Et revolutionerende og unikt samarbejde mellem MAN og DB Schenker resulterer nu i test af den nyeste teknologi indenfor kørsel i  konvoj med førerløse lastbiler på et testområde, der omfatter A9 motorvejen i Tyskland.

Nye milepæle vil blive sat, når DB Schenker og MAN Trucks nu linker højteknologiske lastbiler sammen elektronisk, så de kan køre i konvoj.

Som del af projektet testes det i flere måneder på A9 motorvejen i Tyskland, og bliver nu en fast del af DB Schenkers forretningsaktivitet.

Samarbejdsaftale

Det digitale fremskridt er baseret på en teknologi, som kaldes Platooning. Begge virksomheder har underskrevet en samarbejdsaftale om at intensivere samarbejdet omkring Platooning projektet.

”Konvojkørslen kan minimere antallet af harmonikasammenstød, effektivisere transporterne og mindske udledningen af CO2 med op til 10 pct., ” siger Henrik Dam Larsen, administrerende direktør for DB Schenker i Danmark.

Alle tests af konvojkørslen foregår i et i et autentisk miljø, nemlig i et testområde på A9 motorvejen mellem DB Schenkers to filialer i München og Nürnberg.

10 meters mellemrum

Hver konvoj består af to lastbiler der kører med 10 meters mellemrum, hvor den forreste er styrende med en chauffør. På testområdet bliver kørselsforhold i almindelige trafiksituationer testet. Samtidig træner det chaufførerne i konvojkørsel og giver dem gode køreteknikker.

Lastbilerne vil med tiden få kundernes gods på, og testene bliver løbende intensiveret til regelmæssige afgange og ender med op til tre kørsler om dagen.

”Det er et helt fantastisk projekt, der favner den digitale fremtid og kombinerer den med logistik, og vil for altid ændre biltrafikken, ” siger Henrik Dam Larsen.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk