Volkswagen har atter ramt plet i SUV-gruppen – først med T-Roc og nu med den mere kompakte T-Cross med højt sikkerhedsniveau og masser af køreglæde.

Så det må næsten blive en landeplage – den nye og meget robuste T-Cross. For SUV tegner sig for næsten halvdelen af bilsalget – og her er en SUV i Polo-klassen, som burde gå rent ind hos danskerne. Let at manøvrere, let at køre og let at parkere.

Det bedste for VOTY’s læsere er dog, at den netop er frigivet som dieseludgave – med samme 95 hk maskine som Polo diesel, som er ganske smidig.

Skift selv gear

Den er hurtig og når 100 km/t på knap 12 sekunder og har en topfart på 180 km/t. Hvis man selv vil styre slagets gang, kan man skifte gear manuelt via skifteplader bag rattet.

Motoren opfylder WLTP normen og klarer miljøkrav med SCR-katalysator (Selective Catalytic Reduction med AdBlue teknologi. 17,9 km/l siger WLTP-forbruget – med CO2 udslip på 145 g/km.

Perfekt som Van

Bilen opfylder også reglerne for at blive gulpladebil – og så sparer man godt 100.000 kroner (eksklusiv moms).

Vi har prøvet den nye TDI-udgave, som passer perfekt som stik-i-rend varebil i mange virksomheder, som i stor stil har valgt Polo som Van. Her er så en høj Polo med rigtig god komfort. T-Cross er 11 cm højere end Polo – så ud over lettere ind- og udstigning har man bedre udsyn.

1.200 kg. trailervægt

T-Cross matcher ikke den fornemme trailervægt i T-Roc på 1.800 kg. Men 1.200 kg. er dog pænt for genren.

Læssehøjden har vi målt til 720 mm udvendigt, men der er en høj kant fra varerumsgulvet på 160 mm. Varerummet kan tage ca. 1.250 liter.

Vi kan også nævne aflæggeplads under passagersædet, justerbart armlæn med midterboks og handskerum uden lås – men det er smart, at man kan fælde passagersædets ryglæn frem, så man kan fragte lange emner.

Let at rengøre

Mange vil sige, at den hårde plast på instrumentbrættets top samt dørsider er for tarvelig – måske som personbil, men som varebil er det til gengæld meget praktisk for rengøring.

Vi prøvede en bil i det høje Style udstyrsniveau i en orange designfarve inde og ude samt 18 tommer alufælge med orange farver, men vælger man en standardfarve er prisen for Style modellen godt 185.000 kroner med 7-trins DSG dobbeltkoblings-automatgearkasse. Billigste T-Cross diesel fås for 158.000 kroner med manuelt gear.

God kørestilling

Man sidder rigtig godt bag læderrattet – i de sporty sæder med lændestøtteindstilling, højdejustering og trinløs indstilling af sæderyggen (med rulle), og selv om bilen er højere end Polo og måske nok lidt blødere afstemt i affjedringen, så er køreegenskaberne fine – også i en hurtig kurve.

T-Cross byder på sikkerhedsudstyr ud over det sædvanlige for klassen – så som nødbremse, adaptiv fartpilot og linjevogter – i Style får man bl.a. LED lygter for og bag.

Induktiv mobil-opladning

Der er et aktivt informationsdisplay på 10,25 tommer mellem hovedurene, men ellers 8-tommer touchscreen – hvor man kan med navigationspakke kan tilkøbe navigation og DAB+ radio.

Vi skal også nævne Blind Spot information i sidespejle (advarer mod trafikanter i den blinde vinkel), bakkamera, træthedsregistrering, pre-crash system, induktiv opladning af mobiltelefon, LED kabinelys, 2-zone klimaanlæg, selv-indklappelige sidespejle, stop/start og nøglefri start.

Faktaboks VW T-Cross 1,6 TDI aut. Style:
Motor: 4 cyl. Diesel.
Slagvolumen: 1.598 ccm.
Ydelse: 95 hk v. 3.250 omdr.
Moment: 250 Nm v. 1.500-2.500 omdr.
Topfart: 180 km/t.
Acc. 0-100 km/t: Ca. 12 sek.
Gearkasse: Aut-DSG7 dobbeltkobling.
Vendediameter: 10,6 m.
Forbrug: 17,9 km/l (WLTP).
CO2-udslip: 145 g/km.
Varerum: Ca. 1.250 liter.
Læssehøjde indv./udv.: 160/720 mm.
Affjedring for/bag: Vent. skiver for/tromler bag.
Dæk: Hankook Ventus Prime 3 – 215/45 R 18.
Pris T-Cross Style fra: 185.295 kr. plus moms.
(pris T-Cross TDI fra: 157.995 kr. plus moms)

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk