Opel Danmark har netop indlemmet deres nyeste Astra-udgave i deres officielle Van-program – men kun en enkelt udgave er meldt ud: den 3-cylindrede 1,5-liters diesel stationcar med 105 hk.

Vores testbil var dog en Elegance-udgave med 6-trins manuel gearkasse – med mere udstyr – og så går den 22,2 km/l i stedet for 22,7 km/l.

Bilen er facelifted og kendes bl.a. på en ny kølergrill, men dens motor er nyudviklet, men ikke i regi af de nye ejere fra PSA (franske Peugeot-Citroën).

Van lod vente på sig

Derimod under de tidligere amerikanske ejere fra General Motors. Det forklarer måske, at den mindre Corsa 1,5-diesel er 4-cylindret – for det er med teknik fra PSA.

Det betyder jo nok, at det er PSA-teknikken, der kommer til at fortsætte – mens Astraens 3-benede maskine vil udgå indenfor få år.

Det mener man i hvert fald også hos FDM, som var til den internationale lancering af bilen i sommeren 2019. Bilen har været på det danske marked siden efteråret 2019, men altså først nu som officiel Van udgave.

Testtur på 740 km.

VOTY.dk tog bilen på en 740 kilometers langtur København-Grenå tur/retur – og her kommer den brændstoføkonomiske motor til sin ret med 22,2 km/l ifølge de nye, officielle WLTP forbrugstal – og det betød, at vi kunne køre frem og tilbage på samme tank diesel.

Det var også for at forbedre økonomien og opfylde strengere miljøkran i euro 6d TEMP bestemmelserne, at Opel valgte at skære en cylinder af. Samtidig har man gjort bilen mere aerodynamisk med en glattere undervogn.

Mere hård diesellyd

Det er ikke helt vores kop te, for de tre cylindre skaber en mere ujævn motorgang og mere hård og støjende diesellyd i f.eks. by- og landevejskørsel, hvor der geares op og ned hele tiden.

Opel tilbyder også Astraen med automatgear, men det står ikke på den officielle Van-prisliste. Det vil gøre kørslen lettere og mere komfortabel.

Ganske høj gearing

Gearingen i testbilen var meget høj, som jo er fint på motorvejen – fordi motoren trækker rent fra 2.000 omdrejninger eller 115 km/t i topgear. Men den accelererer nok fint nok ved høj fart i topgear.

I byen måtte vi i tredje gear for at ramme 50 km/t ved 1.500 omdrejninger. I fjerde gear trækker den fra 60 km/t og i femte gear fra 70 km/t – også ved 1.500 omdrejninger.

Første-gearet er desuden meget kort – så det er kun til igangsætning. Samtidig har man en tendens til at køre i for lavt gear på grund af den høje gearing, og det er jo ikke så godt for økonomien.

1.450 kg. trailer

På vejen kører Astra godt, og man har ikke problemer med at tage bilen ud på lidt snoede biveje. Opel vælger fortsat den semi-uafhængige compound bagaksel. Men systemet virker fint – også hvis man har behov for at køre med trailer. Her max på 1.450 kg.

Man bliver meget hurtigt dus med bilen, som er ganske letkørt. Vi prøvede den godt læsset op, men det klarede bilen fint – man skal bare bruge gearene. Bilen er godt isoleret – og motoren er forsynet med en balanceaksel – så støjniveauet på motorvejen er lavt.

Ikke adaptiv fartpilot

Vi savnede en del sikkerhedsudstyr i bilen, som ellers er godt på langturen – især adaptiv fartpilot og skiltegenkendelse. Bilen havde 7-tommer touchscreen, men ikke navigation – her må man anvende Apple Car Play og spejle sin mobiltelefon.

Til gengæld skal vi rose bilens nødbremsesystem med fodgængergenkendelse samt LED lygter, der lyser vejen op i mørke – nærmest som i dagslys – samt det ergonomisk fremragende og trinløst indstilleligt AGR førersæde (med armlæn), der giver en fornem siddestilling. Klassens bedste sæde – fornemt til langturen.

Stort varerum

Der var også regnsensor, linjevogter, alu-tagbøjler, alufælge, 2-zone klimaanlæg, læderrat med varme, sædevarme, elektronisk håndbremse og p-alarm både for og bag.

Som Van har man et stort ca. 1.600 liter varerum til rådighed – med et stort aflæggerum under gulvet. Der er fire fastgørelseskroge i varerummet – og en læssehøjde på 610 mm.

Der er også handskerumslås og midterboks – hvor man finder bilens usb-stik. I kabinen skal vi nævne en delvis digital instrumentering.

Tekniske data Opel Astra 122 1,5 stc Elegance Van:
Motor: 3-cyl. turbodiesel. 12V.
Slagvolumen: 1.496 ccm.
Ydelse: 122 hk v. 3.500 omdr.
Moment: 300 Nm v. 1.750 omdr.
Topfart: 210 km/t.
Gear/testbil: 6 trins man.
Acc. 0-100 km/t: 10 sek.
Træk i 4. gear: Fra 60 km/t (1.500 omdr.)
Træk i 5. gear: Fra 70 km/t (1.500 omdr.)
Træk i 6. gear: Fra 115 km/t (2.000 omdr.)
Forbrug WLTP g/s: 22,7 km/l.
CO2 udslip: 115 g/km.
Varerum: ca. 1.600 liter.
Dæk: Continental Premium Contact 205/55 R 16.
Bremser: vent. skiver for/skiver bag. ABS, esc.
Affjedring: Uafhængig for/semi-uafhængig bag.
Køreklar vægt/totalvægt: 1.371/1.880 kg.
Nyttelast: 550 kg.
Læssehøjde: 610 mm.
Trailervægt: 1.450 kg.
Fabriksgaranti: 2 år.
Pris testbil 122 hk Elegance ekskl. moms: Ca. 145.000-150.000 kr.
Pris ”Erhverv”: Astra 1,5 CDTi 105 hk Edition+ ekskl. moms: 124.990 kr.

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk