Toyota er kommet til besindelse og har valgt at bruge Corolla-navnet til deres mellemklassebil igen i Europa – i stedet for Auris.

Auris solgte en del som gulpladebil – bl.a. til Carlsberg. Den opgave skal Corolla formentlig være med til at løfte.

Men det er ikke et problem – selv om importøren p.t. har valgt ikke at sætte den på deres prisliste over varebiler – her er der bl.a. fokus på den dyrere RAV-4.

Bedre kvalitet

Vi har prøvet den 1,8-liters Corolla stationcar-udgave med navnet Touring Sports, som på hvide plader koster cirka 290.000 kroner i den prøvede H3 udgave. Som Van vil gulpladeprisen være cirka 170.000 kroner plus moms, hvor billigste RAV-4 Van ligger på cirka 200.000 kroner plus moms.

I forhold til Auris er der tale om en bil, der er bygget bedre. Kvaliteten er højere – og designet er også mere sporty og avanceret. Men det er jo en smags sag.

Testbilens 122 hk er rigeligt til at cruise rundt i byen og på landeveje, hvor der er masser af komfort for passagererne. Man bliver derfor glad for bilen i det daglige.

Bedst i moderat tempo

På motorveje skal man holde sig på ca. 100 km/t – så er komforten i behold. For vil man ligge i overhalingsbanen og give den gas, så vil man opleve et øget støjniveau – samt en irriterende elastikfornemmelse fra motoren.

Det er på grund af det trinløse CVT-gear, som gør at motoromdrejningerne ikke falder til ro med det samme efter en acceleration. Men det skal siges, at det er blevet bedre end i tidligere hybridbiler fra Toyota.

Topfarten til kørsel i Tyskland er 180 km/t, men det kan ikke være behageligt. Testbilen når også 100 km/t på 11,1 sekund, men det skal man heller ikke gøre til en vane – med mindre man er nødt til at skulle foretage en hurtig overhaling.

Meget økonomisk

Kan man leve med lydniveauet ved høje omdrejninger – og kan forsøge at holde højre fod i ro, så har man også en meget økonomisk bil. Den kører i H3-testudgaven 20,2 km/t – i mindre udstyrsudgaver over 22 km/t i gennemsnit.

Corolla er blødt affjedret, så ujævnhederne i vejbanen mærker man ikke meget til. Til gengæld krænger bilen en del ved hurtig kurvefart og man skal være hurtig ved rattet for at holde kursen. Men bilen er jo heller ikke en racer – og sidste ende har man god hjælp af bilens elektriske stabilitets system.

Sikkerhedsmæssigt har bilen Toyota Safety Sense sikkerhedssystemet med Adaptiv fartpilot fra 0- til 180 km/t, nødbremse med fodgænger-genkendelse, linjevogter, træthedsregistrering, automatisk nedblænding, skiltegenkendelse og eCall nødopkald.

Spar på bulerne

Med adaptiv fartpilot holder man afstanden til bilen foran, når man kører med fartpilot – og der er også nødbremse, som stopper bilen for vildfarne bløde trafikanter – og som også kan spare mange buler i bykørsel.

Bilen havde desuden sikkerhedsudstyr som syv airbags, sæder mod piskesmæld-skader, esc-elektronisk stabilitetssystem – som hedder VSC på Toyota sprog.

Dertil kommer hill start assist, antispin-system, Blind Spot assist, Matrix LED forlygter, LED-baglygter, tågelygter for og bag, 10 tommer head-up display, regnsensor, linjevogter, skiltegenkendelse, bakkamera, el-justerbart førersæde, signatur-kørelys og tågelygter.

Max. 750 kg. trailer

Bilen har også trailer-assist, men Corolla hybrid kan kun trækker en trailer på 750 kg. Toyota arbejder dog på at gøre dette forhold bedre, fortalte en japansk udviklingsingeniør til VOTY.dk ved verdenspremieren på Paris biludstillingen i oktober 2018.

Af andet udstyr kan nævnes Toyota Touch 2 med otte-tommer touchscreen med navigation, 3D førerinformation i syv tommer farvedisplay bag rattet og elektrisk bagklap med fodbetjening.

Der er også varme i rat og sæder, usb-stik, elektronisk håndbremse, klimaanlæg, nøglefri start, indklapbare el-sidespejle, 17 tommer sorte alufælge og to-vejs justerbart læderrat. En del af udstyret er med i de smart-, design- og premium pakker, som bilen var udstyret med.

1.600 liter varerum

Som Van kan man glæde sig over et stort varerum på ca. 1.600 liter. Læssehøjden er 620 mm, og man har bl.a. midterkonsol og handskerum (dog ikke med lås).

Modsat plug-in hybrid biler lader hybridbiler som denne Corolla selv litium-ion batteri op. Der samles strøm op ved opbremsning, som også kan bruges til at forbedre accelerationen med.

Man har desuden en ”B” pedal, der sikrer kraftigere opbremsning, når man slipper speederen – og så kan man også vælge at køre både ”sport” og ”økonomi”. Med EV (el-mode) knappen kan man vælge at køre elektrisk.

Hybridbiler siden 1997

Der er tre års fabriksgaranti – og tillige fem års garanti på hybridkomponenter og 10 års tryghedsgaranti på hybridbatteriet. Toyota lancerede den første Prius hybrid i 1997 – og har derfor masser af hybrid-erfaring.

De seneste salgstal viser, at danskere er glade for Toyota hybrid – for i år er man nået over 10.000 indregistrerede biler – 1.000 mere end i fjor og 4.000 mere end i 2016. Nærmeste hybrid-konkurrent hedder Kia med 2.190 biler og Mitsubishi med 567 biler.

Hybridteknologi er noget, som betyder noget på udledningen af farlige stoffer som CO2, partikler og kvælstof.

Diesel primært til varebiler

Toyota pointerer med tal fra EU, at de som den eneste større bilproducent allerede nu opfylder EU-forureningskravene for 2020. Toyota har allerede valgt ikke længere at sælge personbiler med dieselmotor i Europa.

Toyota-varebiler, som bygges af den franske PSA-koncern, samt pick-up modellen Hilux og MPV modellen Land-Cruiser fås alle med dieselmotor herhjemme.

Toyota Danmark påpeger, at de snart 15 mio. solgte Toyota-hybridbiler på verdensplan siden 1997 har reduceret udledningen af CO2 med langt over 100 mio. tons svarende til den samlede udledning af CO2 fra hele Danmarks befolkning i næsten to år.

El og brint er løsningen

”Toyota tror på, at elbiler og brintbiler vil være løsningen på forureningsfri mobilitet på den lange bane. Men teknologierne er dyrere og kan endnu ikke opfylde de behov til mobilitet, som de fleste er vant til fra benzin- og dieselbiler. Det kan hybridbilerne til gengæld, og derfor er hybridbiler den bedste løsning her og nu til at reducere udledningen af drivhusgasser, uden man behøver at gå på kompromis med pris og sin mobilitet,” siger Toyotas danske pressechef Anders Tystrup.

Faktaboks Toyota Corolla Touring Sports H3 Premium:
Motor: 4 cylindre, 16V.
Slagvolumen: 1.798 ccm.
Samlet ydelse: 122 hk.
Ydelse motor/elmotor: 98- og 72 hk.
Moment motor/elmotor: 142 Nm v. 3.600 omdr/163 Nm.
Brændstofforbrug WLTP: 20,2 km/l.
CO2 udledning: 112 g/km.
Miljønorm: Euro 6d-temp.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 11,1 sek.
Affjedring for: Uafhængig.
Affjedring bag: Uafhængig m. dobbelte triangler.
Dæk: Bridgestone. På 17 tommer alufælge.
Bremser: Vent. skiver/skiver.
Sikkerhed: Esc, ABS, antispin, hill start assist, trailer-assist, Blind Spot assist.
Toyota Safety Sense: Adaptiv fartpilot, nødbremse med fodgænger-genkendelse, linjevogter, træthedsregistrering, automatisk nedblænding, skiltegenkendelse
Akselafstand: 2.700 mm.
Varerum: Ca. 1.600 liter.
Totalvægt/køreklar vægt: 1.835/1.505 kg.
Trailervægt m. bremser: 750 kg.
Læssehøjde: 620 mm.
Garanti fabrik: 3 år.
Garanti på hybridkomponenter: 5 år.
Hybrid-tryghed: 10 år (ubegrænset km).
Pris: ca. 170.000 kr. plus moms (VAN)
Pris personbil ca. 290.000 kr.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk