Tidligere miljøminister Ida Auken (dengang SF) klagede ifølge Finansial Times allerede for snart tre år siden til EU over, at de officielle NOx partikel-udledningstal var misvisende.
Brevet fra januar 2013 var stilet til EU’s daværende industrikommissær, Antonio Tajani, og EU’s daværende miljøkommissær, Janez Potocnik.
Brevet fik ifølge den amerikanske avis Janez Potocnik til at advare kommissionen om, at bilfabrikanter snød ved de europæiske test af bilernes udledning af NOx-partikler. På trods af advarslerne reagerede EU-kommissionen ikke.
Uacceptabelt at vente
Ida Auken mente, at planen om først at se på målemetoderne i 2017, var uacceptabel og burde fremskyndes.
Men EU mente bl.a., at det ville være en dyr opgave for bilfabrikkerne. I brevet argumenterer de to kommissærer således for, at “det i mange tilfælde vil kræve markante ombygninger af dieselmotorer” at møde kravene for udledning af NOx-partikler, hvis testene skulle udføres på veje i stedet for i testcentre.
Først efter at amerikanske målinger viste, at specifikt VW havde snydt ved målingerne, skiftede EU-Kommissionen mening. Nu er man i gang med at finde mere retvisende målemetoder.
Ringere forbrug
Herhjemme har ikke mindst FDM har ofte peget på, at EU’s officielle forbrugstal for biler var alt for optimistiske – at biler havde mere end svært ved at køre så langt på literen, som fabrikkerne lovede.
Målingerne i USA blev foretaget af et lokalt universitet – af tilfældige bilmodeller, og hvor målingen af en BMW X5 ikke afveg så meget fra fabrikstallene, viste testene med VW modellerne en stor afvigelse – som jo førte til den såkaldte ”Dieselgate” skandale.
Lavere grøn afgift
Fordelen ved snyderiet for forbrugeren herhjemme har været betaling af en lav grøn afgift – samt at man kunne sammenligne forbruget fra bil til bil. Men miljøbevidste bilister har følt sig snydt, hvilket sagsanlæg i USA mod VW-koncernen har vist.
Ifølge Financial Times var Ida Aukens brev dog ikke første gang, at kommissionen blev gjort opmærksom på problemet med misvisende testresultater. Allerede i 2011 gjorde en intern EU-rapport opmærksom på problemet med de misvisende test.
Kilde: Motor-magasinet