Har man først kørt i en bil med et soltag, der kan åbnes – så vil man normalt ikke nøjes med et fast glastag.
Frisk luft fra oven er ikke ensbetydende med en cabriolet. Et soltag, der kan åbnes er ofte en bedre løsning – ikke mindst her i Danmark, hvor vejret er omskifteligt.
Det kan så hurtigt åbnes og lukkes, fordi et soltag i dag er elektrisk betjent. I gamle dage skete det manuelt, men det krævede bare lidt håndelag.
VW har holdt fast
VW er blandt de producenter, der altid har sværget til et soltag, der kan åbnes – fordi man hører fuglene synge og mærker den lette brise fra fartvinden. Kun på motorvej skaber det oftest for meget støj, men så kan man glæde sig over det øgede lysfald fra glastaget.
I 1950’erne var det et kludetag, som kunne åbnes – bl.a. på den gamle Folkevogn. Men mange virksomheder kunne eftermontere et soltag – ofte i høj kvalitet.
VW fik deres tidligere stof-soltag produceret af Frankfurt-virksomheden Golde til montering i fabrikken. Cirka 1.600 kr. ekstra kostede bilen så.
Flere kan eftermontere
Herhjemme er der stadig firmaer, der kan eftermontere soltag ordentligt – bl.a. stadig Wabasto-Hollandia – og ikke som klaptag, som var en uskik for år tilbage.
Men de fleste bilproducenter kunne tilbyde soltage, der kunne åbnes – helt op til 1990’erne. Så blev det pludseligt moderne med et fast glastag, som giver godt udsyn og masser af lys – men et firma som VW har holdt fast. Et soltag på et VW – eller én af de andre mærker i bilkoncernen – kan åbnes.
Soltage glider i dag ofte op over selve taget for ikke at tage højden fra kabinen, men enkelte tage glider ind under taget.
Fra stof til glas
Foldetaget hos VW forsvandt i 1994 med anden generation Polo, hvor tredje generation blev et glastag, der skød op over selve taget. Og her fik man så bedre lys i kabinen samtidig. Lupo fulgte op i 1998.
I dag kan man få dette soltag til bl.a. en crossover -model som den nye T-Roc, en MPV-model som Touran og en SUV-model som Tiguan. Men fortsat til Polo, Golf, Passat – og modellerne fra Audi, Seat og Skoda.
Og selv om man har brug for en gulplade-udgave af én af de nævne biler, kan glas-soltag, der kan åbnes, bestilles som ekstraudstyr.
Ekstra komfort i varebilen
Og så bliver det jo også billigere, da afgiften for varebiler stadig er lavere end for personbiler (selv om de seneste afgifts-ændring har gjort prisforskellen på en hvid- og gulpladebil mindre.)
Men for virksomheder handler det jo også om at få en komfortabel arbejdsredskab – og her vil soltaget gøre dette redskab endnu mere komfortabelt.
Andre bilkoncerner har dog også moderne soltagsløsninger. Tag f.eks. Alfa Romeo, BMW, Mercedes-Benz og Volvo for at nævne nogle få.
Ofte for dyrt herhjemme
Andre vælger at kun de dyreste kan have en soltag, der kan åbnes, mens de mindre modeller har et fast glastag. Eksempel: Renault, Toyota, Ford, Opel, Peugeot og Nissan.
Vi har ikke nævnt alle producenter her – moden skifter hele tiden. Mange har også soltagsløsninger til små biler – så som Fiat 500, Opel Karl, Renault Twingo og Toyota Aygo – bl.a. med stoftag. Men der er løsninger fra de fleste producenter.
Man bliver afhængig
Ofte tilbydes soltage på biler på andre markeder, men de tilbydes ikke herhjemme på grund af for høj en pris på bilen.
Klimaanlæg har i mange år taget over fra soltage, der kan åbnes.
Men har man først kørt i en bil med et soltag, der kan åbnes – så vil man nødigt undvære det. Det mener ihvertfald undertegnede.