Mercedes-Benz Danmark deltager på Folkemødet på Bornholm, hvor bl.a. e-Canter er i centrum på Dansk Energi’s stand.

Desuden udstiller man konceptvarebilen VisionVan, der viser et bud på fremtidens intelligente varedistribution.

VOTY.dk har tidligere testet den (lokalt) miljørigtige lastbil i Berlin, og bilen er særdeles let at betjene med sit maksimale drejningsmoment allerede fra 0 km/t. Køretøjet er lynhurtigt – og så siger det slet ingenting.

eCanter har seks litium-ion batterier på hver 420 V og 13,8 kWh. Vægt for batterier udgør 600 kg. Elektro-motoren yder 175 hk. Momentet er på 420 Nm.

80 km/t på toppen

Det tillader den 7,5 tons ellastbil en acceleration som en personbil, men topfarten er begrænset til 80 km/t. Rækkevidden er 100 kilometer. Bilen kan laste op til tre tons.

Sidst i 2017 blev de første lette Fuso eCanter lastbiler indsat i testforsøg sammen med storkunder indenfor logistikbranchen i Tyskland. Senere er testforsøgene udvidet med kunder i Holland og Storbritannien.

I forvejen er der tests af bilen i Japan (hos bl.a. 7-Eleven) og i USA (hos UPS). Fuso eCanter havde officiel verdenspremiere i New York 14. september i fjor.

Ingen danske feltforsøg

”Der er ikke planer om tilsvarende feltforsøg i Danmark, men ved vores roadshows ved Viborg, Kolding og Roskilde har mange kunder benyttet sig af muligheden for at prøve den nye eCanter,” siger Fuso-chef i Danmark, Kenneth Vestergaard.

Næste år er det muligt at bestille eCanter herhjemme, men leveringen sker først fra 2020, når Mercedes-Benz har gennemført alle feltforsøg tilfredsstillende.

Allerede nu viser målinger, at man som vognmand sparer 56.200 kroner for hver 10.000 km. – i driftsomkostninger.

VisionVan varer mange år

Modsat eCanter er VisionVan en vaskeægte fremtidsvivsion. Den er en fuldt elektrisk varebil med et automatiseret varerum, der organiserer lasten, så den næste pakke til levering ligger klar, når kundens adresse nås.

Leveringen effektiviseres yderligere ved hjælp af to droner på taget, der muliggør pakkelevering, selv når bilen er i bevægelse.

Mercedes-Benz VisionVan indgår som en integreret del af Fremtidspladsen på Folkemødet, hvor der er debatter om bl.a. selvkørende biler, mobilitet, talende robotter og el-drift til tung transport.

Elektriske last- og varebiler er primært tiltænkt distribution i byområder med ekstra fokus på ”Last Mile” pakketransport – et område, der vil øges fremover med den stigende internethandel.

Tidligere Mitsubishi

Fuso har i mange år været en del af Daimler koncernen, og fra 1. marts i fjor har Mercedes-Benz Danmark været officiel importør af bilen. Det var tidligere Interdan-koncernen, som fortsat importerer Mitsubishi personbiler.

Fuso har tidligere været et brand under Mitsubishi, men den japanske bilkoncern solgte lastbilsdivisionen til Daimler. Fuso har bygget busser og lastbiler siden 1932.

Daimler-forskning i Japan

Daimlers forskning med elektriske lastbiler foregår fortsat i Japan, men de europæiske eCanter skal producedes på fabrikken i Tramagal i Portugal – selvom udviklingen er foregået i Japan. Her er Daimlers e-forskning også henlagt.

I Portugal produceres også Fuso Canter Eco hybrid på 7,5 tons samt dieselbiler på 3,5- til 8,5 tons (med 3-liters Fiat Power Train motorer).

Det er landets autoriserede Mercedes-Benz lastbilsforhandlere i Aarhus, Hillerød, Esbjerg, Ringsted, Kolding, Odense, Aalborg og Greve, der sælger Fuso lastbilerne. Dertil kommer service-værksted på Avedøre Holme.

Andre Daimler e-køretøjer

Udover eCanter vil Mercedes-Benz allerede i år genindføre eVito på de europæiske markeder.

I 2019 skulle turen komme til eSprinter, og Mercedes-Benz har også vist prototypen på en last elektrisk lastbil.

Topchef hos Daimler, Dieter Zetsche, har dog understreget, at den moderne dieselmotor vil fungere i mange år frem – ikke mindst på fjerntrafik.

 

Comments are closed.

Copyright © 2018 Varebilogtransport.dk