(HANNOVER)

Man spiller nu ud med en endnu mere effektiv og brændstof besparende teknik i den nye Efficient Line 3, som betyder mere end 6,3 pct. bedre økonomi.

Øverste chef for MAN Truck og Bus AG, Joachim Drees, mente på IAA transportmessen ligefrem der var tale om et kvantespring. For da Efficient Line 2 blev lanceret, var den også ca. seks pct. mere økonomisk end Efficient Line 1.

Det er dog hele motorpaletten, der er blevet opdateret til at klare de strengere Euro 6 ”c” krav fra årsskiftet – med bedre moment og lidt flere hk. Samtidig er førerhuset moderniseret både inde og ude, som vi tidligere har beskrevet.

El-lastbil fra MAN
Hos ”fætter” Scania var der glæde over at få prisen Truck of the Year 2017 – men Joachim Drees understregede, at de to mærker skal sælges gennem to forhandlerled, men til gengæld skal der spares i udviklingsarbejde bl.a. i forbindelse med lastbiler, el-køretøjer, digitalisering og indkøb.

Hos MAN er buddet på en el-lastbil måske ikke så futuristisk som hos kollegaen Daimler – til gengæld kan Man E-Mobility være i operation meget hurtigt, for den bygger på en eksisterende bilmodel – og der satses på løsninger, der hurtigt kommer kunderne til gode.

Modsat Scania får nu MAN et helt nyt segment at arbejde i – nemlig varebiler TGE, der produceres af VW fra samme koncern. Men MAN har langt hen ad vejen en anden målgruppe – med vognmænd og entreprenører i fokus.

Skræddersyede varebiler
Det bliver som med lastbiler meget op til importleddet at skræddersy bilerne til kunderne – og her vil man sørge for samme sikkerhedsniveau som lastbiler med bl.a. nødbremsesystem.

Dertil samme serviceopbakning som lastbilerne med sene åbningstider på værksteder og viden omkring opbygninger og specialløsninger. Altså en mere professionel Business to Business (B2B) kontakt til kunderne – ligesom med lastbiler.

TGE modellen kommer på det tyske marked næste sommer – og er i Danmark kort efter, fortæller varevognschef for Danmark, Nicolai Sperling.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk