Seneste udgave af Transporter er netop landet på dansk asfalt – en opdatering i forhold til forgængeren – deraf T6.1-betegnelsen, som kan minde op betegnelsen på et opdateret program fra Microsoft.

Tysk kvalitet har gennemsyret Volkswagen Transporter i generationer – derfor overrasker det ikke, at seneste T6.1 opdatering er tro mod sit ophav.

T6.1 kendes på sit nye og skarpere design med LED signatur-kørelys. LED lygter fås også.

Flere skkerhedsoptioner

Der er især gjort mere ud af sikkerhedsudstyret. Ellers rettere – gjort det muligt at kunne tilvælge endnu mere sikkerhedsudstyr.

For der skal betales ekstra for de fleste af de ni nye sikkerhedssystemer, som T6.1 Transporten udgaven kan fås med.

Samlet er de nu mulighed for ialt 20 sikkerhedssystemer – mange hentet fra den større Crafter-model.

Køb adaptiv fartpilot

Vi ville nok selv bestille køretøjet med adaptiv fartpilot til ca. 4.400 kr. plus moms. Den er ikke standard, men den var på den testbil, som vi netop har prøvet herhjemme, hvor man i øvrigt også kunne tillige indstille afstanden til køretøjet foran.

Sikkerhedsudstyr står ikke øverst på alle kundernes ønskelister – men netop adaptiv fartpilot er nok én af de bedste livsforsikringer, man kan få i en bil.

Desuden havde bilen AEB nødbremse med fodgænger-genkendelse (til 4.500 kr.), som kan sikre med mindre skader i tæt trafik samt nok så vigtigt sikre de bløde medtrafikanter. Bilen havde tillige skiltegenkendelse til 2.300 kr. og linjevogter til 3.900 kr. Fartbegrænser er dog standard.

Den lille Crafter

Generelt er Transporter blevet sikrere end nogensinde, for bilen har arvet en masse udstyr fra storebror Crafter. Derfor kaldes bilen internt også for den lille Crafter.

Således er sidevindsassistent nu standard. At det nu er muligt, skyldes ny elektromekanisk servostyring, der faktisk gør det muligt at få linjevogter og et par andre nye sikkerhedssystemer bygget ind i bilen.

Det gælder også parc assist og trailer assist. Ved sidstnævnte kan man via blinklys-stilk og spejl-indstillingsknap manøvrere traileren sikkert rundt på byggepladsen. Men det er ikke standard.

2,5 tons trailervægt

Dertil kommer så bakkamera, parkeringsassistent, sidebeskyttelse og advarsel mod tværkommende trafik, når man bakker (kaldet Rear Trafic Alert).

Vi skal her også nævne trailervægten på 2,5 tons.

Vi skal dog undlade prisen på alle de sikkerhedsoptioner, man kan få – og som testbilen også havde flere af. Ekstraudstyret i den prøvede Transporter løb op i mere end 75.000 kr. Dertil kommer forøvrigt også de specielle aluminiumsfælge.

Efter nyeste miljøstandard

Drivline – motor og gearkasse – er stort set genbrug, men opdateret efter nyeste miljøstandard i TDI dieseludgaverne – med emissionsnormen kaldet Euro 6d Temp. Bilen har stop/start system for at spare på dråberne.

Testbilen havde 150 hk motor, hvor der er masser af kraftoverskud. Det gælder også med læs, som ikke påvirker testbilens præstationer særligt meget.

DSG automatgear var også på testbilen. Det er en kæmpe fordel i bykørsel, hvor man slipper for de mange udkoblinger.

Lodret siddestilling

Man sidder rimeligt godt bag det multiindstillelige rat af læder – i hvert fald lige for rattet med den gode fodstøtte til venstre fod. Vi skal nævne bilen Blind Spot informationssystem, hvor der lyder en lampe i sidespejlet, når der er trafikanter i de blinde vinkler.

Men man sidder for lodret i bilen – især en gene, når man kører længere ture. Man bør få flyttet adskillelsen til varerummet lidt tilbage – så kan man også få lidt bedre benplads.

Men sæderyggen kan i det mindske indstilles trinløs med rulle. Rattet er indstilleligt både lodret og vandret, og der var armlæn på sædet, som også var udstyret med sædevarme. Dertil højdejustering af sædet.

Helt ny instrumentering

I topudgaver får man en helt ny digital instrumentering, som mest minder om den fra personbiler – med mulighed for infotainment med to skærme – foran føreren inklusive en otte tommer navigation og midt for 9,2 tommer touchscreen med mange indstillingsmuligheder.

Volkswagen T6.1 har nu også et system, som man kan tale med MIB3, som vi kun fik til at virke delvist ved præsentationen af bilen sidste efterår.

Volkswagen tilbyder også forbedrede connectivity-systemer, som vognmanden kan få glæde af i sin flådestyring.

LED belysning

Bilen havde også oliefyr, så bilen kan være varm, når man begynder arbejdsdagen – også med til at mindre slitage ved koldstarter. Der er også varme i for og bagrude samt sidespejle.

I kabinen er der ud over ny instrumentering nyt dørdesign med nye håndtag. Aflæggepladsen er generelt god i kabinen med handskerumslås – og LED belysning i kabine og varerum har nu holdt sit indtog.

Bilen var helt ny, så der var ikke monteret beskyttelsesplade i bunden af varerummet, som man jo bør for at skåne lakken. Der var tillige en lille luge ind til kabinen, så man kan transportere længere genstande som rør og planker. Der var otte fastgørelses-kroge i varerummet.

Næste generation Transporter

T6.1 er som nævnt en opdatering af den hidtidige model T6. Den næste helt nye Transporter kommer til at hedde T7, men der går nogle år. Til den tid vil Transporterudgaven og minibussen Multivan formentlig være i to designretninger.

En eludgave tilbydes inden længe – af kapacitetsgrunde p.t. i samarbejde med firmaet ABT. Om få år (2022-2023) kommer også en ID Buzz Cargo – en varebilsmodel af el-minibussen ID Buzz.

Det er 70 år siden den første T1 blev præsenteret – og i 2020 70 år siden, at den geniale varebil kom til Danmark. En bilmodel, der er ikonisk og som i god stand er mange penge værd – ikke mindst som minibus. Populært kaldet Samba-bus.

Faktaboks VW Transporter T6.1 Lang:
Motor: 1.968 ccm TDI.
Ydelse: 150 hk v. 3.250-3.750 omdr.
Moment: 340 Nm v. 1.500-3.000 omdr.
Topfart: 181 km/t.
Forbrug: 16,9 km/l WLTP
CO2: 155 g/km.
Gear: DSG aut.
Træk: Forhjulstræk.
Styretøj: elektromekanisk.
Varerum: 6.700 liter
Varerumslængde: 2.975 mm
Køreklar vægt: 1.977 ccm.
Trailervægt: 2.500 kg.
Dæk: Nokia Nokian 255/45 R18.
Pris: fra 305.939 kr. plus moms.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk