Det tilstundende folketingsvalg og det kommende folkemøde på Bornholm spiller sikkert en vis rolle i regeringens nyeste udspil om fortsat at sikre en erstatningsfærge til det bornholmske erhvervsliv og de bornholmske passagerer.

Regeringens udspil går ud på, at der i kontrakten om den fremtidige færgebetjening af Bornholm bliver indskrevet et krav om, at færgeoperatøren skal råde over en erstatningsfærge, som kan indsættes i tilfælde af dårligt vejr eller teknisk nedbrud på ruterne mellem Rønne-Ystad og Rønne-Køge.

Det er noget, som kan ramme erhvervslivet hele året og turismen i højsæsonen.

Lyttet til bornholmerne
”Igennem min løbende dialog med bornholmerne de seneste måneder har jeg igen og igen fået fortalt, hvor stor en betydning erstatningsfærgen har for færgebetjeningen af Bornholm.

Det har jeg naturligvis lyttet til, og når vi samtidig har set, hvordan erstatningsfærgen er en vigtig forudsætning for det bornholmske erhvervsliv og turisme, så har det været vores pligt at handle,” siger transportminister Magnus Heunicke (S).

Med kravet om erstatningsfærgen følger en forøgelse af statens bidrag til den fremtidige færgeoperatør på 30 mio. kroner. Det kommer oveni det årlige tilskud på 279 mio. kroner, som blev aftalt med forligskredsen i december 2014, hvor rammerne for den fremtidige færgebetjening af Bornholm blev lagt fast.

Et stærkt Bornholm
”Danmark har brug for et stærkt Bornholm. Ikke kun i dag og i morgen, men også fremover. Det har bestemt ikke været let, men jeg er glad for, at vi i en meget svær økonomisk situation nu er på vej til at sikre, at vi både opretholder færgedriften fra Køge og Ystad, at billetterne bliver billigere, samtidig med at vi kan bevare erstatningsfærgen,” siger Magnus Heunicke.

Den nuværende operatør, Danske Færger A/S, som står for færgebetjeningen af Bornholm, råder i dag over erstatningsfærgen M/S Povl Anker.

I 2015 har den blandt andet været indsat i stedet for hurtigfærgerne H/F Leonora Christine og H/F Villum Clausen på Ystad-ruten i situationer, hvor de ikke har kunnet sejle på grund af vejrforholdene – og ved hurtigfærgernes værftsbesøg.

Færge tilbage 26. maj
Den har også været indsat i stedet for gods- og passagerfærgen M/S Hammerodde på Køge-ruten ved tekniske problemer, og senest i forbindelse med et havari og efterfølgende værftsophold, som den først kommer tilbage fra den 26. maj.

På Køge-ruten har Danske Færger A/S bl.a. i denne periode også benyttet M/S Gute, der ikke mindst anvendes som sejlads med farligt gods på begge ruter.

Tysklands-rute ren kommerciel
I dag benytter Danske Færger A/S også M/S Povl Anker til – på kommercielle vilkår – at betjene rutefarten mellem Rønne og Sassnitz i Tyskland fra marts til oktober måned.

Sassnitz-ruten er ikke en del af kontrakten om færgebetjeningen af Bornholm, og det vil også fremover være op til Færgen A/S at vurdere, om der er kommercielt potentiale i at besejle den, hedder det i en meddelelse fra Transportministeriet.

Leave A Reply

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk