25 nye MAN Lion’s City 12E bybusser er nu på vej ud på linje 7A i den københavnske trafik.

7A er en linje, der bruges af mere end 4,3 millioner passagerer hvert år mellem Sydhavnen og Rødovre.

Det er busoperatøren Anchersen A S, der kører for Movia, som har købt busserne – og bestillingen til MAN Truck & Bus Danmark A/S faldt for et år siden. De seneste måneder har der været travlhed med klargøring hos MAN’s værksted i Greve.

Bedre plads i elbus

De nye københavnske bybusser har plads til op til 76 passagerer – og der er udvidet sædeafstand, ryglænshøjde og ekstra komfortable polstrede sæder.

I Lion’s City E er der ikke brug for det såkaldte motortårn til en dieselmotor bagest i bussen – så der er blevet bedre plads til passagererne.

Stort klargørings-arbejde

Når busserne den seneste tid er ankommet fra fabrikken, er et større logistikarbejde gået i gang. Alle busser skulle gennemgås og tilpasses de danske kundeønsker – og der skulle foretages en masse lokale monteringer og tilpasninger.

Blandt andet skulle samtlige busser have monteret rejsekort-udstyr inden de københavnske passagerer kunne indtage busserne.

Allerede i Odder og Skanderborg

Udover København er den nye elbus leveret til bl.a. Hamburg, Nürnberg og Malmø. Herhjemme har MAN i Danmark i forvejen leveret lignende el-busser til Odder og Skanderborg kommuner.

”Nye el-busser på vejene rundt omkring i Danmark er jo den bedste reklame vi kan få for vores præmierede el-busser,” siger Jesper Mathiesen, der er Fleet & PTA Tender Manager Citybus hos MAN i Danmark. Han har stået for forhandlinger og tilbudsgivning i forbindelse med ordren.

Fest-arrangement

Officiel levering af de mange busser blev fejret med et arrangement hos Anchersen på Avedøre Holme den 9. februar. Her blev den store, obligatoriske MAN nøgle overdraget til Poul Anchersen som symbol på at de mange busser nu er leveret.

MAN er en af verdens førende producenter af erhvervskøretøjer. MAN Truck & Bus Danmark A/S er et datterselskab i MAN koncernen og en del af VW Group. Det danske selskab beskæftiger 220 medarbejdere, som varetager salget og serviceringen af lastbiler og busser i Danmark.

Anchersen Busser har i en længere periode kørt med elbusser i København af mærket BYD (fra Kina), men nu skulle det være MAN. Iøvrigt er der indsat elbusser på flere og flere ruter i København – også blandt andre operatører.

Copyright © 2019 Varebilogtransport.dk