Fiat præsenterer nu 2013 udgaven af deres Fiat Scudo – én af trillingerne i det såkaldte Sevel-nord samarbejde med PSA (Peugeot-Citroën), hvor også Peugeot Expert og Citroën Jumpy tilhører – og hvor senest Toyota er kommet med som fjerde gren med deres nye Proace.
”Det er formentlig det sidste facelift under vores samarbejde med PSA på fabrikken i Frankrig, siger pressechef Steffen Holm, Fiat Group Automobiles Denmark A/S.
Han understreger, at det er et lille facelift, med en ny kølergrill og nyindrettet kabine og mere standardudstyr. Sikkerhedsudstyr som esc (ESP) vil fortsat være standard.
Samme prisniveau
”Jeg kender ikke priserne på den nye udgave endnu, men vi satser på samme niveau som i dag. Lancering i Danmark bliver formentlig i august/september, siger Steffen Holm.
Fiats italienske presseafdeling skriver om den nye Scudo årgang 2013, at den med ændringen skal kunne fastholde sin position på markedet, hvor denne størrelse varebiler udgør 25 pct.
Scudo vandt sammen med sin franske kusiner titlen Van of the Year for året 2008, men fik i december 2012 ridser i lakken, da den europæiske EuroNCAP jury kun gav busudgaven tre stjerner efter en crash-test.
Første mini-bus test
Det har dog aldrig tidligere været normalt for EuroNCAP at teste minibusser eller for den sags skyld været normalt for fabrikkerne at tilstræbe fem stjerner på erhvervsbiler.
Scudo 2013 kommer på markedet med mere udstyr, der dog varierer fra land til land. Der nævnes til SX-udgaver bl.a. aircondition, tågelygter, fartpilot, p-sensorer bag, CD/MP3 radio – betjent fra rattet, Bluetooth, elektrisk vipbare sidespejle. Alt sammen uden merpris i Italien, men den danske udstyrsliste kendes p.t. ikke.
Mere lækker indretning
Instrumentpanelet er gjort mere lækker med mørkegråt, blødt plast, der matcher dørenes sidebeklædning – og med sort/alu-designede rammer til f.eks. luftdyserne.
Bilen kommer med to akselafstande, to længder, to højder, tre størrelser varerum (fem-, seks- og syv kubikmeter), to forskellelige nyttelast på et tons eller 1,2 tons.
De tre dieselmotorer, der udbydes, er en 1,6’er på 90 hk og to 2-liters på 130- og 165 hk. Minibusudgaven (Panorama) fås kun med de to store motorer.