Kia Ceed er bygget i Europa specielt til europæere, og derfor byder den på god komfort og fornemme køreegenskaber.
Som enhver professionel produktvirksomhed har koreanske Kia i dag målrettet sine produkter til de kunder, der køber dem, så den nyeste Ceed har – udover at den produceres i Europa (Slovakiet) til europæere – fået køreegenskaber, som passer til de mest kræsne kunder i Europa.
Sådan var det ikke, da Kia holdt sit indtog i Danmark for knap 20 år siden.
Nødbremsesystem
I seneste Ceed model har man forbedret køreegenskaberne endnu mere, og samtidig forbedret sikkerhedsudstyret med bl.a. nødbremsesystem – også overfor fodgængere. Mange vil nok synes, at den er ret fast dæmpet, men det er en smagssag.
Den nye Ceed står i designet meget skarpere end tidligere – og har samme DNA som dyrere Kia modeller så som sportsvognen Stinger. Designet er foregået i Tyskland.
Mange kunder er også kaldet for dens udvendige design. Indvendigt er det dog ikke noget fantastisk – for det er hård sort plast, der er gennemgående. Lidt sjovere og lysere farver er tiltrængt.
Trinløs sædeindstilling
I kabinen er der god komfort, og vi skal rose sæderne, der har endda har trinløs indstilling med rulle. Testbilen havde kun syv-tommer touchscreen, hvor man kun får navigation, hvis man passer sin smartphone med bilens system. Her skal man vælge otte tommer touchscreen med Tom Tom navigation.
Udstyret er meget righoldigt – og vi kan bl.a. nævne læderrat, 2-zone klimaanlæg, fartpilot, linjevogter, 3-trins sædevarme i begge forsæder, varme i rat og sæder, midterboks og armlæn i ét, Apple Car Play og velplaceret usb-stik, højdejusterbare forsæder, tågelygter for, regnsensor samt bakkamera. Standard er 16 tommer alufælge – testbilen havde 17 tommer.
Tredje generation
Bilen er ganske lydsvag trods dieselmotoren – takket været god isolering. Den nye bilmodel er tredje generation af Ceed. Første generation kom i 2006 og anden generation i 2012.
1,6 liters dieselmotoren er ny, men den har nogle unoder – bl.a. er den meget højgearet. Der er trækkraft fra 1.250 omdrejninger. I byzone er der dømt tredje gear, fordi den først trækker rent i fjerde fra 60 km/t – men fra 40 km/t i tredje gear. Det går ud over forbruget – så her når man ikke gennemsnitsforbruget på 26,3 km/l.
Sjette gear er et rent overgear – her skal man op på 90 km/t, før den trækker rent. Fra 70 km/t i femte gear. Alle disse problemer undgår man, hvis man vælger bilen med dobbeltkoblings-gearkasse.
Accelererer af sig selv
Endnu en unode er, at bilen ligesom selv accelererer, når man kører i fjerde gear – det er ubehageligt.
Dieselmotoren er ny – og det gælder også SCR efterbehandlings-systemet og AdBlue tilsætning, som sikrer seneste miljøregler.
Akselafstanden er den samme som før, men karosseriet er rykket tilbage, så udhænget fortil er kortere og bagtil længere. Det giver bedre plads i varerummet, så det nu er større end de fleste konkurrenter. Især stationcar-udgaven er rummelig.
Fastgørelses-skinner
Der er også ekstra plads under varerumsgulvet – iøvrigt på alle udgaver, og der er indbyggede fastgørelses-skinner. Nævnes skal også en ca. ni cm lavere læssekant end den forrige model. Nu er den udvendige læssekant på 64 cm – og den indvendige på bare tre cm.
Bagklappen kan fås med automatisk åbning. Man skal blot have nøgle med sensor i lommen og stille sig bag bilen. Ikke noget med at føre foden ind i under kofangeren.
Handskerumslås har bilen dog ikke. Trailervægten er på 1.500 kg – og det er pænt for denne størrelse bil.
Radarsensorer
Adaptiv fartkontrol har den ikke i testbilen – men linjevogter, der både holder bilen i sporet og afstanden til bilen foran via radarsensorer (mellem 0- og 130 km/t.)
Det skal understreges, at Kia fortsat byder på syv års fabriksgaranti.
Kia Ceed er én af fem finalister i kampen om at blive Årets Bil i Danmark 2019 – arrangeret af Motorjournalisternes Klub Danmark – de øvrige er Ford Focus, Peugeot 508, Hyundai Kona og Jaguar iPace.
–
Faktabox Kia Ceed 1,6 CRDI Comfort:
Motor: 4 cyl. turbodiesel. 16V.
Slagvolumen: 1598 ccm.
Ydelse: 115 hk v. 4.000 omdr.
Moment: 280 Nm v. 1.500-2.750 omdr.
Træk: Forhjulstræk.
Gear: 6 trins manuel.
Trækkraft: Fra 1.250 omdr. (4. gear fra 60 km/t)
Brændstofforbrug NEDC 2,0: 26,3 km/l.
CO2 udslip: 99 g/km.
Topfart: 192 km/t.
Acc. 0-100 km/t: 11,0 sek.
Affjedring: Uafhængig for og bag.
Dæk: Continental vinterdæk (225/45 R17)
Læssehøjde udvendig/indvendig: 640/30 mm.
Totalvægt/egenvægt: 1.830/1.263 kg.
Køreklar vægt: 1.388 kg.
Trailervægt m. bremser: 1.500 kg.
Varerum ca. 1.200 liter.
Garanti fabrik: 7 år/150.000 km (fri første tre år.)
Servicegaranti: 2 år/30.000 km. (olie/filter: 1 år/15.000 km.)
Pris ekskl. moms: 133.999 kr.