I forbindelse med lanceringen af den elektriske Iveco e-Daily kommer bilen nu på en ”e-Daily Road Tour.”

Turen går til Roskilde, Aalborg, Aarhus og Odense. Formålet med turen er ikke kun at øge kendskabet til den nye e-Daily, men også at belyse fremtidens køretøjer.

Den 6. november begiver salgschef for Daily i Danmark, Jeppe Heidemann, og hans team sig ud til de lokale lokale forhandlere.

Flere udgaver

Her vil de præsentere e-Daily, der kommer i varianter som kassevogn, chassis og dobbeltkabine.

På Road Touren har interesserede kunder mulighed for at opleve den elektrisk drevne varebil på første hånd.

”Vi har inviteret en række kunder, for hvem potentialet til at skifte til eldrevne køretøjer som vores e-Daily er særligt relevant. Gæstelisten indeholder både offentlige institutioner og private virksomheder,” siger Jeppe Heidemann.

Øget efterspørgsel

Der har været langt imellem løsningerne inden for ikke-fossile køretøjer og varevogne, og der har desuden ikke været konkrete lovgivningsstramninger på området.

Til trods for det mærker Jeppe Heidemann en begyndende efterspørgsel blandt kunderne samt i markedet.

”Vi mærker en efterspørgsel blandt vores kunder på den måde, at mange spørger efter eldrevne varebiler. Samtidig begynder kravene i udbud og licitation også at stramme til. Det betyder, at det hos mange af dem er et krav at have elbiler i flåden,” siger Jeppe Heidemann på baggrund af sine erfaringer fra branchen.

Skærpet lovgivning

Med indførelsen af de nye miljøzoner i de fem største danske kommuner er der ifølge Jeppe Heidemann tydeligt ved at tegne sig en tendens.

Den skærpede lovgivning for personbiler indikerer klart, at der i fremtiden vil komme flere skærpede reguleringer for forskellige typer køretøjer – herunder varevogne.

Derfor repræsenterer Iveco e-Daily-varebilen ifølge importøren en stærk kandidat som løsning for fremtidens transportbehov.

Bæredygtighed

De seneste fremskridt inden for bæredygtighed og energieffektivitet breder sig i hele branchen. Bylovgivningen strammes til ‒ og det er et eksempel er den seneste ændring, der trådte i kraft den 1. oktober.

”Jeg er overbevist om, at dette blot markerer begyndelsen. Det vil ikke vare længe, før alle former for fossildrevne biler bliver totalt forbudt i storbyerne. Derfor er vores e-DAILY en konkret, fremtidssikret løsning,” siger Jeppe Heidemann.

e-Daily har i øvrigt netop modtaget en Guinness World Record-pris for sin imponerende trækkapacitet. Bilen må lovligt trække op til 3.500 kg.

Modulopbygning af batteriet

Den byder også på en funktion, der giver brugerne mulighed for at tilpasse batterikapaciteten på varevognen efter deres individuelle behov.

Det betyder en ekstra grad af fleksibilitet til bilen, som kan være værdifuld for forskellige brugsscenarier.Med muligheden for modulopbygning af batteriet giver Iveco Danmark deres kunder ekstra frihed.

Øjeblikkets behov

”Der er tale om frihed til at forme deres investering efter øjeblikkets behov, tilpasningsevne til skiftende udfordringer og en bæredygtig fremtid med mindre spild og mindre miljøpåvirkning,” siger Jeppe Heidemann.

Første stop på eDaily’s Road Tour i Danmark er Aalborg. De efterfølgende dage fortsætter turen til Aarhus, Odense og Roskilde.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk