Efter positive test af Unicons første elektriske Volvo FE har betonvirksomheden Unicon besluttet at bestille 11 enheder af den større FM Electric, der har længere rækkevidde end FE udgaven.

Unicons erfarne chauffør Kurt Pedersen udtalte til VOTY’s udsendte under en testtur på Sjælland, at det at køre elbil var en helt anden verden. Nu kom han mentalt udhvilet hjem fra arbejde.

Ikke mindst hans gode erfaringer med Volvo FE Electric har været med til, at Unicon nu vil satse endnu mere på elektriske betonblandere.

VOTY-test i Sverige

Vi har også været på Volvos testanlæg i Göteborg for at prøve de første prototyper af både Volvo FH Electric og Volvo FM Electric – det var i 2019 – men nu er de store el-lastbiler snart klar til at blive leveret til kunderne.

De store ellastbiler er trods tæt på max. belastning ganske hurtige med god acceleration – og flere hundrede kilometers rækkevidde.

Langsigtet samarbejde

Ordren fra Unicon bliver Danmarks til dato største private enkeltordre på elektriske lastbiler, som skal køre på danske veje. De første af de 11 lastbiler bliver leveret i slutningen af dette år.

Tidligere har DFDS meldt ud, at de vil satse på ellastbiler fra Volvo – til bl.a. regional- og distributionskørsel flere steder i Europa.

Unicon og Volvo Truck Corporation har i øvrigt indgået et langsigtet samarbejde, der både skal udvikle og implementere komplette elektriske løsninger for lastbiler og opbygninger til betonindustrien.

Handling bag CO2-mål

Med den øgede flåde af elektriske betonbiler er Unicon klar til krav om emissionsfrie byggepladser og miljøzoner.

Samarbejdet giver Unicon mulighed for at sætte elektriske betonbiler i drift, der matcher alle behov i forbindelse med bæredygtig distribution af færdigbeton.

”Med ordren og samarbejdsaftalen sætter vi handling bag vores CO2-emissionsmål for distributionen, og vi understreger vores rolle som frontløber for byggebranchen i både Danmark og på verdensplan,” siger Christian Elleby, der er Supply Chain & Procurement Director i Unicon.

Svære at electrificere

Koncernen ser meget frem til samarbejdet med Volvo Truck Corporation, der vil give dem unikke muligheder for sammen at udvikle de helt rigtige komplette elektriske løsninger for lastbiler og opbygninger til Unicons distribution,

Den danske rekordordre på elektriske lastbiler er bemærkelsesværdig, da de tunge køretøjer til betonindustrien er blandt de sværeste at elektrificere.

Fremsynet samarbejde

Derfor er der ifølge Managing Director Peter Ericson fra Volvo Trucks i Danmark tale om et væsentligt og fremsynet samarbejde, som de forventer sig meget af:

Med aftalerne tager Volvo Trucks og Unicon et vigtigt skridt i at udbrede fossilfrie distributionsløsninger til betonindustrien.

”Vi er glade for at have Unicon med ombord som en af vores strategiske samarbejdspartnere, og vi forventer meget læring og udvikling som følge af samarbejdet til gavn for en hel branche,” siger Peter Ericsson.

Sikrere arbejdsmiljø

Unicon har sat et mål om at reducere CO2-udledningen fra sin flåde med 30 procent i 2025 sammenlignet med 2019. Unicon har samtidig en klar strategi om, at flåden af betonbiler skal være emissionsfri i 2035.

Unicon vurderer, at elektriske betonbiler er den mest udviklede og dermed mest oplagte teknologi til at opnå de ambitiøse målsætninger.

Det gælder både i forhold til at understøtte emissionsfri distribution af færdigbeton samt skabe et bedre og endnu mere sikkert arbejdsmiljø på byggepladserne.

Krav fra kommuner og entreprenører

Med de nye elektriske betonbiler er Unicon klar til at understøtte krav om emissionsfrie byggepladser i Danmark.

Der er bl.a. tale om krav, som man blandt andet ser fra Københavns Kommune, men også fra flere entreprenører og bygherrer.

”Foruden at bidrage til vores egne mål inden for bæredygtighed er det også væsentligt for os som virksomhed at kunne skabe nogle bedre arbejdsmiljøer på danske byggepladser, hvorfor vi håber, at vores emissionsfrie betonbiler vil gavne både vores kunder og de byer, vi kører i,” siger Christian Elleby.

Kun en beskeden andel

Hos Volvo ser man elektriske lastbiler som en vigtig del af løsningen til at reducere CO2-udledningen, men indtil videre udgør de kun en beskeden procentdel af det samlede lastbilmarked.

Foreløbig er der blevet leveret et par hundrede tunge elektriske lastbiler til transportører i Europa. Volvo Trucks har allerede i dag elektriske lastbiler i serieproduktion og leverer til kunder over hele Europa og Nordamerika.

”Vi driver forandringen og har en ledende position på det europæiske marked for elektriske lastbiler. Vores mål er, at 50 procent af vores samlede lastbilsalg skal være elektrisk i 2030,” siger Peter Ericson.

Fakta om Volvo FM Electric:
 Produktionsstart: 4. kvartal 2022
 Rækkevidde: Op til 300 km.
 Batterikapacitet: 180–540 kWh, 2-6 batterier
 Mulig totalvægt vogntog: Op til 44 tons
 Akselkonfigurationer:
o Trækkere: 4×2, 6×2, 6×4
o Forvogne: 4×2, 6×2, 6×4, 8×2, 8×4
 Alle aksler har luftaffjedring
 Drivline: 2–3 elektriske motorer, I-Shift gearkasse
 Performance: Op til 330–490 kW (450–666 hk)
 Ladetid (fuld opladning):
o 9,5 timer med AC (43 kW), tre-faset
o 2,5 timer med DC (250 kW)

Fakta om Volvos elektriske lastbiler:

Volvo Trucks leverer et bredt udvalg af seks forskellige fuld-elektriske lastbil-modeller til en lang række forskellige transportopgaver.

Volvo FH-, Volvo FM- and Volvo FMX Electric er tunge lastbiler med mulighed for vogntogsvægte på op til 44 tons. Salget er gået i gang i hele Europa, og serieproduktionen indledes i anden halvdel af 2022.

Serieproduktion til det europæiske marked af Volvo FL- og Volvo FE Electric til bl.a. bydistribution og renovationskørsel startede i 2019. Produktionen af Volvo VNR Electric til det nordamerikanske marked begyndte i 2021.

Fakta om Unicon A/S:

Unicon er Danmarks ældste og største producent og leverandør af færdigblandet beton med 33 fabrikker og godt 400 medarbejdere fordelt i hele landet.

Færdigblandet beton er en beton, der hos Unicon specialproduceres til den enkelte kundes byggeprojekt. Betonen leveres i friskblandet, formbar og uhærdet tilstand. Unicon producerer årligt omkring 1 million kubikmeter beton og har en samlet lastbilflåde på 195 lastbiler.

Unicon er en del af Aalborg Portland Group, som er ejet af italienske Cementir Holding.

 

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk