Crossover- og SUV-biler bliver vi åbenbart ikke trætte af endnu – for bilfabrikkerne bliver ved med at præsentere nye udgaver af disse lidt høje biler.

Salgstallene fremover er selvfølgelig usikre i forbindelse med Corona-krisen, hvor bilbranchen er i knæ, men interessen for disse komfortable og praktiske biler er ikke aftaget.

Corona-krisen har også aflyst også flere biludstillinger, hvor Toyota skulle have vist nyheder – i stedet for er de nye biler blevet vist på bl.a. video-konferencer.

Et skarpt design

Således også en helt ny crossover eller mini-SUV bilmodel med navnet Yaris Cross, som designmæssigt er tæt på den større RAV-4. En ganske vellykket bil med et skarpt design. Noget, som Toyota har trængt til i mange år – men den japanske bilgigant er så småt vågnet op.

Måske fordi den europæiske designafdeling i Sydfrankrig har fået mere at sige. Det var også her, man designede CH-R bilmodellen – delvist med den danske bildesigner Stephan Rasmussens heldige hånd. Lad så være, at udsynet skråt bagud er næsten ikke eksisterende. Det kan afhjælpes med kameraløsninger.

Nyeste hybrid-teknik

Yaris Cross kommer med Toyotas fjerde generation hybridteknologi. Toyota introducerede som de første hybridteknologien i den kompakte miniklasse, hvor Yaris i otte år har markeret sig som nok Danmarks mest populære mini-hybridbil.

Yaris har indtil nu været uhyre populær som gulpladebil – bl.a. for flere entreprenørfirmaer, men den nye ”normale” Yaris, der kommer efter sommerferien, overholder ikke målene for Van’s herhjemme, har importøren tidligere meldt ud.

Yaris Cross nok også som Van

Men måske den nye Yaris Cross kan løfte opgaven. Det vil man dog hverken bekræfte eller afkræfte fra den danske importørs side.

Bilen kommer først hertil i 2021 – og man vil først senere melde ud om en mulig Cross Van.

Det ville dog være mærkeligt andet – idet konkurrenter til Yaris Cross sagtens kan fås på gule plader. F.eks. VW T-Cross, Citroën C3 Aircross, Peugeot 2008 og Opel Crossland-X.

Ny 3-cylindret hybridmotor

Yaris og Yaris Cross er de første to modeller, der benytter sig af Toyotas nyudviklede trecylindrede 1.5-liters hybridmotor.

Groft sagt har Toyota taget de firecylindrede 2.0-liters og 2.5-liters hybridmotorer fra henholdsvis Corolla og C-HR samt RAV4 og Camry og fjernet en cylinder.

Motorerne har meget hurtig forbrændingshastighed, hvilket fører til et stort drejningsmoment ved lave omdrejninger og et lavt brændstofforbrug. Et særligt balancemodul hjælper samtidig med at reducere motorstøj og vibrationer.

Lidt mere teknik

Som resultat opnår den nye hybridmotor i Yaris Cross en termisk effektivitet på op til 40 procent, hvilket er bedre end mange dieselmotorer, og også er med til at sikre en lav CO2-udledning fra under 120 g/km ifølge den nyeste WLTP-målemetode. Det nye hybridsystem har en ydelse på 116 hestekræfter.

Den nye Yaris Cross er udviklet efter den roste Toyota New Global Architecture (TNGA) filosofi og skal bygges side om side med den kommende Yaris på den helt nye GA-B platform på Toyotas bilfabrik i Valenciennes Frankrig.

Den TNGA-baserede platform giver et højt niveau af stivhed og et velafbalanceret chassis, hvilket gør bilen hurtig og let at køre.

Kommer med firehjulstræk

De dynamiske kvaliteter kommer yderligere til udtryk i hybridudgaven, der kan fås med et intelligent firhjulstræk, og som benytter sig af et dobbelt wishbone hjulophæng.

Med den nye Yaris Cross har Toyota udviklet en kompakt SUV med høj siddeposition, praktiske egenskaber og et rummeligt interiør.

Det gør den perfekt egnet til bykørsel. Designmæssigt er dømt klassisk SUV med et højere karosseri og store hjul.

Frihøjde øget med 30 mm.

Yaris Cross har med 2.560 mm samme akselafstand som den nye Yaris, men er samlet set 240 mm længere, hvilket betyder større rummelighed inde i bilen. Yaris Cross er 90 mm højere og 20 mm bredere end den nye Yaris, mens frihøjden er øget 30 mm.

Bilens firehjulstræk giver ekstra stabilitet og trækkraft under dårlige forhold og på overflader med nedsat vejgreb.

Et elektrisk system, der er mere kompakt, og som vejer mindre end de mekaniske systemer, giver det intelligente, firehjulstrukne system i bilen optimalt brændstofforbrug.

Kører normalt med forhjulstræk

Ved igangsætning og under acceleration dirigerer systemet drejningsmomentet til bagakslen. Under normal kørsel benytter Yaris Cross sig udelukkende af forhjulstrækket, men ved dårligt underlag så som regn, sne eller i sand slår det intelligente firehjulstræk automatisk til.

Yaris Cross lanceres også med anden generation af Toyotas omfattende sikkerhedspakke, Toyota Safety Sense, som bl.a. indeholder automatisk nødbremse med fodgængergenkendelse – samt adaptiv fartpilot med køfunktion og vejbaneassistent med aktiv styring.

Toyota forventer at producere mere end 150.000 Yaris Cross om året på Toyota-fabrikken i Valenciennes. Dermed vil den nye Yaris og den nye Yaris Cross tegne sig for mere end hver tredje solgte Toyota i Europa.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk