For pakkepostfirmaet GLS Express har den seneste trafikaftale, som Folketingets partier og transportminister Pia Olsen Dyhr indgik, betydet et tilskud på 700.000 kroner til et forsøg med pakkedistribution i el-biler og på el-scootere.
Den brede trafikaftale udmøntede sig i blandt andet 48,3 mio. kr. til energieffektive transportløsninger.
Det kan måske i det samlede statsregnskab synes som dråber i havet, men det hjælper helt konkret de danske virksomheder, også vognmænd, til at få gennemført projekter, der ellers ikke ville være blevet til noget.
Innovative vognmænd
Underdirektør Ove Holm fra Dansk Transport og Logistik (DTL) er derfor meget tilfreds med, at der nu er sat beløb på støtten til de enkelte projekter.
“Blandt de mange projekter om energieffektivitet er nogle, hvor vognmænd er involveret, og de får nu mulighed for at komme videre med deres nuværende ideer og ikke mindst få lyst til innovation,” siger Ove Holm.
Se på alternative løsninger
Han peger derfor bl.a. på projektet med elbiler og el-scootere til kurérkørsel. Pakkedistribution er i rivende vækst, og det er nødvendigt at se på muligheder for alternativer til den normale billogistik.
Penge i form af 3,4 mio. er der også blevet til projektet, “effektiv byggelogistik i praksis”, der skal se på optimeringen af transporten til og fra samt ikke mindst på byggepladserne, og som også vil inddrage vognmandsvirksomheder sammen med SBI fra Aalborg Universitet.
Distribution i ydertimer
Endelig fortsætter projektet “distribution i ydertimerne”, som beskæftiger sig med leveringer uden for myldretiden og involverer vognmandsvirksomheder i praksis. Dette projekt, som nu har fået tildelt yderligere 1,6 mio., har lige afrapporteret sin første fase med blandt andre renovationsfirmaet M. Larsen på en stor konference i Odense, hvor mange gode ideer kom på bordet.
Et projekt, som vognmændene senere kan få gavn af, er det såkaldte ECO Top 2, der har fået tildelt 300.000 kr. til videreudvikling af en særlig aerodynamisk opbygget rullepresenning til lastbiler og trailere. Det er Spørring Karrosserifabrik, der er den drivende kraft bag ved opfindelsen.