Mercedes-Benz har netop overtaget importen af Fuso – og allerede senere på året leveres den fuldt elektriske eCanter til udvalgte kunder herhjemme.

Fra i dag den første marts er Mercedes-Benz Danmark officiel importør af endnu et Daimler-brand: Fuso.

Den lette lastbil Fuso Canter placerer sig rent produktmæssigt mellem Mercedes’ største varebil, Sprinter, og den mindste lastbil, Atego.
Fuso Canter er en robust lastbil, som dækker specifikke behov indenfor blandt andre renovation, distributører og håndværkere.

Produktprogrammet strækker sig fra 3,5 tons til 8,5 tons dieselbiler og indeholder derudover en 7,5 tons miljørigtig Fuso Canter Hybrid.
”Fuso Canter er en kompakt og fleksibel lastbil, og er et velkendt syn på specielt det asiatiske marked, hvor den har status som en arbejdshest. Størrelsen og højden på bilen gør den ideel til kørsel i byerne, hvor den let kommer gennem snævre gader, porte og parkeringskældre. Faktisk har den samme vendediameter som den lille by-bil, Smart. Netop til de byer og kommuner, som tænker på miljø, er hybridversionen et godt valg, da den giver op til 23 procent brændstofbesparelse. Senere på året leveres den fuldt elektriske eCanter til udvalgte kunder,” siger Fuso Manager Kenneth Vestergaard.
eCanter havde verdenspremiere på transportmessen IAA sidste efterår.
Fuso Canter leveres som chassis til opbygning med tre førerhusvarianter – Standardkabine, Comfortkabine samt dobbeltkabine med plads til syv personer. Desuden kan den leveres med fabriksmonteret Scattolini fast- eller tippelad.
Der findes tre motorvarianter: 130, 150 eller 175 hk samt 150 hk parallelhybrid. Der er mulighed for op til 400 Nm kraftudtag og automatisk dobbeltkobling gearkasse – den såkaldte DUONIC – på alle varianter. Manuel gearkasse sælges ikke ret meget, da den ikke er særlig smidig at arbejde med.
”Canteren har nogle kvaliteter, som ligger op ad Mercedes-Benz’ filosofi, og samtidig passer den ind i vores  udvalg af Mercedes-Benz transportere. Fuso Canter vil også blive udstillet på Transport 2017 messen i Herning senere på måneden,” siger Jens Tittel, salgschef for Trucks hos Mercedes-Benz Danmark.
Fuso Canter vil  blive forhandlet og serviceret af de autoriserede Mercedes-Benz lastbilforhandlere i Aarhus, Hillerød, Ringsted, Esbjerg, Kolding, Odense, Greve og Aalborg – og med service i Avedøre.
Japanske Fuso er et af verdens største bus- og lastbilmærker med en historie, der går helt tilbage til 1932.
Fuso har et bredt udvalg af busser og erhvervskøretøjer, men det bliver Canter, der vil indgå i Mercedes-Benz’ produktudvalg herhjemme.
Fuso Canter til det europæiske marked produceres i Tramagal, Portugal, mens køretøjet er udviklet i Japan.
”Som en del af Daimler-koncernen er Fuso underlagt de samme kvalitetskrav, og bilen gennemgår de samme tests, som alle andre biler fra mærker under Daimler-paraplyen,” siger Jens-Christian Tittel.
Indtil nu har Fuso været officielt importeret af Interdan gruppen, som importerer bilerne Citroën, Peugeot og Mitsubishi.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk