Før IAA transportmessen i Hannover til efteråret kommer vi officielt ikke til at stifte bekendtskab med den nye Volkswagen Transporter.

Bilen er udviklet sideløbende med den nye Ford Transit og bygges af Ford i Tyrkiet – hvorimod modellerne Multivan og ID Buzz produceres i Tyskland.

Vi har dog set prototypen – og Volkswagen er lykkedes med en ny Transporter tro mod fabrikkens DNA med et design, som er helt sit eget.

På gaden i 2025

Den nye varebil kommer ikke på gaden før i begyndelsen af 2025 – og først i Tyskland. Bilen kan bestilles nu – og prisen i Tyskland ligger fast og begynder ved 36.780 Euro. Og der er prisgaranti frem til leveringen i 2025.

Men producenten Volkswagen Nurtfahrzeuge løfter dog sløret for bilen bid for bid – bl.a. fortæller man nu, at bilen får længere og bredere varerum end den nuværende T6.1 udgave. Faktisk er der tale om 10 pct. større varerum på fra 5,8 kubikmeter. Største varerum opgives til ni kubikmeter.

Op til 2,8 tons trailervægt

Varerummet er 61 mm længere, mens bredden mellem hjulkasserne endda er øget med 148 mm.

Akselafstanden er forlænget med 97 mm til 3.100 mm. Vi skal også nævne en max nyttelast på 1,33 tons og en trailervægt på 2,8 tons.

Mange udgaver

Interiøret med digital instrumentering og 13 tommer touchscreen bliver helt nyt. Vi kan også nævne elektronisk p-bremse – på instrumentbrættet – og nyt multifunktionsrat.

Transporter anno 2025 kommer i lige så mange udformninger som T6.1 udgaven i dag – bl.a. dobbeltkabine, chassis, bus og såvel kassevogn i standard lang som høj udgave.

Teknisk kan man tilbyde Transporter med både dieselmotor fra 110 hk – samt el-teknologi.