Fiat gør ikke så meget væsen af sig, når det gælder salg af personbiler på gule plader – men faktisk får man rigtig meget bil for pengene, hvis man f.eks. vælger en 500X City Cross Van.

Priserne som Van begynder ved cirka 115.000 kroner plus moms, men de fleste erhvervsfolk vil nok ty til en 4-cylindret diesel, hvor den 1,6-liters 120 hk udgave med DCT dobbeltkoblings-gearkasse med pænt udstyrsniveau koster 176.312 kr. plus moms.

Det er stort set samme pris som den 4-cylindrede 1,3-liters benzinudgave, som vi har prøvet her – med 150 hk, DCT og First Edition topudstyr til 178.000 kr. plus moms. Billigste 3-cylindrede 1-liter udgave ville jeg ikke selv vælge grundet den gennemtrængende motorlyd.

Højt udstyrsniveau

Her får man alt det udstyr, som man kan ønske sig – så som LED hovedlys, signatur-kørelys, adaptiv fartpilot, manuel fartpilot, nødbremse, skiltegenkendelse, regnsensor, automatisk fjernlys-assistent, linjevogter med aktiv styring, bakkamera og parkeringssensor for og bag.

Dertil kommer syv tommer touchscreen, navigation (ekstraudstyr), tågelys for og bag, stop/start system, Blind Spot advarsel, to zone klimaanlæg, alufælge, rear trafic alarm, hækspoiler, elektirk indstillelig lændestøtte og elektronisk håndbremse.

Faktisk er der ikke meget sikkerhedsudstyr, jeg ellers kan finde på – og taler vi udstyr generelt kunne jeg måske højst ønske mig et soltag.

Lille trailervægt

Med trailer må den dog kun trække 1.200 kg i den testede benzinudgave – og her siger tallet for dieseludgaven samme niveau. Lige i underkanten for en entreprenør. Der manglede også lås på handskerummet – til gengæld er der to handskerum.

Der er ca. 1.000 liter varerum – men det skyldes bilens coupé-form. Læssehøjden har vi målt til 760 mm. Den indvendige læssehøjde har vi målt til 230 mm.

Den 150 hk benziner er bestemt ingen sinke, men vil man hurtigere frem, kan man skifte gearene manuelt. Med automatgear har motoren en tendens til at hakke lidt, når man sparker til den, mens den kører meget komfortabelt ved mere adstadig kørsel. Men bilen er ganske kvik – og når 100 km/t på 9,4 sekunder.

Udmærket vejgreb

Bilen har et fint vejgreb på sine 16 tommer 215/60-dæk, og den virker hårdt dæmpet, selv om en SUV generelt krænger lidt mere end en standard Fiat 500.

Man sidder højt, men også lidt hårdt i læder-sæderne. Det hører dog til i en sporty bil. Til gengæld er der varme i sæderne – og midterboksen kan bruges som armlæn.

Bilen havde også læderrat – to-vejs justerbart – og det er et plus at man kan indstille afstanden til den forangående ved den adaptive fartpilot.

Lille navigationsskærm

Skærmen med navigation er dog ret lille. For de musikglade er der Apple Carplay og hele to USB-udgange.

En pudsig detalje er, at blinklysets relæ støjer vel meget – må være en reminiscens fra ur-500 modellen fra 1957.

I øvrigt siges det, at Fiat planlægger at bruge 500-betegnelsen som et bilnavn snarere end en modelbetegnelse. Ligesom det er tilfældet med den engelske Mini.

Tekniske data Fiat 500X 1,3 City 150 hk/DCT Cross First Edition:
Motor: 4 cyl. Benzin.
Slagvolumen: 1.332 ccm.
Ydelse: 150 hk v. 5.500 omdr.
Moment: 270 Nm v. 1.850 omdr.
Topfart: 196 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 9,4 sek.
Gear: 6 trins dobbelt-koblings automatgear/DCT.
Brændstofforbrug snit WLTP: 14,5 km/l.
CO2 udslip: 156 g/km.
Dæk: Michelin Energy 215/60 R16.
Læssehøjde udvendig/indvendig: 760/230 mm.
Varerum: Ca.1.000 liter.
Køreklar vægt: 1.412 kg.
Totalvægt: 1.880 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.200 kg.
Pris testbil ekskl. moms: 178.030 kr.
(Dieseludgave ekskl. moms – med 120 hk/DCT: 176.312 kr.)

Comments are closed.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk