(TRAMAGAL)

I dag begynder produktionen af den kompakte, elektriske Fuso e-Canter ”New Generation” lastbil på Daimler Trucks’ portugisiske fabrik i Tramagal – et par timers kørsel nord for hovedstaden Lissabon.

VOTY.dk tog forskud på festlighederne i dag – hvor repræsentanter fra den portugisiske regering deltager – og besøgte forleden den lille fabrik, hvor det er usædvanligt svært at nå frem, da der er meget få broer over floden Tagus, når man kommer fra motorvejsnettet.

Små, hullede veje tillige, som kun får én til at tænke på bilproduktion, fordi der uafladeligt kæmper sig store lastvognstog frem og tilbage med enten reservedele eller færdige Canter-lastbilschassiser.

Klimaneutral i 2039

55 pct. af de færdige biler sendes med skib til udlandet fra Lissabon – resten med autotransporter.

e-Canter fylder endnu ikke så meget på fabrikken, for hidtil har det kun været før-serie-modeller, der er blevet produceret – til fieldtest af de nye el-køretøjer hos både flådekunder og internt.

Mitsubishi Fuso Trucks Europa-fabrikken kaldes for verdens ledende, lille lastbilfabrik – som endda har en målsætning om at være klimaneutral i 2039.

1.000 e-Canter pr. år

Positivt er også, at 28 pct. af de 600 fabriksarbejdere er kvinder. Et højt tal i denne branche.

Kapaciteten i Tramagal er i dag 1.000 e-Canter om året – ud af en totalproduktion af Canter generelt på 15.000 enheder.

e-Canter er udviklet af Daimler Trucks Fuso-sektion i Japan – og bygges både i Kawasaki og i Tramagal. I alt er der produceret 550 e-Canter på de to fabrikker siden 2017.

Diesel til Europa fases ud

Faktisk vistes den første e-prototype e-Cell prototype helt tilbage i 2010. Eco-hybridgaven af Canter kom i 2006, men produceres ikke længere.

Fra Japan eksporteres e-Canter bl.a. til USA samt til Australien og New Zealand, mens Tramagal fabrikken tager sig af kunderne i Europa.

Dieseludgaver af Canter bygges fortsat på seks fabrikker rundt om på jordkloden – i Europa skal dieseludgaver stort set fases ud, men et land som Marokko, som man leverer til, har p.t. dog ikke e-Center på programmet.

Det begyndte med Berliet

Fabrikkens historie går tilbage til 1974, hvor franske Berliet (i dag Renault Trucks) etablerede fabrikken til at bygge militærkøretøjer.

Fabrikkens areal udgør ca. 158.500 kvadratmeter.

Tramagal fabrikken er en ren samlefabrik. Halvdelen af delene kommer fra moderfabrikken i Japan, mens den anden halvdel kommer fra 90 producenter i Europa. Der anvendes kun få robotter i samleprocessen – men der er mange i lakeringsprocessen.

Ikke planer om brint

Når det gælder e-Canter, er der hos chef for Fuso i Europa – Arne Baden – forventninger om, at der med en efterhånden længere rækkevidde – på sigt på måske 300 km – ikke vil blive behov for en brintudgave.

Brint er mere velegnet til længere transportopgaver, hvor e-Canter er bygget til lokaltransport, er meldingen.

e-Canter er udviklet til at holde i 10 år – mindst – for forventningen er, at mange vil køre længere. I sidste ende er det i øvrigt Daimler, der har ansvaret for at bortskatte gamle batterier.

Elmotor fra Bosch

Bilen er med sin kraftige ramme-konstruktion meget robust bygget. Diesel- og el-udgaven er i princippet ens i konstruktion.

Begge er såkaldte cab-over udgaver med tipbart førerhus – men i stedet for dieselmotoren, finder man i e-Canter elmotor fra Bosch under førerhuset og batterier fra Kina under rammen – bl.a. for at opbyggere ikke skal komme for tæt på højspændingskomponenterne.

Der produceres en udgave på 1,7 meters bredde og en udgave med 2 meters bredde. Med seks forskellige akselafstande er der op til 42 forskellige e-Canter udgaver. E-Canter fås ligesom dieseludgaven ikke som dobbeltkabine – endnu.

fra ét- til tre batterier

Et batteri vejer ca. 350 kg – plus 100 kg for batteriets egen ramme. E-Canter fås med ét, to eller tre batterier (S, M og L), der yder 41,3-, 82,6- og 123,9 kWh. Det sikrer minimum 70-, 140 eller 200 km. rækkevidde.

Der er meget vægt med tre batterier – så det går ud over nyttelasten. Maksimal hastighed er 89 km/t – da høj fart tærer på rækkevidden.

Tre tempi rekuperation

Alle e-Canter har e-bagaksel – hvor en lille elmotor vender strømmen, når man vælger at køre frem eller tilbage. Bilen har ikke egentlig gearkasse. Gearvælgeren viser R, D eller P.

Rullemodstand fra dæk samt vindmodstand betyder meget. Ikke mindst over 110 km/t.

Men den tre-trins rekuparation (plus “sailing” mode) betyder meget for at samle strøm op og øge rækkevidden.

Fra 100- til 200 km rækkevidde

Den tidligere E-Canter, der kom i 2017, havde maksimalt en rækkevidde på 100 km og 81 kWh ydelse. Nu kan man nå op på 200 km.*

Hvor den nye e-Canter har totalvægte mellem 4.25- og 8.55 tons og akselafstande mellem 2.500- og 4.750 mm, kunne den forrige e-Canter kun fås i en enkelt udgave med en totalvægt på 7,49 tons og en akselafstand på 3.400 mm.

Nyttelast op til fem tons

Den nye e-Canter har nyttelast fra ca. 1,2- til 5 tons – desuden elmotorer med ydelse på 110 kW fra 4,25 tons – og 129 kW fra 7.49- til 8,55 tons, og momentet er 430 Nm.

Batterierne kan oplades både med vekselstrøm (AC) og jævnstrøm (DC) via ladesystemet CCS – med 77- til 104 kW (piek) med DC.

Med DC tager det for de tre batteri-konstellationer henholdsvis 24-, 26- og 39 minutter. Med 11- og 22 kW AC (Wallbox og i det offentlige rum) fire-seks timer.

Fuso e-Canter sælges gennem Mercedes-Benz forhandlere i hele landet.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk