Som om det ikke var dyrt nok at holde sin varebil kørende, så forventer forbrugerorganisationen FDM, at ejerafgiften stiger med 7,3 procent i det nye år.

Det fremgår af det nye nummer af FDM’s medlemsblad ”Motor,” der netop er udkommet.

Den øgede ejerafgift skulle dog ifølge forbrugerorganisationen gå nogenlunde op med det billigere brændstof – så udgiften til at holde bilparken kørende ikke ændrer sig i 2015.

Status quo i 2015
Generelt blev det dyrere at holde bil i 2013 i forhold til 2012, så faldt udgiften her i 2014. Men altså status quo næste år.

FDM’s resultat handler om, hvad bilejere kan forvente at skulle hive op af lommen i det nye år. Og bilbudgettet holder sig altså på nogenlunde samme niveau som i 2014 – trods forskelle på nogle enkeltposter.
 
”Vi har i de forgangne år set store udsving på præmierne til bilforsikringen, men den post ser ligesom flere andre ud til at holde sig i ro i det nye år. Til gengæld vil vi opleve, at ejerafgiften skrues op. Her er der tale om en procentvis prisstigning på hele 7,3 procent”, siger FDM’s forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen.

Skatterådets sats
Hvis det aktuelle fald i brændstofprisen fortsætter ind i 2015, kan det dog være med til at spare folk for mange penge. Men da det notorisk er vanskeligt at spå om brændstofprisenprisen, er budgettet baseret på Skatterådets sats på 13,24 kroner pr. liter for hele året.
 
Ligesom i 2014 er den største enkeltpost på bilbudgettet værditabet. På personbilssiden er det interessant for de mange danskere, der de senere år har købt små biler. Det store salg og den vigende interesse for at købe dem brugte, presser nemlig prisen.
 
Små biler en dyr affære
”Brugtbilssalget af små biler rammes hårdt på grund af den lave pris på de nye biler. Når en ny bil kan fås for under 80.000 kroner, er det de færreste, der vil vælge en brugt mikro- eller minibil. Derfor ser vi igen i år procentvist høje afskrivninger på de små biler”, siger Allan Skytte Christensen. 

Det modsatte gør sig gældende i forhold til de større brugte biler, hvor værditabet procentvist holder sig på et fornuftigt niveau.
 
Er man på udkig efter et større brugt køretøj, kan det tilmed i nogle tilfælde betale sig at vælge den lettere brugt. Her kan man med fordel se efter udlejningsbiler eller leasingbiler, som ofte kan have kørt forholdsvist få kilometer. Her kan man opnå en god besparelse i forhold til nyprisen, mener FDM, og samtidig få et køretøj, der holder prisen godt over tid.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk