Varebilschaufførerne kan nu få lejlighed til at tale sammen – og både sælgere, mekanikere, værkførere og reservedels-ekspedienter er dedikerede til Iveco Daily.
Nyscan Biler A/S har siden åbningen 12. september i Fabriksparken i Glostrup haft fulde huse på værkstedet. Der har været rigtig travlt, for mange kunder er fulgt med fra Iveco-importørens tidligere værksted i Ejby, som kun ligger fire kilometer derfra.
Der blev ledt længe i aviser og på nettet for at finde et egnet sted at sælge varebiler – inden bygningen i Fabriksparken blev fundet.
Hårdt arbejde
Der har været arbejdet hårdt på at indrette reservedelslageret på første sal, og der er revet mange vægge ned og andre er blevet er sat op for at gøre plads til alle medarbejdere. Der er således bygget omklædningsrum – og udsugningsanlægget er opgraderet fra tidligere. Der mangler dog stadig bl.a. en pylon til Iveco skiltet ud mod vejen.
Iveco Daily har en stor markedsandel i Storkøbenhavn, så den rene Daily ”butik” er allerede populær. Her skal man ikke slås om pladsen med lastbilerne.
”Der mangler kun et par mindre detaljer, før afdelingen står helt klar inden for den næste måned,” siger eftermarkedsdirektør Kasper Rasmussen.
Fakta om Nyscan Bilers nye Iveco Daily-afdeling på Farverland 7, Glostrup:
Dedikeret til servicering, reparation og salg af hele Iveco Daily varebilsprogrammet
I alt 1.500 etagemeter fordelt på værksted, reservedelslager, kundemodtagelse og salgsafdeling.
Seks reparationspladser med lifte på alle pladser, fem meters loftshøjde
Base for servicevogn til nødservice på landevejen 365 dage om året.
I alt 15 medarbejdere, heraf 14 fra den tidligere Iveco detailafdeling på Erhvervsvej i Glostrup
Åbningstider mandag-torsdag kl. 7.00-18.00, fredag kl. 7.00-16.30