Alle kender Duster. Den no nonsense lavpris allrounder på fire hjul Dacia – og som både fås med træk på to og alle fire.
Det er en model, hvor man ikke behøver at nævne bilmærkets navn for at vide, hvilken det er vi taler om. Og i den kategori hører Duster.
Bilen bygges i Rumænien af Renaults datterselskab Dacia, som er blevet skældt ud af alverdens journalister for sin manglende sikkerhed.
Købt af 2,2 mio. borgere
”Køb den ikke” har budskabet været – men alligevel har europæere siden lanceringen i 2010 købt mere end 2,2 mio. eksemplarer.
Det er en model, der kun er moderat forandret de seneste 13 år, men nu kommer en ny model, der ifølge importøren Renault Danmark repræsenterer et teknologisk og designmæssigt tigerspring.
Herhjemme kom vi først på Dacia bølgen tilbage i 2013 med introduktionen af Dacia Lodgy – den store syv- personers bil – og åre efter kom Duster så på programmet.
Samles i klubber
”Siden har vi solgt i alt 8.820 styks i Danmark, og fået en loyal skarer af Duster entusiaster, der har samlet sig i klubber med egne arrangementer og stærke fællesskaber,” fortæller pressechef Søren Hyltoft hos Renault Danmark.
Den helt nye Duster har et klart Duster DNA, men er i den grad også nytænkt.
Først og fremmest er den gamle platform, som de hidtidige Duster er bygget på, skrottet. Nu står den på den fælles franske CMF-B platform.
Bedre pladsudnyttelse
En platform, der genkendes fra Renault Captur og fra Dacia’s nye Jogger, og som har en lang række fordele.
Det handler både om mere optimal pladsudnyttelse, men også om muligheden for teknologiske nyskabelser, samt endnu bedre komfort ombord som følge af færre vibrationer og mindre støj. Og efter sigende så bedre køreegenskaber.
Bedre plads til varerne
Den nye Duster er ikke længere end forgængeren, men er blevet bredere og lidt lavere – og så er der blevet bedre plads inden døre til chauffør, passager og varer.
Bilen sælges herhjemme både som personbil og som varebil på gule nummerplader.
Ingen adaptiv fartpilot
Fartpilot er nu standard fra Expression versionen, som er laveste udstyrsvariant sælges i Danmark. Om der kan fås adaptiv fartpilot oplyses ikke.
Vi skal nævne automatisk nødbremsesystem, der opdager fodgængere, cyklister og motorcyklister standard. Dertil kommer trafikskiltegenkendelse, advarsel mod for høj fart samt lane departure warning.
Automatisk op- og nedblænding er standard på Journey- og Extreme modellerne.
En motorvariant i Danmark
Den nye Duster kommer med tre forskellige motorvarianter. ECO-G 100 (LPG), Hybrid 140 hk og TCe 130 hk. Og det er den sidste motor, som vi forventer at tage til Danmark.
En helt ny stærk 130 hk turbobenzinmotor, der debuterer i Duster. Den er koblet til en manuel sekstrins gearkasse, og fås til både 4X2 og 4X4 versionen.
Når vi taler om 4×2 og 4×4 er det ikke blot muligheden for træk på to eller fire hjul, der adskiller de to. Mens frihøjden i 4×2 varianten er på 209 mm er den i 4×4 varianten hævet til 217 mm – hvilket er det største i klassen og højere, end den ellers pænt terrænkompetente forgænger.
4×4 indstillinger
Samtidig har 4×4 versionen andre for- og bagkofangere, der tillader endnu større til og frakørselsvinkler. Tilkørselsvinklen i 4×4 versionen er hele 31 grader, mens frakørsel er 36 grader.
I 4×4 versionen er det muligt at vælge mellem en række forskellige køreindstillinger. Man kan vælge Auto, hvor systemet automatisk distribuerer kraft efter, hvor der mangler greb.
Der er mulighed for at vælge Sne – der optimerer ESC systemet og antispinsystemet. Man kan vælge Mudder og Sand, når terrænet er skiftende. Og skal der virkelig køres off road – ja så vælger man Off Road indstillingen, der fungerer i lock mode.
Fokus på miljø
En sidste mulighed er Eco indstillingen, der distribuerer kræfter med mindst muligt brændstofforbrug for øje.
Og kører man terræn kan man se, at beskyttelsespladerne for og bag, samt andre synlige elementer, er lavet af indfarvede genanvendte materialer.
Det betyder, at man ikke risikerer grimme synlige ridser, idet materialet netop ikke er lakeret. For det andet består det af materialet Starkle – som er 20 procent genanvendt propylen. I øvrigt er den nye Duster helt fri for kromdetaljer og læder er også et materiale, der nu er fortid.
Helt nytænkt kabine
Det robuste look går igen i kabinen, der er blevet fuldstændig nytænkt.
Der er nu en helt ny 10.1-tommers touchskærm, som blandt indeholder Media Display eller Media Nav Live. Media Display har indbygget fire højtalere og kommer med trådløs Apple CarPlay og Android Auto connectivity.
Dette system findes i Expression og Extreme modellerne. I Journey får man Media Nav Live, der udover det som Media Display har, også fås med Arkamys 3D lydsystem og seks højtalere, samt real time trafikopdatering.
Klar til foråret
Det robuste ydre går også igen i kabinen. Formen fra de Y – formede lygter går igen ved blandt andet dørpanelerne – og det er også muligt at få en version med vaskbart mikrofiber betræk på sæderne.
Den ny Duster forventes til Danmark til foråret. Renault Danmark forventer at tage den hjem i en enkelt motorvariant – 130 hk Tce med 4X2 og 4X4, samt i tre versioner. Expression, Journey og Extreme.
Endnu er der ikke oplysninger om priser.
Udvalgte modeller:
Duster Expression – blandt andet: Media Control, Fixed roofbars, 7 tommer digitale førerdisplay, 10.1 tommer touchskærm, trådløs AppleCar Play/Android Auto, 17 tommer alufælge.
Duster Extreme – blandt andet: Modular roofbars, vaskbar TEP microfiber stof, gummimåtter på gulvet, 17 tommer alufælge
Duster Journey – blandt andet: 18 tommer alufælge, klimaanlæg, hands free key card, elektronisk parkeringsbremse, trådløs mobilopladning, Arkamys 3D lydsystem