af en pick up. Med den nye Navara har man kombineret pick-up- og cross-over opfattelse. Det har bl.a. betydet bedre komfort på landevejen og samtidig bedre off-road egenskaber.

Juryen, der tæller 12 medlemmer, har inden afstemningen testet de tre kandidater i Belgien, Frankrig og Spanien – inden en udfordrende off-road test i Norge.

Dansk premiere bliver i forsommeren 2016.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk