Toyota forlænger nu garantidækningen for deres bibler og varebiler med ekstra 25.000 kilometer til samlet 185.000 kilometer – gældende fra årsskiftet.

Den forbedrede garanti kommer oveni konceptet ”Toyota Relax,” som blev introduceret for et år siden, hvor det blev muligt at få ti års serviceaktiveret garanti på sin brugte Toyota – ved at få serviceret sin bil på et autoriseret Toyota-værksted.

”Vi har nu et års erfaringer med Toyota Relax og kan se, at vores ekstra omkostninger ved at tilbyde konceptet ikke er steget lige så meget, som vi havde forventet. Derfor øger vi nu dækningen med ekstra 25.000 km til glæde for de Toyota-bilejere, der kører endnu mere,” siger pressechef Anders Tystrup, Toyota Danmark.

Økonomisk tryghed

Toyota har i dag over 100.000 loyale værkstedskunder i Danmark og med udvidelsen af den serviceaktiverede garanti forventer man, at andelen af kunder, der lægger vejen forbi et autoriseret Toyota-værksted for at få serviceret deres bil, vil stige betydeligt.

”Vi forventer at to ud af tre af vores værkstedskunder vil vælge at få serviceret deres bil,” vurderer Anders Tystrup.

Toyota har fået foretaget en kvalitativ undersøgelse blandt sine værkstedskunder, og her svarer ti ud af ti kunder med Toyota Relax, at de oplever en ekstra økonomisk tryghed ved konceptet, og at de er glade for at kende deres fremtidige økonomi.

Værdifuldt koncept

Samtidig svarer otte ud af ti, at de opfatter overordnet konceptet som værdifuldt og som noget, der beviser kvaliteten af bilen.

Med Toyota Relax sørger Toyota for at holde hånden under bilejerne.

”Det er vigtigt for os at sikre, at ingen bilejere skal frygte at blive ladt i stikken, hvis uheldet skulle være ude, og bilen pludselig ikke kan køre. Derfor er det også glædeligt at se, at det er netop den oplevelse, at kunderne med Toyota Relax fremhæver,” siger pressechef Anders Tystrup.

I forvejen god garanti

I mange år har Toyota tilbudt en god garanti – med tre års fabriksgaranti på nye biler, fem års garanti på hybridkomponenter og op til ti års tryghed på hybridbatteriet.

Men med Toyota Relax har Toyota – og i øvrigt også koncernens luksusmærke Lexus – udvidet med op til ti års serviceaktiveret garanti eller 185.000 km. Eller faktisk op til 11 år minus en dag.

Serviceintervallerne hos Toyota og Lexus er typisk ét år eller 15.000 km, alt efter hvad der kommer først. Hidtil har det udløst et års vejhjælp uden meromkostning, når man har fået serviceret sin bil på et autoriseret Toyota- eller Lexus-værksted.

Også ældre biler

Det er endda ikke kun nye biler, der kan opnå den lange garanti hos Toyota og Lexus.

Det gælder også mærkernes brugte biler, der ikke længere er omfattet af fabriksgaranti, og som måske endda heller ikke har overholdt service-intervallerne eller fået lavet service andre steder end hos Toyota.

Alle disse biler vil med et enkelt serviceeftersyn på et autoriseret Toyota- eller Lexus-værksted kunne få aktiveret garantien uanset bilens tidligere ejerskab og servicehistorik.

Ikke service og sliddele

Det gælder uanset, om bilen er f.eks. fire, syv eller ni år gammel. Bare bilen har kørt under 185.000 km og er maksimalt 11 år minus én dag gammel – nemlig hvis den har fået service sidste gang, da den var 10 år minus én dag. For så gælder garantien jo et år ekstra.

Toyota Relax dækker stort set lige så bredt som fabriksgarantien og som udgangspunkt alt det, der får bilen til at køre.

Til gengæld dækker den ikke service- og sliddele. Det er de dele, som naturligt bliver slidt ved kørsel og brug, og som bliver holdt ved lige og udskiftet under de årlige serviceeftersyn.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk