Volkswagens kommende el-varebil ID.Buzz Cargo er formentlig klar til salg næste år – men allerede i 2025 er man klar med serieproduktion af den selvkørende AD udgave (for Autonomous Driving).

Det vil være fremtiden for ”Last Mile Distribution” i selvkørende ID.Buzz Cargo varebiler og til samkørsel i byer i selvkørende ID.Buss minibusser.

I disse dage fejrer AD-udgaven verdenspremiere på IAA bilmessen i München – som prototype ganske vist.

Testes på prøvebane

Men der foregår faktisk test med AD modellen på en prøvebane i Neufahrn nær lufthavnen i München, hvor det amerikanske selskab Argo har et lokal ni hektar testområde – som supplement til deres testbane i USA.

På den tyske testbane er det muligt at teste en række forskellige trafiksituationer, som er unikke for de europæiske kørselsforhold,

Desuden er Argo i færd med aktivt at teste ID. BUZZ AD-prototyper i en række storbyområder, også i München.

Første indsats i Hamburg

De serieproducerede versioner vil være tilgængelige for erhvervsmæssige mobilitetsudbydere fra 2025, hvor MOIA være den første bruger af ID.BUZZ AD. Det sker i Hamburg.

”Volkswagen Group er i gang med en transformation fra at være bilproducent til at blive en førende, softwaredrevet global mobilitetsudbyder,” forklarede Volkswagen-CEO Dr. Herbert Diess i forbindelse med første præsentation af bilen ved IAA bilmessen i München.

Teknisk set

Argos selvkørende system omfatter en række sensorer, software og it-platforme til at kunne levere en 360-graders registrering af bilens omgivelser, forudse handlinger fra fodgængere, cyklister og køretøjer og styre motoren, bremserne og styresystemerne på en måde, så bilen kan køre sikkert og naturligt som en rutineret fører.

Argo AI benytter kameraer, radar og lidar til at opnå en sikker autonom kørsel. Virksomhedens egenudviklede sensor Argo Lidar sidder oppe på taget af ID. BUZZ AD og kan registrere objekter op til en afstand på over 400 m.

Præcis registrering

Geiger-teknologien kan registrere selv de mindste lyspartikler, så selv objekter med lav refleksion, så som sortlakerede biler, kan registreres, og det dermed er muligt at få meget præcise afspejlinger af omgivelserne.

Med sine planer for udviklingen af tjenester med autonom kørsel viser Volkswagen i forbindelse med IAA, hvordan trafikken i storbyerne kan lettes – mens den samtidig bliver mere sikker takket være det selvkørende system.

Kan registrere mere

”Et system til registrering af omgivelserne bestående af seks lidarsensorer, 11 radarsensorer og 14 kameraer fordelt over hele bilen kan registrere meget mere end nogen menneskelig fører kan fra sit sæde i bilen,” forklarer Christian Senger, som er Head of Autonomous Driving hos Volkswagen Nutzfahrzeuge – som har oprettet sin egen forretningsenhed til udviklingen af autonom kørsel og har opkøbt en andel af Argo AI.

Mens Volkswagen Erhvervsbiler og Argo AI udvikler den autonome bil og det selvkørende system, så er MOIA den tredje komponent i udviklingen af et autonomt mobilitetstilbud.

Fakta – om Argo AI:
Argo AI er en global virksomhed, som arbejder med platforme til autonom bilteknologi, og den har hovedkvarter i Pittsburgh, Pennsylvania i USA. Virksomheden udvikler selvkørende teknologi i samarbejde med førende bilproducenter, herunder Ford Motor Company og Volkswagen Group, for at gøre det sikkert, nemt og fornøjeligt for alle at komme rundt i storbyerne.
Argo AI beskæftiger over 1.200 medarbejdere og har udviklingscentre i Dearborn, Michigan – Cranbury, New Jersey – Palo Alto, Californien og München i Tyskland.
Argo er i øjeblikket i gang med at teste autonome biler på offentlige veje i Miami, Florida – Austin, Texas og Washington D.C. – samt i Pennsylvania, Michigan og Californien.

Fakta – om MOIA:
MOIA er et datterselskab i Volkswagen Group. Virksomheden udvikler mobilitets-tjenesteydelser på sine lokationer i Berlin og Hamburg og samarbejder med kommuner og lokale offentlige transportudbydere.

MOIA er bl.a. i færd med at udvikle og implementere en samkørselsordning for at undgå individuel biltrafik og anvende vejinfrastrukturen mere effektivt. Storbyerne lettes for trafikpropper, støj og udstødningsgasser.

MOIA har tilbudt sin samkørselsordning i Hannover siden sommeren 2018, mens Hamburg fulgte efter den 15. april 2019 som den første metropol med et indbyggertal på over 1 million.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk