VAL DI SANGRO
–
Fiat Ducato – årets varebil i Danmark 2014 – vil kunne fås med to forskellige Euro 6 motorer, når nye Euro 6 miljøbestemmelser for varebiler over 1.305 kg. træder i kraft i september 2016.
Det fortalte produktchef Luca Marengo ved et pressemøde for Van of the Year medlemmer på Fiat Professionals Ducato Alessa-fabrik i Val di Sangro i Italien forleden.
VOTY.dk har tidligere bemærket den stærkt forbedrede kvalitet i Ducati i forhold til forgængeren fra 2006. Men nu løfter Fiat Professional så endnu en nyhed på den tekniske side for den nye Ducato, som kan komme rigtig mange erhvervsvirksomheder til gode.
”Vi vil kunne levere vores Ducato med Euro 5+ motorer frem til skæringsdatoen for Euro 6 i efteråret 2016 – men inden (næste sommer) vil vi også kunne levere vores nye Euro 6 teknologi, der består af to typer Euro 6 motorer. Den ene kræver SCR-efterbehandling (Selective Catalytic Reduction) med AdBLue – mens den anden motor kan nøjes med lavtryks EGR (Exhaust Gas Recirkulation) uden efterbehandling, men med NSC (NOx Selective Catalyst) og partikelfilter,” sagde Luca Marengo.
Bedre økonomi
Oven i den nye motorteknologi er der en gevinst på 15 pct. i brændstoføkonomi og 40 kg mindre egenvægt end med SCR teknikken. Fiat Professional har totalt overarbejdet deres 2,3 liter maskine, så den kan bruges til begge typer Euro 6 motorer. I forbindelse med de nye motorer udgår 3-liter motoren fra Iveco og erstattes af 2,3 liter motoren med samme 180 hk som 3-liter motoren – men nu med 400 Nm.
SCR vil være et krav til minibusudgaver og de større udgaver af Ducato. Til SCR-varianten bliver der valg imellem 115 og 150 hk motorerne med henholdsvis 300- og 380 Nm.
EGR-varianterne bliver 2-liter maskinen på 115 hk og 280 Nm og 2,3 liter maskinerne med 130 og 150 hk og henholdsvis 320- og 380 Nm.
Miljøforskning koster
For bilfabrikkerne er udgiften til forskning i miljøkrav i dag formentlig en af de største poster i budgettet i de fem år, det har taget at udvikle den nye Ducato.
”Med de nye kørekortbestemmelser i Europa, hvor man kun må køre med 3,5 tons biler (red: som i Danmark) med lille kørekort mod før f.eks. syv tons i bl.a. Tyskland, er det vigtigt at kunne tilbyde varebiler uden efterbehandling. Det handler først og fremmest om mindre varebiler til eksempelvis håndværkere, til biler i udlejningsbranchen og campere (Red: hvor Fiat er markedsledende i Europa). Kunderne har kender ikke SCR teknikken med AdBlue påfyldning – som det er tilfældet med lastbilsbranchen.” siger danske Henrik Starup,” CEO og øverste chef for Fiat Professional.
Stor besparelse
Samtidig er der tale om en besparelse på måske 1.500 – 2.000 Euro ved at kunne få Euro 6 uden SCR. At man har Euro 5+ frem til efteråret 2016 betyder også, at man kan spare måske 1.100 Euro i forhold til billigste Euro 6 bil.
Fiat Professional har investeret 700 mio. Euro i udviklingen af den nye Ducato over de seneste fem år – inklusive modernisering af fabrikken i Italien – verdens største fabrik for erhvervskøretøjer med 6.600 medarbejdere plus 4.000 ansatte hos underleverandører i lokalområdet.
Ny teknik kun til Fiat
På fabrikken bygges også Peugeot Boxer og Citroën Jumper for PSA/Peugeot-Citroën – men PSA vil ikke få adgang til italienernes nye Euro 6 teknologi. 56 pct. af bilerne, der bygges på fabrikken, er med Fiat-logo – resten til Peugeot og Citroën. Hver 48. sekund påbegyndes produktionen af én af de tre bilmodeller. 40 timer senere er en bil færdig. Hver dag ruller 1.000 biler af båndet.
Allerede næste forår lancerer Fiat Professional deres nye Euro 6 naturgas-udgave af Ducato – med benzinmotor – og senere i 2015 den nye elektriske udgave, som er helt nyudviklet.
Topfarten er 90 km/t og rækkeviden op mod 150 km. Der liver mulighed for hurtigladning på to timer. Nyttelasten er 900 kg. Bilen er udviklet sammen med det franske firma Gruau.