Januar er traditionen tro en måned med mindre salg af varebiler, men derimod spurter lastbilsalget frem med en stigning på over 25 procent i forhold til i fjor.

2.571. Så mange varebiler kom ud på vejene i januar. Det er en anelse lavere end sidste års salg af varebiler i januar, hvor det blev til 2.665 solgte varebiler – altså et lille fald på 3,5 pct.

Kigger man tilbage på sidste måneds salg, er der et fald på 23 pct., hvilket er det sædvanlige fald fra december til januar, men dog lidt større i år end sidste år.

Ingen bekymringer hos DBI

Varebilssalget har været stabilt og stigende de seneste år, og de seneste måneders høje salg, betyder da også, at der ingen bekymring er hos De Danske Bilimportører, DBI.

”Det marginale fald betyder ingenting i det samlede billede, som netop er, at efterspørgslen på varebiler har været høj og stabil i lang tid. Når man samtidig holder salgstallet op mod sidste måneds flotte tal, er vi stadig optimistiske for varebilssalget for den kommende perioder. Igen må vi konstatere, at interessen for at anskaffe nye varebiler er et naturligt resultat af det høje aktivitetsniveau i samfundet generelt,” siger direktør hos DBI, Gunni Mikkelsen.

Ingen større udsving

Der er ikke nogen væsentlige udsving mellem de forskellige varebil-segmenter (vægtklasser).

For varebil-klassen op til og med 2.500 kg totalvægt, blev salget i januar på 911 enheder. Der blev solgt 1.186 i vægtklassen fra 2.501- til 3.490 kg i totalvægt, mens der blev solgt 474 i vægtklassen på 3.500 kg.

Flot begyndelse på året

I januar blev salget af lastbiler på 428 enheder – en stigning på hele 25 pct. holdt op mod sidste års januar-salg.

Her blev nemlig solgt 342 lastbiler. Et tilbageblik på sidste måneds salg på 354 lastbiler i december 2017 er der tale om en stigning på lige knap 21 pct.

”Det er en meget flot begyndelse på året, hvilket vi naturligvis er glade for. Det betyder, at prognosen for 2018 fortsat er lys, og at den stigende tendens, vi har set de seneste år, ser ud til at fortsætte stabilt,” siger Gunni Mikkelsen.

De tunge lastbiler rykker

Et blik på fordelingen af lastbilsalget rykker ikke ved de tendenser, branchen længe har set – at de mindste lastbiler op til 15 tons totalvægt er svagt faldende og de store fra 15 tons og op er stigende.

“I den tunge klasse blev der således solgt 400 lastbiler ud af de i alt 428 lastbiler,” siger Gunni Mikkelsen.

Bussalget blev i januar på 50 busser, hvilket er stort set det samme som i januar 2017 (47) og præcis det sammen som i sidste måned. Det tyder dermed på, at sidste års rekordsalg i busser, kan fortsætte ind i 2018. I hvert fald er det en god start på året for bussalget, er meldingen fra DBI.

Varebilsalg i januar 2018:
Ford Transit Custom    239 enheder.
Mercedes-Benz Vito   117 –
Mercedes-Benz Sprinter  103 –
Renault Trafic   100 –
VW Transporter   98 –
Ford Transit 2 tons    93 –
Renault Master   86 –
Opel Vivaro    77 –
Toyota Proace    73 –
Peugeot Expert   67 –

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk