Med en officiel WLTP-rækkevidde på 351 kilometer, er den nye Mercedes-Benz EQV opskriften på en af de få større varebiler, der kan klare distributionen over længere afstande.

Søstermodellen e-Vito når under det halve på en opladning, og må holde sig til bykørsel. Her er en lader i virksomheden meget vigtig – men alle med elbiler bør sikre sig opladning hjemme eller i virksomheden.

Med 11 kW ladestander i firmaet tager det 10 timer at lade EQV op. I hurtiglader ned til 80 pct. opladning på 45 minutter.

Kan ombygges i Danmark

Hos importøren er man ikke officielt klar til at tilbyde en Van udgave af EQV, men flere karosseri-opbyggere vil gerne stå for opbygningen til Van – det job er de vant til, når de ombygger personbiler til PC-Van’s på gule plader.

På hvide plader koster EQV fra cirka 650.000 kroner. For da prisen er over 400.000 kroner, skal der betales lidt afgift.

Som Van uden moms kan man regne med en pris på godt og vel en halv million plus ombygning. SKAT har generelt ikke meldt endelige afgifter på biler ud endnu – men skulle være på vej.

Vælg evt. e-Tourer Van

Løsningen for at få en elektrisk drevet Vito med lang rækkevidde, kan være at ombygge den noget billigere e-Tourer med samme teknik. Den kan fabriksbygget også fås som dobbelt-kabine uden afgift.

Mercedes-Benz fabrikken har ifølge tyske medier dog meldt ud, at man indenfor to-tre år vil være klar til at tilbyde både Vito og Sprinter varebils-modeller i eludgaver med ekstra lang rækkevidde.

I første omgang til det amerikanske marked.

Ikke med trailer

EQV er fin både til lokale- og regionale distributionsopgaver.

Som arbejdshest skal man dog huske, at EQV ikke må trække en trailer. Vi skal også nævne det store varerum på cirka 4.600 liter – i stil med en normal Vito varebil.

Et plus ved testbilen er den el-betjente bagklap – og at bagruden tillige kan åbnes seperat (kaldet Big Flip). Sidedørene kan i øvrigt ekstra bestilles el-drevne.

Letkørt og komfortabel

I EQV får man en meget letkørt bil med masser af overskudskraft – og med et drejningsmoment på 0 km/t fra start en sand racer ved lyssignalet. Drejningsmomentet er opgivet til 362 Nm.

Der er 1-trins automatgear, som sikrer afslappet kørsel. Komforten er i top med en affjedring i den bløde ende. Standard er ifølge importøren varmepumpe, så man kan bl.a. kan forvarme kabinen.

Der kan indstilles fire niveauer for rekuperation via skiftepladerne bag rattet – så man kan køre den på speederen alene, og det er en behagelighed især i bytrafik.

Adaptiv fartpilot ekstra

Testbilen havde ekstra adaptiv fartpilot til ca. 8.000 kr. plus moms. Det undrer dog, for i Vito-serien med forbrændingsmotorer er adaptiv fartpilot standard i seneste årgang.

Omvendt sparer man med den nye EQV el-udgave af Vito som personbil en kvart million kroner i forhold til en V-klasse minibus med dieselmaskine.

Hurtiglader

Bilen har en elmotor, der yder 204 hk. Den har så et stort batteri på 90 kWh og kan lades på via CCS ladestik med op til 110 kW, så man som nævnt kan fylde den med 80 pct. strøm på 45 minutter.

Da vi hentede bilen, var en kun halvt opladet, så vi måtte finde en lynlader.

Bilen vejer 2,9 tons, så det betyder, at hurtig kørsel også tærer på strømmen i en gevaldig fart. Den er opgivet til at køre 160 km/t, men så rækker strømmen ikke så langt.

Højt udstyrsniveau

Testbilen havde en stor 10,25 tommer touchscreen, som også kan betjenes med en følsom finger-betjent plade i midterkonsollen. Dertil navigation og DAB-radio.

I det hele taget var udstyrslisten ganske lang – med trinløst indstillelige lædersæder med varme, armlæn samt justerbart lårstøtte.

Desuden bakalarm (ikke så højt), elektrisk håndbremse, handskerumslås, 2-zone klimaanlæg, regnsensor, bakkamera, Blind Spotassistent, linjevogter, hill holder, skiltegenkendelse, multifunktions-læderrat, aktiv bremseassistent, signatur kørlys og LED lygter. Bilen var også forsynet med 17 tommer alufælge.


Tekniske data Mercedes-Benz EQV Lang:
Elmotor: 204 hk.
Drejningsmoment: 362 Nm.
Gear: 1 trins automatgear.
Forbrug: 287 Wh/km WLTP.
CO2 udslip: 0 g/km (lokalt).
Rækkevidde WLTP: 351 km.
Ladekabel: CCS standard.
Batteri: 90 kWh.
Opladning CCS: 10-80 pct. på 45 min.
Topfart: 160 km/t.
Acceleration 0-100 km/t: 12,1 sek.
Køreklar vægt/totalvægt: 2.916/3.500 kg.
Trailervægt: 0 kg.
Varerum: Ca. 4.600 liter.
Læssehøjde: 530 mm.
Dæk: Pirelli Sottozero 245/55 R17.
Pris hvide plader: Ca. 650.000 kr.
Pris Van: Ca. 500.000 kr. plus ombygning.

 

 

 

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk