(DUISBURG)

Der er ikke ændret meget på designet på den nye Mercedes-Benz Sprinter – bortset fra fronten, men teknologisk er der tale om et kvantespring.

Men hvem skulle have troet det – at en ny varebil har flere skjulte nyheder end synlige nyheder.

Men ”The King of Van’s” – Mercedes-Benz Sprinter – går helt nye veje.

Sprinter adVANce

Vi har hørt om nogle af nyhederne ved præsentationen af prototypen Vision Van i efteråret 2016, hvor Daimlers adVANce fremtid blev trukket op med planer om bl.a. selvkørende varebiler – som skulle være klar om bare to år fra i dag.

Ved verdenspremieren forleden i Duisburg var det dog en Sprinter, som hverken var elektrisk eller selvkørende.

Den nye Sprinter ligner faktisk den gamle model rigtig meget, men ”under huden” er der sket en masse – bilen er blevet digitaliseret.

Ingen eSprinter nyheder

Mange havde ved præsentationen dog håbet at høre mere om den elektriske eSprinter, men work-shoppen med fremtidsbilen var aflyst og den eSprinter, som til sidst rullede ind på scenen, var låst.

Og det selv om en række kunder, som forud for lanceringen blev inviteret på scenen, pegede på elektrisk mobilitet og hurtig opladning som et vigtigt punkt for fremtiden.

Kun blev vi alle sammen lovet, at eSprinter var klar til salg i 2019 med en rækkevidde på mellem 150- og 200 km – altså i stil med eVito. Batteristørrelse, opladning og andre tekniske data blev ikke oplyst.

Multimedie-Sprinter

”For længere behøver en elektrisk varebil til opgaver i byerne ikke at have,” sagde varebilschef Volker Mornhinweg.

Men mange var skuffede, selv om der var andre workshops, hvor bl.a. multimediesystemer som Daimlers nye MBUX system blev gennemgået.

Det er kun få dage siden, at den allerførste Mercedes-Benz med MBUX blev præsenteret i Amsterdam – nemlig A-klasse personbilen. Men Sprinter blev så bil nummer to, hvor man kan tale med sin bil.

Avanceret Sprinter navigation

Navigationssystemet med syv tommer skærm er også blevet mere avanceret med systemet ”what3words,” hvor man kan navigere til et vilkårligt sted på jorden med tre meters nøjagtighed.

Vigtigt for entreprenøren, der skal finde et bestemt sted på en byggeplads, eller ambulancechaufføren, der skal finde frem til en syg patient.

Lavpraktisk bliver det dog også vigtigt for den stærkt stigende internet-handel, hvor en chauffør hurtigt skal finde frem med pakkerne til kunderne – med stor præcision.

Meget sikker Sprinter

Den nye Sprinter har også lige så mange sikkerhedssystemer, som tilbydes i personbilerne – inklusive Adaptiv Fartpilot, nødbremsesystemer og mange andre assistentsystemer. Dertil kommer 360 graders Bird-View kamera.

Faktisk kan man få sin nye Sprinter med så mange assistent- og elektroniksystemer, at man næsten bliver helt målløs.

Og man tænker uvilkårligt, om så meget teknik kan holde i hele bilens ”levetid.” For det er jo ikke bilmekanikeren, der kan reparere den – man skal nærmere finde en it-ingeniør.

Forbundne Sprinter

Connectivity er stadig et ”buzz word” for bilbranchen – derfor kan man måske undre sig over, at wi-fi systemet ved pressepræsentationen i Duisburg, der foregik i et ny DB Schenker varehus på havnen, ikke var god nok til, at alle cirka 300 pressefolk kunne komme på nettet efter lanceringen.

Det skal forhåbentlig virke bedre, når det gælder bilerne – som fås med Wi-Fi hotspot system – i aktion.

For bilerne skal jo kunne tale sammen og flådechefen skal kunne komme i forbindelse med bilerne via nettet, og når vi så kommer frem til Sprinter som fremtidens delebil og lejebil (Mobility on Demand) – så skal systemerne virkelig spille sammen.

Sprinter værdikæde

Volker Mornhinweg, der er chef for Mercedes-Benz varebiler, udtrykte det endnu klarere: Den nye Sprinter er overfor gængse varebiler i dag, hvad en ny smartphone er overfor en gammeldags mobiltelefon.

Eller som Mornhinweg sagde ved præsentationen af Vision Van dengang i 2016: ”For Daimler er det ikke længere et spørgsmål om at bygge varebiler og sælge og finansiere dem og servicere dem for kunderne.

I fremtiden handler det om at gå skridtet videre – og være en del af kundernes værdikæde med den digitale verden som platform.”

Arbejdshesten Sprinter

Men inden vi når så langt, så er den nye Sprinter først og fremmest en varebil, der er bygget for at løse nutidens transportopgaver.

Man tilbyder en varebil med samme størrelses varerum, så reolerne fra den gamle varebil kan flyttes over i den nye varebil.

De store hængsler i bagdørene er delvist afløst af magneter for at skabe mere plads og sikre, at dørene ikke blæser op under af- og pålæsning.

Mindre støj i Sprinter

Motorerne er opdaterede med bedre økonomi og mindre støjende, men ellers stadig i OM651 familien.

Motorerne er fordelt på en baghjulstrukken 3-liter model med seks cylindre – ydelse 190 hk og moment på 440 Nm ved 1.600-2.600 omdrejninger – og en baghjulstrukken 2,1 liter model med fire cylindre – ydelse 114-, 143- eller 163 hk. – samt en forhjulstrukken 2,1 liter model med fire cylindre – ydelse 114-  og 143 hk (Camper modeller fås også  med 177 hk).

En ny 9-trins automat-gearkasse er udviklet specielt til Sprinter – og man kommer også med en ny 6-trins gearkasse. 7-trins automatkasse fås også.

Forhjulstrukken Sprinter

Nyt er, at Sprinter også fås med forhjulstræk – så man kan have 50 kg mere last med og tilmed have otte centimeter lavere læssehøjde. Dertil beklædning i varerummet. Trailer-vægte har den fra 2,8 tons.

Sprinter kan fortsat fås med baghjulstræk og firehjulstræk. Man kan også vælge mellem flere udgaver af instrumentbrættet – fra basis til ”All Inclusive.”

Fra fremtidsudgaven, som vi har vist flere gange, er det især frontpartiet, der er fornyet – og man kan bestille sin bil med flere typer kølergrill – sågar i flere farver.

Billig Sprinter

Bagpartiet af den nye Sprinter ser ud som forgængeren – men Mercedes-Benz logoet er flyttet lidt længere ned. LED-lys fås til såvel for som baglygter – og dertil kommer LED signaturlys.

Og det bedste: at man kan tilbyde en billigere begyndelsespris på en Sprinter. Og så bliver der flere muligheder for opbyggere. Den billigste forhjulstrækker koster fra cirka 250.500 kroner.

For den almindelige kunde kan det være interessant med Mercedes-Benz’ PRO-system inklusive flådestyring – og den tyske fabrik er også klar med en app, så kunden kan vide det meste om deres biler.

Sprinter kommer i juni

Sprinter kommer i handlen i juni måned i år med vægte op til 5,5 tons.

Der er tale om tredje generation af Mercedes-Benz Sprinter. Den første blev præsenteret i 1995.

Siden er der bygget 3,4 millioner enheder – i 2017 alene 200.000, hvilket er rekord. Ud over på to fabrikker i Tyskland bygges Sprinter i USA og i Argentina.

Den nye Sprinter kort fortalt:

Nyheter i korte detaljer:

Ny Mercedes-Benz Sprinter fås i 1.700 forskellige udgaver.

Testkilometer i alt: 9 mio. km. – bl.a. vintertest i Nordsverige og varmetest i USA.

I kabinen findes 4 forskellige instrumenteringer med 7- eller 10,25” touchscreen.

Sprinter fås med læge-udviklede AGR-sæder.

MBUX, Mercedes-Benz User X-perience, er et nyt multimediesystem, hvor du taler med din bil.

To displays for telematics og Thermotronic (styrer klimaanlæg, blæser og temperatur).

Trådløs opladning af SmartPhone.

For første gang standard i en stor Van: Distronic – eller ACC (Adaptiv Cruise Control).

Ekstra galvanisering af karosseri.

Varerum med trægulv og LED belysning. Max. 17 kubikmeter. Magneter holder døre på plads.

Automatiske regnsensor med Wet Wiper system

Serviceinterval baghjulstræk 60.000 km/2 år – forhjulstræk 40.000 km/2 år.

Akselafstand 3.250-4.325 mm.

7- eller ny 9 trins automatisk gearkasse – eller ny 6 trins manuel.

Motorer: 6 cyl. baghjulstræk 3,0 liter, 190 hk, 440 Nm ved 1.600-2.600 omdrejninger.
4 cyl baghjulstræk: 114, 143 eller 163 hk. 4 cyl. forhjulstæk: 114 og 143 hk (Camper også 177 hk).

Forbrug: 10,3- til 14,5 km/l. CO2 udslip181- til 253 g/km.

Efterbehandling SCR og EGR plus AdBlue. Umiddelbart er der ingen modeller med naturgas/biogas.

Ikke oplysninger om modeller med biogas/naturgas.

eSprinter først i 2019. 150-200 km. rækkevidde.

Priser:

De første frigivne priser begynder med 250.430 kr. for den forhjulstrukne Sprinter 211 Van kort – og derefter 256.930 kr. for Sprinter 211 Van lang (A2) med forhjulstræk, mens Sprinter 311 Van lang (A2) med baghjulstræk fås fra 306.830 kr.  – og Sprinter chassis starter på 294.310 for Sprinter 311 lang (A2).
(Alle priser er inkl. afgift og ex. moms.)

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk