(NANJING)

En helt ny Iveco Daily har set dagens lys i Kina – stadig mere lavpris-orienteret end den  europæiske Daily, men 80 pct. af komponenterne er fælles.

”Iveco bygger biler, som kunderne ønsker dem – overalt på jorden.”

Sådan forklarer Iveco-præsident Pierre Lahutte anledningen til lanceringen af en ny ”Kina-Daily,” som netop har haft premiere på en spritny fabrik i Nanjing i Kina.

80 pct. fælles-dele

Selv om den deler 80 pct. af delene med den nye europæiske Daily – og to tredjedele af bilen er helt ny, så er det fortsat de gamle linjer, der fortsætter, når det gælder pladedele på sider samt varerum.

Men fronten er ny – og ligner meget den europæiske model, ligesom hækpartiet er som i Europa. Instrumenteringen er hentet fra Ivecos 2012 udgave i Europa – tillempet kinesiske krav.

Men motorer, fortøj, gearkasser, aksler, moderne infotainment og andre tekniske detaljer er som i Europa. Men da kunderne i Kina er alt fra fattige til velbeslåede kører man faktisk fire modeller på fabrikken.

Vintage-modeller

Der kan vælges imellem 400 karosseri-former og i alt 1.000 udgaver – og når man bevæger sig langs båndet, ser man ”Vintage” modeller i stil med den første europæiske Daily og i stil med den nuværende. Faktisk fortalte Iveco-ledelsen, at man vil bygge de ældre udgaver sideløbende frem til 2020. Indtil nu er der bygget 570.000 Iveco Daily i Kina.

Kravene til varebiler er ikke som i Europa. Det er således vigtigt, at bilerne kan bruges til persontransport morgen og aften og som godstransport om dagen. Derfor er den største Daily på 16,7 kubikmeter – godt tre kubikmeter mindre end den største udgave i Europa.

Cirka to mia. kroner

2,1 mia. kroner har Iveco sammen med sin 50:50 joint venture SAIC partner investeret i den ny 433.000 kvadratmeter NAVECO-fabrik i Qiaolin nær Nanjing i Kina.

En udflytning fra centrum af Nanjing  blev nødvendig, da bystyret i Nanjing skulle bruge den gamle fabriksgrund til boliger. 3.200 medarbejdere er tilknyttet den nye fabrik.

Den første Joint venture aftale går helt tilbage til 1985 – og var den første i Kina med erhvervskøretøjer.

Arbejder med VW

SAIC er også involveret i joint venture programmet med VW – og bygger tidligere MG og Rover (Roewe) produkter samt Maxus varebiler.

Pierre Lahutte indrømmede, at de maksimalt 100.000 biler, der er kapaciteten på den nye fabrik, godt kunne udfylde efterspørgslen i dag – men dels kommer der hele tiden nye konkurrenter til øget konkurrence – og dels er behovet også stort for disse biler i f.eks. Vietnam og Myanmar.

Men kvaliteten har foretaget kvantespring – bl.a. med 130 robotter og ny lakeringsanlæg med op til fire lag lak – så Iveco vil næste år eksportere Kina-Daily til andre lande i Asien og Mellemøsten – og på sigt Afrika og Mellemamerika. Iveco bygger også Daily i Belo Horizonte i Brasilien, men man kan forestille sig, at Iveco deler produktionen i Kina og Brasilien op.

Elbiler fra Kina til Europa

Europa er ikke på eksportlisten, men med den store fokus på elbiler i Kina, kunne en eksport af el-Daily på sigt være mulig. Lige nu er den kinesiske el-Daily ikke på højde med sin europæiske ”fætter” – fordi der skal bruges en del lokalt kinesisk indhold.

Men den nye Kina-Daily tilbydes i udgaver op til syv tons. Motorvalget er som i Europa på 2,3 og 3 liter dieselmotorer.

Iveco og partner SAIC har stor tiltro til den nye fabrik og nye Kina Daily, og man tror lidt man kan gentage succesen med den nye Daily I Europa, der sikrede en 30 pct. omsætningsstigning.

Her spiller det også ind, at man forventer en øget tilflytning af familier til byerne – som kræver mere transport. Bl.a. med minibusser. Faktisk taler man om, at 130 millioner kinesere flytter til byerne de næste 10 år – eller 13 millioner om året. Det svarer til befolkningen i langt mere i de største europæiske byer.